tirsdag den 30. juni 2015

let me take a little more off your mind

Community var egentlig borte, død og begravet efter en femte sæson, der var begyndt at køre lidt i tomgang, men serien er genopstået på Yahoo med den oprindelige showskaber Dan Harmond ved roret. Det giver serien et tiltrængt frisk pust, for det gik hastigt ned ad bakke efter han forlod serien efter de første par sæsoner - som jeg i øvrigt var meget begejstret for - der er bare kommet så meget godt comedy siden, at Community ikke længere kan indtage en topplacering på min liste. Sjette sæson fortsætter ellers i samme, velkendte spor som de succesfulde første sæsoner - studiegruppen er med undtagelse af Shirley og Troy stadig samlet på Greendale Community College, enten som lærere eller evighedsstuderende, og dynamikken er også som vi kender den. Det er hen af vejen lidt ujævnt, men de gode afsnit er virkelig gode. Afsnittet dedikeret til en teateropførelse af Karate Kid var noget af det sjoveste, jeg har set i år - men jeg elsker også Karate Kid og har set den hundrede gange, hvilket nok også gjorde det ekstra sjovt. Her brillierede Ken Jeong som Ben Chang - hans rolle er sammen med Dean Pelton ellers den mest hit-and-miss-agtige. 

Min yndlingskarakter Abed er om muligt blevet endnu mere virkelighedsfjern og meta-snakkende end tidligere. Han stiller lynhurtigt de åbenlyse spørgsmål - hvor får gruppen deres penge fra, hvor er den pige, han datede i sidste sæson, og hvorfor kommer de aldrig videre med deres liv? Sammen med de konstante referencer til popkulturen (Jeff er f.eks. overbevist om, at Chris Pratt har 'digitally added muscles' i Guardians of the Galaxy, for han var meget mere chubby i Parks & Recreation) er metalaget helt klart en af seriens største forcer, og det fungerer ekstra godt i sjette sæson, der slutter med et afsnit, hvor hver karakter får lov at pitche deres version af en sæson syv, der måske/måske ikke bliver til noget, og Abed siger om sin egen version, at den nok er 'too conceptual to be funny'. Jeg kan godt klare en syvende sæson, men så skal citronen nok heller ikke presses yderligere. 
Modern Family har nu seks sæsoner og hele 144 afsnit bag sig, og selvom den ikke er den bedste eller sjoveste komedieserie derude, har den det helt særlige element, at vi ser familiernes børn vokse op og udvikle sig til nogle smukke, sjove og begavede (nogen i den mere alternative ende) unge mennesker. Det gør den næsten altid værd at følge, også gennem denne lange, sjette sæson. Børnene kommer også til at bære den kommende syvende sæson, for ud over deres naturlige udvikling og medfølgende nye udfordringer, er der ikke så meget nyt under solen hos de tre familier. 
I den noget mere seriøse ende har jeg fået set fjerde sæson af Girls, der nu også havde sine sjove øjeblikke - også flere i den pinlige kategori. Serien er allerede blevet fornyet med en femte sæson, men det sidste afsnit af fjerde kunne sagtens have sluttet serien, da alle fire piger for en gangs skyld ser ud til at have bare en lille smule styr på deres liv. En del tidligere Lena Dunham-og-Girls-elskere er forlængst blevet trætte af serien, men jeg synes stadig, at den er forfriskende og rigtig god. Alle pigerne er stadig ret irriterende, men det er piger altså også i virkeligheden, og serien rammer de her enerverende karaktertræk fuldstændig spot-on. Jeg havde godt nok ikke regnet med, at Shoshanna skulle ende med at være min yndlingskarakter, men hun er simpelthen så sød, og Lena Dunhams egen karakter Hannah er også vokset endnu mere på mig i denne sæson, hvor hun måtte igennem urimeligt mange prøvelser.

