torsdag den 29. oktober 2015

leave those like me at the end of this road

Tre gange inden for den sidste uge har jeg følt mig både usolidarisk og anti-fællesskabsagtig, men weekenden var altså også et inferno af følelses-overload i både fjernsynet og på de sociale medier. I den virkelige verden har det dog været en rigtig god uge, så de små irritationsmomenter har bestemt været til at klare. 

1. Først var der den næsten religiøse fejring af HELE DANMARKS Kim Larsen, der er et folkeklenodie i en sådan grad, at det grænser til blasfemi ikke at kunne se det helt eminente i manden. Men det kan jeg altså ikke. Jeg anerkender mandens betydning i den danske musikhistorie, men jeg er ikke vokset op med ham (og det tror jeg er en meget vigtig faktor), og jeg synes helt ærligt bare, at han er lidt irriterende. Fredag aften var jeg syg og fanget på sofaen, så selvom jeg egentlig havde billetter til at se Live fra Lolland på Nørrebro, blev aftenen tilbragt med Midt Om Natten, hvilket var en virkelig dårlig erstatning.

2. Og så var det i sidste uge igen blevet tid til, at hele Danmark gik totalt bananas i forfærdelige beretninger om folk, der var døde af kræft, havde overlevet kræft, havde kræft eller havde mistet nogen til kræft - og så har vi vist været hele befolkningen rundt. Ligesom sidste år må jeg hellere understrege, at jeg selvfølgelig ikke har noget imod indsamlingen og det øgede fokus som sådan - men jeg er ved at kaste op over al den følelsesporno. Det kulminerede, da jeg så overskriften: 'Seebach fik tidligere kræftramt til at bryde sammen i gråd' - og jeg har faktisk ikke engang noget imod Ralle-drengen, der med sangen 'Tusind Farver' til en depressionsramt ven har anerkendt eksistensen af andre sygdomme end kræft. 

3. Helt galt gik det på frokoststuen i mit arbejde, da jeg vel nærmest blev stemplet som landsforrædder, da jeg - 'som jo ellers går rigtig meget op i fodbold' - ytrede, at jeg ikke har tænkt mig at se landskampen mod Sverige. Landsholdet interesserer mig simpelthen så lidt, og så længe Morten Olsen står i spidsen for denne samling ligegyldigheder, kommer jeg ikke til at se det. I det mindste holder jeg ikke med Sverige, ligesom Kåre, så helt slemt er det vel ikke. Men hvem har brug for landsholdet, når man kan finde al den nerve og intensitet man har brug for i en AaB-pokalkamp mod Lyngby? I går vandt AaB 2-1 i en højdramatisk kamp, hvor Lukas Spalvis fik direkte rødt for at sige 'open your fucking eyes' til linjedommeren. Jeg elsker fodbold. 

Ingen kommentarer:

Send en kommentar