onsdag den 12. august 2015

up in the highest of heights

ALLE skilte alle steder var skrevet på både irsk og engelsk. SÅ fint!
Jeg er startet på arbejde igen. Det har været et par hårde dage, da jeg stadig er meget forkølet, og ud på eftermiddagen har jeg været så træt, at jeg næsten ikke har kunnet stå på benene. I går var løsningen at slæbe mig ind i en bus og hjem til en veninde, hvor jeg smed mig i sofaen og kunne koble af med aftensmad, kattehygge, gode snakke og 'Kender Du Typen'. I dag har jeg åbnet en 'Galway Hooker'-øl, som vi havde med hjem fra, ja, Galway, og kigget på billeder fra vores Cliffs of Moher-tur. 

Cliffs of Moher er en af de allerstørste turistattraktioner i Irland, og med god grund. Vi var så heldige at få lov til at opleve klipperne fra deres smukkeste side i høj solskin, og der var SÅ flot, men klipperne var stadig særdeles frygtindgydende. Den stærke vind mindede os om, at vi ikke skulle gå for tæt på kanten, og vi havde et par stykker med i selskabet, der næsten ikke kunne holde ud at være der. Både fordi de led af højdeskræk på egne vegne, men også fordi flere af de andre turister tilsyneladende var ligeglade med at miste livet, og sprang rundt helt ude ved kanten for at tage de bedste selfies. Det er altså ikke et fald, man overlever. (Det er også en meget benyttet selvmords-lokation. Der var flere skilte med telefonnumre til suicide-hotlines, og selvom det er noget turistcentret helst vil nedtone, har jeg researchet mig frem til, at omkring femten mennesker tager deres eget liv ved Cliffs of Moher hvert år. Jeg ville egentlig gerne skrive lidt mere om, hvilke følelser det vækkede i mig, men det er ikke lige indlægget til det.)
Vi fik en lettere modvillig turist til at tage turens eneste fuldstændige gruppebillede af vores rejseselskab, og her kan man nok godt fornemme, hvor meget det egentlig blæste. Jeg er glad for, at vi ikke var der en kold og regnfuld novemberdag! Cliffs of Moher kan være crowded, men det er altså det hele værd, og jeg kan kun anbefale en tur derud, hvis man skulle komme til Irland. 

Bonusinfo: Jeg kan i øvrigt oplyse mine med-Harry Potter-elskende læsere (jeg ved, hvem I er!) om, at det var her, Harry og Dumbledore apparerede hen (hedder det virkelig det på dansk?) i The Half-Blood Prince-filmen på jagt efter horcruxes. 

6 kommentarer:

  1. Uh, sejt med HP-funfact<3
    Jeg ville være fuldstændig lammet af højdeskræk sådan et sted - men det ser smukt ud.

    - Kit

    SvarSlet
  2. Ja, jeg tænkte, at I nok ville sætte pris på lidt HP-trivia. :D
    Vi havde som sagt også et par stykker med (min kæreste var én af dem) der var så plaget af højdeskræk, at de havde svært ved at nyde det - men der var simpelthen så smukt.

    SvarSlet
  3. Nu har jeg levet under et isbjerg i 2 måneder, så jeg var jo kommet vældig langt bagud. Men hallå hvor har du da haft en god sommer – jeg synes især om kukuret, ”klump-hatten” og de kæmpe is I har indtaget, haha! :D Ja, og så selvfølgelig Irland. Åh, hvor vil jeg også gerne opleve Irland. Jeg er nok den eneste person jeg kender, der elsker regnvejr, så jeg ved faktisk ikke hvorfor jeg ikke bor der... men det er bestemt på min rejseliste. Fantastiske billeder! Og fantastisk med Harry Potter-facts :D

    SvarSlet
    Svar
    1. Ej ej, og jeg har helt glemt at svare på din kommentar, som jeg ellers blev så glad for! Min sommer har nemlig været rigtig god. Irland kan bestemt anbefales! Jeg hader faktisk heller ikke regnvejr. Jeg vil nok ikke gå så langt som at sige at jeg ELSKER det, men det kan være ganske hyggeligt af og til. :)

      Slet
  4. Jeg ville være så bange for at jeg kom til at hoppe ud. Du ved, man bliver sådan draget af det! Skummelt :(

    SvarSlet
    Svar
    1. Ja, jeg kender følelsen. Det er vel også lidt det man tænker, når man har højdeskræk.

      Slet