torsdag den 17. september 2015

everything I feel returns to you somehow

Efter en lang og dejlig sommer, hvor minderne om min mor mest har været gode og dukket op på overskudsfyldte solskinsdage, har september og efteråret nu ramt mig med fuldt smadder. Jeg er kommet så relativt nemt igennem det sidste halve års tid, at jeg faktisk troede at det var helt slut med den meget voldsomme sorg, men den har altså stukket hovedet lidt frem igen den sidste uges tid. Det er uden tvivl en kombination af nogle dumme mærkedage og den i øvrigt fremragende Sufjan Stevens-koncert, for selvom jeg havde et helt andet og meget mere ukompliceret forhold til min mor end Sufjan havde det til sin, ramte hans skrøbelige sange mig lige i hjertet i mandags. Jeg har sjældent oplevet noget så intenst og kuldegysfremkaldende. Det gjorde så ondt og godt på samme tid, at jeg har været helt rundt på gulvet siden, og nu er vi så ramlet ind i de datoer, hvor det hele startede for tre år siden. 

Jeg ved jo godt, at der ikke var tale om spontant, over-natten-opstået kræft hos min mor, men i mit hoved blev hun syg den syttende september, og den attende september begyndte hun at dø. Det er super overdramatisk at tænke sådan, men jeg har vist også en tendens til at være en kende overdramatisk - i hvert fald af en jyde at være. Det var nogle voldsomt ubehagelige og surrealistiske dage, som jeg næsten har fortrængt, men enkelte ting står lysende klart i min hukommelse; flyveturen hjem, min far og søsters ansigter, da de hentede mig i lufthavnen, og at min mor prøvede at trøste og berolige min søster og jeg, selvom det burde have været den anden vej rundt. 

Jeg har det egentlig okay med at være lidt ked af det igen. Jeg ser det ikke som et kæmpe tilbageskridt i min sorgproces, men som en naturlig reaktion på koncerten, mærkedagene og efterårets komme. Efteråret har jeg aldrig været gode venner med, og det hjalp ikke rigtig på det, da min mors korte sygdomsforløb strakte sig over netop efterårsmånederne. Siden sidste år har jeg også trappet yderligere ned på min medicin, hvilket gør, at jeg føler lidt mere - både det gode og det dårlige - og det skal jeg også lige vænne mig til. Jeg satser stærkt på at tage endnu et år uden en vinterdepression - sidste år var første gang i måske tolv-tretten år, hvor vinteren ikke væltede mig helt omkuld. 

Men selvom der er en forklaring på mine følelser, er det selvfølgelig stadig hårdt. Jeg savner hende simpelthen så meget, og selvom det ikke ligefrem er revolutionerende nyt, er det stadig ved at gå op for mig, at hun ikke bare er væk i nogle år, men at hun er død. Selv nu, snart tre år efter hendes død, er det helt ufatteligt for mig at hun aldrig kommer tilbage igen. Der vil aldrig have været et rigtigt tidspunkt for min mor at dø på, men jeg er så ked af, at hun døde imens min søster stadig havde det rigtig skidt, omend det gik den rigtige vej. Jeg ville sådan ønske, at hun kunne se, hvor meget bedre både min søster og jeg har det i dag, og jeg kan slet ikke bære tanken om, at hun måske har følt at hun svigtede os. Jeg ved ikke om jeg tror på, at hun stadig kan følge lidt med i vores liv - men jeg håber det virkelig. 

4 kommentarer:

  1. Jeg forstår det heller ikke, søde Tine. Hun virker så levende, når du fortæller og skriver om hende. Jeg kommer snart forbi og giver et kram og strikker noget til dig :)

    SvarSlet
    Svar
    1. Det vil jeg glæde mig til! Jeg har bunkevis af garn med hjem til dig. :)

      Slet
  2. Åh hvor jeg græder nu :( <3

    SvarSlet
    Svar
    1. Ih, det er ikke meningen at du skal blive ked af det når du læser med herinde. :( <3

      Slet