mandag den 7. december 2015

what if the words would bring you here

I dag er det tre år siden, at min mor døde fra mig. Jeg havde taget fri i dag for en sikkerheds skyld, men sorgen over min mor har faktisk ikke været så voldsom og insisterende det sidste stykke tid, og jeg tror såmænd sagtens jeg kunne have været på arbejde. I stedet ville tilfældighederne det sådan, at min lægetid blev rykket til i dag, og nu sidder jeg alligevel og græder lidt ned i tastaturet, selvom det mest er lidt af lettelse. Det var virkelig rart, at min læge tog mig alvorligt og ikke negligerede mine søvnproblemer, og hun ville egentlig gerne deltidssygemelde mig, hvis jeg havde dét behov. Jeg tror lige jeg prøver uden. Jeg håber og tror stadig på, at min hverdag ser helt anderledes ud om en måned. I morgen skal jeg have taget en omgang blodprøver, så det lige kan udelukkes, at al elendigheden har noget at gøre med en fysisk målbar vitaminmangel. Og her kunne jeg virkelig godt bruge min mor. Jeg ved, at jeg har taget noget ekstra tilskud i årevis, og jeg kan huske en absolut forfærdelig gastroskopi på Bispebjerg Hospital lige da jeg var flyttet til København, men jeg aner ikke hvorfor. Min mor ville vide det. 

Sundhed.dk ved det heller ikke helt, men de kan til gengæld fortælle mig, at det er tyve år siden jeg slugte et stykke af mine togskinner og måtte have det fisket ud igen på skadestuen. Jeg kom stolt i skole bagefter og fortalte, at jeg havde fået narko, hvortil min lærer lige måtte rette mig og sige, at jeg havde været i narkose. Hjemmesiden kan også fortælle mig, at det er elleve år siden min blindtarm sprang, og jeg havde et ret ubehageligt indlæggelsesforløb i Randers. Og min mor ville kunne fortælle om det meget mere detaljeret, end jeg selv kan, fordi hun er min mor.

Og nu er jeg gået i stå. Jeg vil så gerne fortælle et eller andet særligt og specielt om min mor i dag, og jeg har tusind milliarder historier, men de vil ikke ud. Jeg kan heller ikke sætte ord på det absurde i, at vi nu skal fejre jul for fjerde gang uden min mor. Så nu vil jeg slukke computeren, gå en tur i det sidste dagslys og kramme min kæreste lidt ekstra. Og så vil jeg gerne bede om en god mor-drøm i nat. 

3 kommentarer:

  1. Åh. Ingen kloge ord, sender i stedet et telepatiknus. Men elsker at læse dine barndomsglimt, ser det som en uformel kærlighedserklæring til hende af fine minder - håber at finde "Fortællingerne om Tines mor" på hylderne en dag.

    - Anne

    SvarSlet
  2. Shit, 3 år... Nogle går livet ret hurtigt. Tænkte på dig i går. Og i dag. KRAM.

    SvarSlet