De mindre karakterer som Ray og Adam holder også serien oppe, og et af de bedste øjeblikke var Rays vrede rant mod Marnies kæreste Desi, som han sammenlignede med Imagine Dragons: 'Don't ever think that you get on stage anywhere where the vast majority of the crowd doesn't think, 'douche!' You know how you feel when you watch Imagine Dragons play? Well that's how we feel about you.' Det er virkelig sjovt, også selvom den første plade med Imagine Dragons stadig er en af mine guilty pleasures. Jeg synes stadig Girls er rigtig godt, og jeg ser frem til femte sæson, der bliver sendt engang til næste år. 

søndag den 28. juni 2015

my thoughts were so loud I couldn't hear my mouth

I fredags var det endelig blevet tid til at se Modest Mouse i Odense, og selvom jeg mildest talt har været skeptisk over for Tinderbox, deres program og uheldige kommunikation, endte det med at blive en virkelig god oplevelse. Eftermiddagen startede ellers dårligt, da jeg efter at være ankommet til Odense måtte vente i en lille time på en shuttle-bus - sammen med flere hundrede andre mennesker. Jeg var forberedt på at blive skuffet over resten af festivalen også, men jeg har faktisk ikke noget negativt at sige om den overhovedet (ud over verdens dårligste fejlbookning af Modest Mouse), for alting fungerede bare.
Festivalområdet var midt i Tusindårsskoven syd for Odense, og der var virkelig god plads til de nogle-og-tyve tusinde gæster, hvilket er noget af det allervigtigste for mig, og grunden til at jeg aldrig blev glad for Northside. De korte ventetider ved toiletter og madboder trak virkelig også op, og scenerne var fine - selvom der var aaalt for langt fra scene til publikum i det gule telt, hvor Modest Mouse spillede. 
Jeg ville sådan ønske, at jeg kunne sige, at Modest Mouse-koncerten var alle 2000 kr. (med transport) og otte års ventetid værd, men det blev aldrig den fantastiske koncert, jeg havde drømt om. Isaac Brock med band plus det løse (der var ni(!) mennesker på scenen. Det var fire-fem for mange) var helt ærligt lidt uengagerede, lyden var mudret, og publikum var totalt fraværende - de hujede kun lidt under Float On og Dashboard, og det var så tydeligt, at bandet skulle have spillet i Vega i stedet for. Efter ni numre og præcis tre kvarter, der normalt er det aftalte minimum for en koncert, gik de af scenen og kom ikke tilbage, og det var nok det største antiklimaks jeg har oplevet i år. Især fordi de spillede fucking ATTEN numre dagen efter i Sverige..! Livet som Modest Mouse-fan er ofte fyldt med skuffelser, men jeg har lært at være taknemmelig for hvad jeg får, og det var i det mindste nogle killer-versioner af The World At Large og A Different City. Jeg elsker stadig Modest Mouse betingelsesløst, men de gør det godt nok ikke nemt. 
Resten af aftenen gik jeg rundt og udforskede de forskellige områder. DJ-scenen Magicbox lå gemt bag en række træer ved to swimmingpools, og der var virkelig en helt magisk stemning. Jeg hørte Robin Schulz, som jeg overhovedet ikke kendte inden, og selvom jeg altså ikke kan kalde det en koncert, var det superfedt. Noget af det samme gjorde sig gældende for Major Lazer, der fyrede den totalt af, og jeg smilede hele showet igennem, fordi det var så fedt. Men I får mig som sagt ikke til at kalde det en koncert - der er jeg ret enig med Soundvenues anmelder. Bagefter spillede Prodigy, hvilket også var virkelig godt, og publikum reagerede helt klart mere positivt på de store, elektroniske navne end på gamle indiebands fra Washington. 
Jeg håber, at Tinderbox næste år har en mere rød tråd i deres program. Jeg drømmer selvfølgelig om et program som Primaveras, men det er nok mere sandsynligt, at de bliver endnu mere mainstream, og det er også helt okay. De skal bare lade være med at booke navne, der stikker helt ud, for det er lidt fejt at lokke folk (som mig og resten af første række til Modest Mouse-koncerten) til på den måde. På grund af den musikalske profil kommer jeg nok ikke tilbage til Tinderbox, men jeg synes faktisk, at det var en rigtig fin festival, der har fortjent at overleve de første, svære år. 

mandag den 22. juni 2015

I carved your name with a heart up above

I dag er det min mors fødselsdag! Hun ville være fyldt 58 år, men nåede altså kun at blive 55 år gammel. Jeg havde lovet min far, at jeg ikke ville svælge i sorgen i dag, så det har jeg ladet være med - og lysten til det har heldigvis heller ikke været der. Til gengæld har jeg kigget på gamle feriebilleder og spist en Magnum Mandel til ære for hende. Min mor har fejret utallige fødselsdage på de tyske motorveje på vej mod feriedestinationer i Italien, Frankrig og Tyskland, for skolernes sommerferie startede altid lige deromkring, og det var altid der, vi kørte på ferie. En dag som i dag er det ekstra rart at have alle de billeder og gode minder at kigge tilbage på, og især på vores sommerferier har min far været ivrig med kameraet og har dokumenteret alle hyggestunderne - her en frokostpause med rød saftevand i en tysk skov. Det er længe siden jeg har skrevet om min mor, og det bliver heller ikke i dag, for i dag vil jeg bare gerne mindes og savne uden at sørge. Tillykke med fødselsdagen, elskede mor. 

