søndag den 8. november 2015

cause you can open up the heavens for me

Listen over de sidste tre måneders musikafspilninger på min Last.fm-profil vidner om det mørke efterårs komme med optrædener af flere af mine til tider lettere deprimerende favoritter (her er gensyn med teatralske Spiritual Front, vrede Marilyn Manson, storladne HIM og intense Xiu Xiu), men endnu bedre repræsenteret på listen er efterårets mange koncertaktuelle kunstnere (Sufjan Stevens, HEALTH, Lower Dens, Chelsea Wolfe, Deerhunter og John Grant), og jeg bliver nødt til at sige det igen - det er virkelig en god omgang i år. 

Fredag aften spillede Chelsea Wolfe en intens og virkelig god koncert på Loppen. Når Loppen er halvfyldt, er det et af mine yndlingsspillesteder i hele København - lyden er som regel god, scenen er lav, og man kommer meget tæt på kunstnerne på scenen. Når Loppen er udsolgt, er det til gengæld et meget uindbydende og klaustrofobisk sted at opholde sig; der er ulækkert varmt, og halvdelen af publikum kan ingenting se. I fredags var der udsolgt, men fordi vi stod forrest i den ene side, havde jeg alligevel en ret god oplevelse. Chelsea Wolfe sang så rent og smukt, at jeg først troede det var playback, og musikerne i hendes band var vildt dygtige - især trommeslageren. Det var tungt og det var godt, og koncerten har gjort den nye plade endnu bedre for mig. All hail Chelsea Wolfe!

*Jeg ved ikke, hvorfor teksten centrerer, men jeg bliver sindssyg af det!   
I går spillede Kurt Vile og i aften spiller Chastity Belt og Death Cab for Cutie, men hverken penge eller overskud rækkede længere i denne uge. Næste koncert bliver Atlas Sound og Deerhunter, og så har jeg fundet ud af, at mit nyeste crush John Grant også lægger vejen forbi København i november. Egentlig er han en gammel kærlighed, som jeg har genfundet, for jeg var ret glad for hans tidligere band The Czars. Deres coverversion af 'Song to the Siren' er et af de allersmukkeste numre i verden, men efter et par år glemte jeg dem lidt igen. Imens kørte John Grant bandet i sænk med et stofmisbrug af dimensioner; så fik han HIV, og så blev han droppet af sit livs store kærlighed. Derfor kunne man måske forvente en omgang selvmedlidende navlepilleri fra John Grants soloprojekt - men det er i stedet en eminent kombination af intelligent, humoristisk og drivende sarkastisk tekstskrivning, gode melodier, ikke-irriterende funky disco og smukke ballader.

Jeg så ham sidste år i Porto, men det var lige efter min ud-af-kroppen-oplevelse med Neutral Milk Hotel, så jeg glæder mig til at give ham min fulde opmærksomhed denne gang. Han har også udgivet en ny, fremragende plade siden sidst - Grey Tickles, Black Pressure - og den har tilmed et af de smukkeste covers jeg har set i år. Og så er det hvid vinyl! Jeg dør lige lidt. Gør dig selv en tjeneste og tjek nummeret (og den dertilhørende video) Disappointing  - jeg er i hvert fald blevet meget, meget glad for John Grant. 

2 kommentarer:

  1. Coveret på hans plade gør også at man ikke kan lade være med at holde af ham ;)

    SvarSlet
    Svar
    1. Det er det, han gerne vil gøre ved de idioter, der kalder ham faggot. :)

      Slet