onsdag den 30. september 2015

where the streets have no name

Et godt stykke nede i Tyskland ligger den lillebitte, charmerende by Bettwar, hvor min familie og jeg næsten altid overnatter på vej på vores sommerferier. Jeg beskrev allerede byen sidste år, men også i år måtte jeg tage et par billeder, for det er simpelthen sådan et fint sted. Denne gang fandt vi vores gamle 'Zimmer Frei'-værtinde på kirkegården, men hun var altså også meget gammel allerede da jeg var barn. Byen er så lille, at den ikke har gadenavne, men kun husnumre - og så var indlæggets titel altså for oplagt, selvom jeg aldrig havde troet jeg skulle citere U2 her på bloggen. 

Sidste skub til at gøre netop dét - altså citere U2 - kom i sidste uge, da jeg gik en laaang tur med min yndlingspige fra sorggruppen. Det var rart at få solen i hovedet og snakke lidt om alt det svære; men faktisk snakkede vi mest om helt almindelige, dagligdags ting, der ikke havde noget med sorg og død at gøre. Hendes kæreste var taget til Berlin for at se netop U2, hvilket jeg fandt liiiige dedikeret nok i forhold til så dårligt et band, men det havde vist mere at gøre med at kunne krydse dem af på en bucket list - og dét kan jeg sagtens forstå. Nu håber jeg bare, at udgivelsen af dette indlæg vil fjerne Bono fra mit hoved; lige nu popper han frem i tide og utide og råber HELLO HELLO, og det er SÅ irriterende. 

2 kommentarer:

  1. Pyh, det er en grum skæbne, det der Bono-titis. Jeg hader og afskyr U2, måske lige med undtagelse af 'War'-albummet, hvor de lyder overraskende meget som The Smiths. Og 'Sunday, Bloody Sunday' og 'New Year's Day' er nøgternt vurderet storartede sange.

    Hjemme hos os er der dog også blevet spillet en enkelt anden U2 sang for nylig. Det er 'Sweetest Thing', som min søn holder af. Det er noget med det simple klaver, det fængende omkvæd og Boyzones optræden i videoen. Han hviner i hvert fald begejstret, når han ser den.

    Nu håber jeg så, at du kan høre Bono råber "ÅHUHÅÅÅH THE SWEETEST THING" inde i dit hoved :)

    SvarSlet
    Svar
    1. Ej ej, Kåre, HELE dagen i går havde jeg The Sweetest Thing på hjernen. Jeg hader og afskyr også U2 - faktisk næsten uden undtagelse (alle normale mennesker har vel en lille svaghed for Sunday, Bloody Sunday). I mine unge år var jeg svært glad for Boyzone, så jeg husker udmærket videoen. Det var lige deromkring hvor jeg var ved at lægge popmusikken på hylden, og på en folkeskole i Mariager var U2 noget af det mest alternative og eksotiske, man kunne forestille sig, så jeg havde - grundet den éne sang - en ganske kortvarig flirt med det skrækkelige band. Men Bono, altså. Åh gud.

      Slet