fredag den 19. juni 2015

it's dark now but we made it that way

SUK. Jeg troede ikke, at jeg ville være så skuffet efter valget, som jeg rent faktisk er. Blå blok er en ting og måske til at komme over i fire års tid - men jeg har det virkelig ikke godt med, at Dansk Folkeparti er blevet landets næststørste parti. Ja, jeg er prototypen på en fingerpegende venstreorienteret, men jeg forstår simpelthen ikke, at hver femte dansker stemmer som de gør. Min kusine, der er blevet svensk statsborger, sagde det egentlig ret præcist på facebook: 'Jeg har svært ved at tro at 20% af Danmarks befolkning hverken har en homoseksuel/tidligere flygtning/ 1, 2 - generationsindvandrer (hvor mange generationer er man egentlig nødt til at faktisk være dansker før man kan kaste "generationsindvandrer"-emblemet af sig?) eller på anden vis 'anderledes' homo sapiens blandt sine nære og kære.. Hvordan kan man se dem i øjnene efter at have stemt på DF? Hvordan kan man forsvare det valg - at erkende for sine nære og kære at man egentlig ikke synes de er 'rigtige' mennesker der fortjener de samme rettigheder som man selv tager for givet?' Jeg er meget enig, men jeg ser også vigtigheden i ikke at dæmonisere 'de andre' - altså Dansk Folkepartis vælgere. Vi skal alle sammen være her, og jeg vil så gerne prøve at forstå - jeg skal bare lige over skuffelsen først. Og nu skal jeg nok lade være med at snakke mere om valg, men jeg synes bare, at det her er så vigtigt. 

torsdag den 18. juni 2015

opinions were like kittens, I was giving them away

I dag skal vi stemme, og det er næsten helt ulideligt spændende! Jeg har aldrig før været så meget i tvivl om, hvor jeg skulle sætte mit kryds, og det har virkelig været mærkeligt for mig. I mine unge dage var jeg i en kort periode formand for SFU i Randers (helt ærligt mest fordi jeg var den eneste over atten; reelt var det en langhåret, idealistisk 14-årig Kasper Fuhr, der styrede showet), og SF har altid været mit parti. For tolv år siden i Randers var Enhedslisten ikke et reelt alternativ - 'deres' ungdomsafdeling Socialistisk Ungdomsfront var fyldt med alle de lalleglade, hashrygende hippier fra Paderup Gymnasium, der ikke - ligesom os i SFU fra Randers Statsskole - havde nogle seriøse bud på, hvordan vi skulle ændre verden. For dét skulle vi. Jeg har siddet i et lille bur på Rådhustorvet i Randers for at gøre opmærksom på Guantanamo-fangernes forhold, og jeg har taget den lange tur til København for at demonstrere mod Danmarks deltagelse i Irak-krigen, og jeg havde denne plakat hængende på min dør.

Man siger, at man bliver mere midtersøgende politisk når man bliver ældre. Det omvendte har faktisk været tilfældet for mig, selvom man måske godt kan argumentere for, at SFU lå et sted mellem SF og Enhedslisten. Det, der i Randers virkede utopisk, virker i København (for det meste) både plausibelt og fornuftigt, og langt størstedelen af min omgangskreds stemmer Enhedslisten uden at blinke. Samtidig kan jeg ikke helt genkende mig selv i SF længere. Det er vemodigt for mig, for selvom jeg overhovedet ikke er politisk aktiv nu, har jeg haft nogle fantastiske oplevelser med SFU og mødt nogle skønne mennesker.  Jeg har slet ikke kunnet forestille mig at sætte krydset et andet sted end ved SF, men det er sket i dag. 

