onsdag den 7. oktober 2015

the best you can is good enough

I weekenden var jeg til min søde venindes fødselsdag i kollektivet Maos Lyst. Der var eftermiddagsfejring med brunch, bobler og en pandekagestak, der var Rasmus Klump værdig, og rundt om det store bord var både familie og venner. Med maverne fulde rykkede vi ind i stuen, hvor Hjertebarn spillede en lille intimkoncert for fødselaren og hendes gæster, og det var rigtig fint. Jeg kendte ikke bandet i forvejen, men jeg er en sucker for violin i poppede sammenhænge, og vokalen var rar med Nikolaj Nørlund-vibes, så det var et fint bekendtskab. Faktisk fik de mig til at smuggræde lidt i sofaen, men det var mest deres valg af covernummer, der gik rent ind hos mig – de valgte nemlig at spille ’Solen er så rød, mor’, der er min ultimative tudesang, når jeg savner min mor.

Jeg er lidt ked af at skrive det, for jeg er træt af, at det skal være sådan, men Maos Lyst minder mig desværre lidt om min mors død. Jeg fik den dumme besked om min mors sygdom aftenen efter jeg første gang havde besøgt min veninde i Hellerup, og nu får stedet altså de triste tanker om min mor frem. Jeg må besøge min veninde noget mere, for Maos Lyst er et så kærligt, varmt og trygt sted, at det er helt absurd at have et lidt anstrengt forhold til det. Et par rørstrømske tårer fik dog ikke lov til at ødelægge den skønne eftermiddag, og bagefter gik min kæreste og jeg en god lille tur ved Hellerup Havn, hvor solen skinnede og alle bådene havde jacuzzi på stævnen.
Jeg vil gerne lige dele min go-to-version af ’Solen er så rød, mor’ med jer. Her er den fremført af Mother Sparrow i Mikael Bertelsens Den 11. Time i august 2007; i et program hvor forfatteren Christel Wiinblad fortalte meget klump-i-halsen-fremkaldende om en digtsamling hun har skrevet om sin skizofrene lillebror Jannick, der ikke altid syntes, at det var så nemt at leve. Han havde et selvmordsforsøg med i bagagen, hvilket var omdrejningspunktet for storesøsters digte; hun skrev, så han kunne forstå, at han ikke måtte forlade hende. Jannick Wiinblad spillede i Mother Sparrow (der i øvrigt var et fremragende lille projekt, som jeg stadig lytter til - teksterne bærer præg af kærlighed til dyr og natur, og musikken er lidt Sparklehorse-skramlet), og efter at have spillet et af deres egne numre, lukkede han programmet med en skrøbelig version af den omtalte vuggevise. I april 2009 forsøgte han igen at begå selvmord, og denne gang lykkedes det ham, hvilket selvfølgelig også giver klippet en ekstra dimension. Men  hele programmet er virkelig fint og anbefalelsesværdigt - alle tre dele ligger på youtube -  og det er meget langt fra at være følelsesporno, selvom det måske lyder sådan. 

6 kommentarer:

  1. Denne kommentar er fjernet af en blogadministrator.

    SvarSlet
    Svar
    1. Ja, jeg er så træt af, at det skal være sådan - men det betyder så meget, at du godt kan forstå det! Jeg kommer meget gerne snart igen. Og ja, Signe er godt nok dygtig! Jeg kunne slet ikke tage øjnene fra hende(s violinspil). Endnu engang tillykke, og <3 <3 <3 lige tilbage til dig!

      Slet
    2. Ej, hvor er jeg nederen. Nu kom jeg til at fjerne din kommentar. Men den er altså her: '<3 <3 <3 Jeg tuder også lidt hver gang Signe spiller melodien i Solen er så rød mor på violin. Hun er så dygtig! Du er altid velkommen, så vi kan få nogle flere dejlige minder sammen herude. KRAM!

      Slet
    3. Juhu, så ses vi snart igen :)

      Slet
  2. Årh, du er sød Tine - godt det var gode minde-tåre, Solen er så rød mor er altså også en klassiker!

    - Anne

    SvarSlet
    Svar
    1. Ja, det blev lige lidt for rørende. Den er bare så smuk, den sang! :)

      Slet