søndag den 6. september 2015

hang on to any fucking thing you love

Jeg har været i himlen. Irland er uden sammenligning det bedste chipseland, jeg nogensinde har besøgt. (Må lige understrege, at jeg nu også er ret glad for Danmarks udvalg. Vi har fat i den lange ende.) I Irland var der SÅ mange forskellige mærker og spændende smagsvarianter - og så er det helt normalt lige at snacke en lille pose chips til sin sandwich. I flyet kunne man endda bestille en toast KUN med smør og chips. Her er en gennemgang af alle de lækre chips, jeg fik fingrene i på ferien - bemærk venligst, at mange af poserne er i miniaturestørrelse - jeg har (trods alt) ikke spist tolv store poser chips på en uge. Karakterskalaen rangerer som altid fra nul til ti Pringlesrør. 
Keogh's blev mit nye favoritmærke, for alle de tre varianter jeg smagte, var ganske enkelt fremragende. Gæsteanmelderen var også meget begejstret, som man kan se på det lettere maniske fjæs, der kigger frem bag bilsædet. Selve chipsen fra Keogh's var grov og sprød, men helt uden den lettere olierede, uheldige bismag, der ellers ofte kendetegner grovchips - det var et klart plus. Det trak også gevaldigt op, at chipsene smagte af så meget; man har ikke været nærig med krydderier og pulver, og især varianten med irish cheese & onion var decideret himmelsk. Jeg troede ikke, at jeg ville være glad for den med roast beef & stout, men det var faktisk en meget afbalanceret udgave, hvor kødsmagen ikke var hverken kunstig eller altdominerende. Til sidst må jeg også rose Keogh's for deres lækre design - poserne var flotte, farverne pæne og skrifttypen god, og så er det et ekstra plus, at man kan se på hver pose, hvor kartoflerne er dyrket. Det bliver et pænt otte-tal til den røde pose, og to store ni-taller til den grønne og den blå variant. 
Hunky Dorys var bestemt heller ikke uden evner - en lidt mere traditionel form for bølgechips, der ikke lå langt fra Kims udvalg herhjemme. Igen må jeg rose mængden af krydderi og smagspulver, der i min verden er altafgørende for bedømmelsen af chips - og det har de altså fuldstændigt styr på derovre. Den i Irland ikke helt så almindelige sour cream & onion-variant var et solidt bud på en gammel klassiker, og den hiver et stort syv-tal hjem. Buffalo-varianten er vel at sammenligne med vores barbecue-smag, og selvom den ikke var dårlig, er det normalt en af de poser, jeg holder mig fra. På grund af den fine pose sniger den sig lige op på et seks-tal. 
Herhjemme har sour cream & onion-varianten længe været den mest populære smagsvariant, men den var som sagt en lidt mere sjælden gæst i Irland. Deres go-to-flavour må helt klart være cheese & onion, som jeg så i ufatteligt mange udgaver, og resten af denne omgangs testmateriale består da også af netop denne variant. Den første fra O'Donnells blev indtaget om bord på en turistbus i det regnfyldte Dublin, og den forsøgte ligesom Keogh's at markedsføre sig på det autentiske og rustikke. Her var desværre bare et eksempel på en grovchip med lidt for meget olie og lidt for lidt smag. Fem pringlesrør herfra. Straks bedre gik det for Tayto-varianten, der trods den grimme pose virkelig har fat i den lange ende. Chipsen er ganske tynd og sprød, men går ikke i stykker i posen - og så smager den næsten som de sagnomspundne Queso Blanco-chips. Jeg er i gavehumør i dag, så de sniger sig også op på et nital. 
De sidste tre små poser snuppede jeg med hjem fra lufthavnen, og her var det igen varianten i den grimmeste pose, der overraskede positivt. Chipsen fra King var nemlig ikke langt fra Tayto-varianten, omend noget mere salt. Det kan nogle gange være lækkert, men her overskyggede det næsten ostesmagen, og det trak det samlede indtryk ned på et syvtal. Kettle-chipsene havde jeg forventet mig meget mere af - de lokkede også med lækkert design og autencitet, men selvom jeg må give pluspoint for at bruge rødløg i stedet for almindelige løg, kommer de heller ikke over syv. 

Den sidste pose har droppet friturestegningen og ladet kartoflerne 'poppe' i stedet, hvilket ifølge hjemmesiden skulle gøre dem både sundere og sjovere. Det er løgn. Det med sundheden er sikkert rigtigt nok, men det er nogle af de mest triste og kedeligste chips jeg nogensinde har smagt. I Danmark har jeg smagt noget tilsvarende i ISIS-udgaven, og de er faktisk ikke så dumme endda, men deres irske/britiske fætter er altså en tør kiks.Det kan ikke blive til mere end to Pringlesrør. 

Jeg startede med det bedste og sluttede med det værste, men konklusionen er klar - Irland er et fantastisk sted, hvis man er glad for chips.   

4 kommentarer:

  1. Hey, hvordan bliver man gæsteanmelder? ;)

    SvarSlet
    Svar
    1. Jeg tror faktisk, at du er gæsteanmelder næste gang. Der er nogle Tysklands-chips jeg ikke har vist endnu. :D

      Slet
  2. Hurra! Ellers melder jeg mig gerne frivilligt ;)

    SvarSlet