Men for det ikke skal være løgn, har jeg også været i tvivl om, hvor det så skulle sættes. Ind fra højre (okay, forkert ordvalg i denne sammenhæng) kom nemlig Alternativet og Uffe Elbæk, der gav mig en high-five, da jeg cyklede over Knippelsbro i går. Jeg synes virkelig, at de virker fornuftige og interessante, og selvom det måske ikke er realistisk at få alle deres forslag gennemført, er det fedt med et parti, der kan hjælpe med at trække landet i en grønnere retning. I går troede jeg, at jeg ville stemme på Alternativet - men som billedet måske antyder, endte jeg med et kryds ud for Johanne. 

Jeg har ikke noget problem med at tale åbent om, hvad jeg stemmer på. Det er også helt okay, at man ikke har lyst til at snakke om det, men det er altså ikke et kryds på en stemmeseddel, der bestemmer mit indtryk af en person, og jeg håber selvfølgelig heller ikke, at I synes mindre om mig nu. :) En af mine gode venner stemmer (eller har stemt, i hvert fald) Liberal Alliance, og selvom de i mine øjne kæmper med Dansk Folkeparti om at være det mest skadelige parti for Danmark overhovedet, ændrer det jo ikke noget i mit forhold til min ven. På min arbejdsplads er stort set alle partier repræsenteret (I heard it through the grapevines in the frokoststue), men derfor kan vi altså godt snakke sammen alligevel. Det er straks værre med dem, der ikke stemmer, haha! En blank stemme er også en stemme! Godt valg til jer alle!  

tirsdag den 16. juni 2015

and I'd had enough, well, far too much

Nu har jeg travlt igen - men ligesom i sidste uge kun med gode ting, og især weekenden har stået lidt i madens tegn. I lørdags var jeg nemlig til sommerfest med mit arbejde, hvor vi startede med en svinsk stor burger på Cock's & Cows og fortsatte med øl på vores stamværtshus Jaguaren, der meget belejligt ligger fem minutter fra min lejlighed. Der var mere kød i den burger, end hvad jeg spiser på en hel måned, men alternativet var en trist kyllingeburger - 'pigeburgeren' - og jeg blev så irriteret over det begreb, at jeg meldte mig til kødfesten. Jeg har faktisk aldrig været på Cock's & Cows før, men mon ikke jeg vender tilbage engang - det var nogle seriøst gode burgere. Der gik lige et par timer efter middagen før feststemningen indfandt sig hos os alle, men så blev det også rigtig hyggeligt. 
'Heldigvis' blev lørdag aften ikke så hyggelig, at jeg lå brak hele søndag, for der var min kæreste og jeg inviteret på stjerneskud og cheesecake hos et af de par, vi rejser til Irland med om et par måneder. Min veninde er mega sej - hun gennemførte Copenhagen Marathon for en lille måned siden, så jeg er lidt nervøs for om vi sakker bagud, når vi skal vandre rundt i den irske natur. 
Menuen til vores aftener med Irlandsplanlægning har haft et grillbar-tema, fordi den første aften bød på overskydende natmad - hotdogs - fra det andet pars bryllup. Hos dem har vi  fået en afsindig lækker bøfsandwich, mens vi fik burgere hos os, og i søndags var det blevet tid til en anden klassiker - stjerneskuddet. Som teenager arbejdede min veninde i et par sommerferier i en grillbar i Randers, men jeg tvivler på, at deres udgave var lige så lækker og avanceret som den hun laver nu. Det smagte SÅ godt, og selvom jeg egentlig var stopmæt, var der alligevel plads til en lige så god cheesecake bagefter. Det var en virkelig hyggelig eftermiddag, og jeg glæder mig sådan til vi skal på ferie sammen. 

I går var jeg på arbejde, og så ville jeg egentlig have blogget efter jeg så Game of Thrones, men... MEGA SPOILER FORUDE. Jeg mener det! Læs KUN videre, hvis du har set sidste afsnit af femte sæson. Jeg har ventet flere år på - ikke set frem til, men ventet på - at se afsnittet om min elskede bastards undergang, for i bøgerne er det lidt mere uklart, om Jon Snow rent faktisk dør til sidst. I serien var der ikke så meget tvivl. Både Kit Harrington og seriens showrunners har sagt, at Jon ER død, og at han ikke kommer tilbage. Jeg nægter at acceptere at han er død - men hvis han er, skal han komme tilbage på den ene eller anden måde - jeg forudser noget med Melisandre og et begravelsesbål - og en genopstandelse lige så episk som Daenerys', der jo egentlig også burde være død. Jeg er IKKE tilfreds med Jon Snows skæbne, men ellers var det et fantastisk spændende afsnit, og jeg er på ingen måde okay med, at jeg skal vente et helt år for at se mere.

fredag den 12. juni 2015

and in the ocean we'll hold hands

Jeg har haft så travlt, at jeg slet ikke har fået fortalt, hvad vi ellers lavede i Barcelona ud over at være til festival - men denne gang så vi faktisk stort set ikke noget af byen. Det var en kort tur - onsdag aften til søndag eftermiddag - og eftersom jeg prioriterede at sove meget længe hver dag (jeg fik også klemt en middagslur ind to af dagene), havde vi ikke meget tid til ekspeditioner ind til byen. Første eftermiddag nåede vi længst - vi gik ind til Parc de la Ciutadella, hvor vi nød solen og kiggede på mennesker. 
Vi boede fem minutter fra stranden, så det blev udnyttet til fulde. Vi gik langs stranden til festivalen hver dag, men vi var også dernede om eftermiddagene. En af dagene var jeg i vandet - det var så koldt, at det tog i hvert fald to minutter før det blev behageligt, men bagefter var vinden dejligt varm. Jeg fik læst i Needful Things og drukket cola, og min kæreste tog sig en lur. I dag har jeg i øvrigt lavet næsten det samme - jeg har været ved stranden, læst i den nye Stephen King og drukket en cola. Alene, dog.  
Lørdag nåede vi kun lige ud til en sen omgang morgenmad, før vi gik tilbage på hotelværelset, hvis udsigt nu heller ikke var så dum. To dages festival havde tæret på os, så vi restituerede med sæsonfinalen af Mad Men og en middagslur. 
Vi havde hele søndag eftermiddag i byen før vi skulle være i lufthavnen, og vi brugte tiden på at udforske den kirkegård vi boede lige ved siden af. Det er nok lidt sært, men jeg kan godt lidt at besøge kirkegårde i forskellige lande - se bare tagget nederst. Denne hedder Cementiri de Poblenou og er åbenbart ret kendt, og den var da også helt utroligt smuk - og helt anderledes, end noget jeg før har set. Man måtte egentlig ikke tage billeder, men jeg tænker, at det mest er for ikke at forstyrre de efterladte, så jeg tog lige et par hurtige shots da vi var alene. Jeg er absurd autoritetstro og var sikker på, at vi ville blive stoppet på vej ud af kirkegården og måske smidt i fængsel. Det skete (selvfølgelig) ikke, og vi havde en rigtig god sidste dag i Barcelona. 

tirsdag den 9. juni 2015

we are all just scarred and we're hating

Jeg har lidt travlt i øjeblikket, men det er med gode, selvvalgte ting, og så kan jeg sagtens overskue at være lidt ekstra træt om aftenen. I torsdags var jeg til Waxahatchee-koncert i BETA med tre venner fra mit arbejde, og selvom der var afsindig dårlig lyd, og bandet balancerede på grænsen mellem at være charmerende sjuskede og decideret elendige til at spille på deres instrumenter, var det en fin aften. Weekenden stod på venneaftaler og Copenhagen Comics, og i går aftes var det allerede blevet tid til at se Marilyn Manson spille i Vega. 
Jeg fulgtes med to gode veninder, der også var med, da vi så Manson for tre år siden på Copenhell. Dengang væltede vi rundt i mudderet, blev gennemblødt af mini-skybrud og smadrede rundt blandt andre mennesker i moshpittet foran scenen, og vi havde en fest. På de tre år der er gået, er vi åbenbart blevet gamle, for gårsdagens koncert blev set fra anden række på balkonen. Det var noget med at have været på arbejde hele dagen, have afleveret eksamen, ikke at kunne overskue de vilde teenagere og slet ikke at kunne overskue opvarmningsbandet, der hed Pop Evil og var endnu mere horrible end de lyder. Jeg var også sur over sætlisten, som jeg havde tjekket inden, for hvis man tager på tour for at promovere sin fremragende nye plade, er det altså for usselt kun at spille de to singler. Især når man stadig spiller det dødssyge 'Personal Jesus'-cover - og har vi ikke også hørt 'Rock is Dead' nok nu?
Men så blev lyset dæmpet, røgmaskinerne kom på overarbejde og vi blev alle tre teenagere igen, da den sortklædte Manson trådte frem på scenen. Til Primavera Festival har jeg set så mange gode koncerter, hvor musikken virkelig var i fokus, og hvor f .eks. Dan Deacon spillede foran 10.000 mennesker i en beskidt t-shirt, men i går aftes var det showet, det handlede om. Og det er godt på en helt anden måde. I går var der desværre så meget show, at der blev holdt cirka et minuts pause mellem hvert nummer, og det tog fuldstændig flowet og energien ud af koncerten - hvorfor ikke bare lade Twiggy klimpre lidt løs imens Manson skiftede tøj? Men han var i hopla, Manson, der fyrede lidt mindre lort af end normalt, men han væltede stadig rundt, gjorde sig til for kameraerne... og dansede? Da han spillede den glimrende 'Third Day of a Seven Day Binge', dansede han rundt med en fucking tamburin - hvilket betyder, at jeg nu har set alt, der er værd at se i denne verden. Han spillede heldigvis også Tourniquet, Lunchbox  og Coma White blandt alle de åbenlyse hits, og Beautiful People blev leveret med så fed en energi at jeg godt kunne tilgive hitparaden. Det var kun i dag, da jeg så på sætlisten at han også skulle have spillet Irresponsible Hate Anthem (men ikke gjorde det) at jeg blev lidt bitter, for det er en af mine all-time faves. 

Igen har jeg ikke tid eller plads til at fortælle om Marilyn Mansons betydning i både min musikalske opvækst og i min ungdom generelt, men tag ikke fejl - jeg elsker den mand. Koncerterne behøver ikke være perfekte længere, jeg dukker troligt op hver gang, og jeg ville SÅDAN ønske, at jeg kunne se en af de koncerter han spiller sammen med Billy Corgan i USA de næste par måneder. 

søndag den 7. juni 2015

we'd like to get you out of your mind

I dag har jeg været et smut til Copenhagen Comics i Øksnehallen, og det var en udsøgt, omend noget dyr, fornøjelse. (Altså, det kostede firs kroner at komme ind, hvilket var en helt fair pris. Priserne på tegneserierne var også ganske rimelige - jeg kom bare til at købe lidt for mange.) Jeg ville også gerne have været forbi i går, hvor Rutu Modan og Simon Hanselmann blandt andre blev interviewet (og hvor selveste Kristina gik rundt - en dag håber jeg det vil lykkes at få hilst på hende), men jeg var forhindret. Min glæde var derfor stor, da jeg helt tilfældigt kom forbi en bod, hvor netop Simon Hanselmann snakkede løs og tegnede fine tegninger, og jeg er SÅ glad for min signering, da hans fortællinger om heksen Megg, katten Mogg og uglen Owl er noget af det allerbedste (og groveste) der findes derude.
Jeg så fine Stine interviewe Natasha Allegri, som jeg kender bedst fra hendes arbejde på fantastiske Adventure Time, men ellers brugte jeg mest tiden på at gå rundt og købe mig fattig, hilse på forskellige tegnere og kigge i de forskellige boder, der var imponerende i både antal og omfang. Der var også et stort børneområde med tegnekonkurrencer og workshops, og et stort, officielt signeringsområde, hvor jeg faktisk spottede Rutu Modan (og en kæmpe kø) på vej ud. Jeg troede ikke hun ville være der i dag, så jeg havde hverken Exit Wounds eller The Property med i tasken - men jeg fik så mange andre fine ting, at jeg kunne springe hende over med god samvittighed.
Min beskedne høst fra årets Copenhagen Comics. Tegningen fra Simon Hanselmann er nok favoritten - også fordi han var helt vildt nem og sjov at snakke med, men jeg er også meget glad for den flotte tegning fra Halfdan Pisket, og det lille, fine ansigt fra Philippa Rice. John Kenn er en af de sejeste og dygtigste tegnere i Danmark, og jeg var så benovet over at hilse på ham, at jeg helt glemte at spørge om han også ville doodle lidt i mit nyindkøbte eksemplar af De Utilpassede, som jeg glæder mig til at læse. Det var første gang jeg var til Copenhagen Comics, men jeg vender helt sikkert tilbage, for det var et virkelig fint arrangement.  
   

lørdag den 6. juni 2015

Stephen King - Needful Things

Jeg har længe haft lyst til at genlæse Needful Things af Stephen King, så da jeg forudså muligheden for en del restitueringstid i Barcelona, var det denne mursten fra 1991 med et sidetal på den gode side af ni hundrede, der røg med i tasken. Og jeg fik da også masser af tid til at fordybe mig i bogen; både i flyet, på stranden og på hotellet, så den var relativt hurtigt læst. Handlingen foregår i en af Kings fiktive Maine-byer Castle Rock, og hele vejen igennem er historien spækket med referencer til tidligere romaner og noveller - og jeg burde egentlig have genlæst i hvert fald The Dark Half først, da man møder flere af bogens karakterer allerede der. Nu har jeg læst alle bøgerne tidligere, så det gjorde mig ikke så meget, men førstegangslæsere vil få mere ud af at læse bøgerne kronologisk.

'Needful Things' er navnet på en ny antikvitetsbutik, der åbner i den lille by, der har været så frygtelig meget igennem. Den venlige ejer Leland Gaunt har noget til enhver kunde, ja, faktisk finder næsten alle indbyggere netop den ting, de altid har ønsket sig - et sjældent, signeret baseballkort, en fiskestang, en splint af Noahs Ark og Elvis' solbriller er bare nogle af varerne på hylderne, og de har en næsten overnaturlig tiltrækning på kunderne. Kontantprisen er også overraskende lav - som en del af betalingen skal man bare lige spille et lille, uskyldigt prank på en af byens andre indbyggere. Og langsomt vokser den lille by fra at være et harmonisk samfund til først at være fyldt med mistænksomme, forvirrede indbyggere med stigende paranoia, for senere at forvandle sig til et sandt inferno af eksplosioner og massedrab. Og det er enormt underholdende hele vejen. 

Bogen igennem er vi helt inde i hovederne på skiftevis ti-femten af byens indbyggere i kapitler af varierende længde. Det er en velkendt og velfungerende fortælleteknik fra Stephen King, der især benytter sig af den i sine lange romaner, og det gør bogen næsten umulig at lægge fra sig, da man altid lige kan snuppe et kapitel mere. Og selvom der dermed ikke er en egentlig hovedperson, er sherif Alan Pangborn nok det, der kommer tættest på. Han er en virkelig sympatisk fyr, der har mistet sin kone og sin søn i en trafikulykke, og han prøver nu at forstå, hvad der får indbyggerne i hans by til at opføre sig så underligt. Hans spirende forhold til den gigtplagede Polly er et meget fint beskrevet bekendtskab, der viser betydningen af fortidens spøgelser, og jeg er ret glad for deres historie. Der er også nogle karakterer, der egentlig er ligegyldige for handlingen, men som er enormt sjove at følge - som f.eks. de to husmødre , der får fat i hver deres Elvis-memorabilia og mister al kontakt med virkeligheden opslugt i seksuelle fantasier om The King.

Needful Things er en Stephen King-roman lige efter opskriften; her er sympatiske, velskrevne, identificerbare karakterer; men også de ekstremt stereotype af slagsen. Her er langsomt opbygget drama med flashbacks, men også hurtigt eskalerende action, her er isnende uhygge og dårlig humor, og her er virkelig detaljeret gore. Og vigtigst af alt - her er en meget overbevisende skurk. Slutningen lever desværre ikke helt op til den lange opbygning, men den er bestemt acceptabel, og det var alt i alt 
et virkelig fornøjeligt gensyn. 
Hvor bogen er fremragende, er filmen fra 1993 - som det desværre ofte er tilfældet med filmatiseringer af Stephen King - ganske rædselsfuld. Allerede den første scene illustrerer den elendighed, man har i vente; her introduceres Ed Harris nemlig som en ekstremt douchy udgave af Alan Pangborn. Hans overspiller på halvfemsermåden, men er ikke alene - alle karakterer (med undtagelse af en altid god Max Von Sydow som Leland Gaunt) er simpelthen så utroværdige, klichéfyldte og irriterende, at man lynhurtigt mister al interesse i deres videre skæbne. 

Filmens største udfordring har været at overbringe essensen af al den indre monolog, der optager langt over halvdelen af romanen. Tankerne bliver på skærmen i stedet til dialog, hvilket betyder, at folks craziness kommer frem i lyset med det samme, og en af bogens forcer - den langsomme udvikling med stigende paranoia og intriger på kryds og tværs - bliver dermed skrottet totalt. I bogen mødes Alan og Leland Gaunt først til allersidst; en god, gammeldags konfrontation mellem det gode og det onde, men i filmen mødes de to som noget af det første til en hyggelig sludder på den lokale café (hvor en i øvrigt ikke synderligt gigtplaget Polly åbenbart sagtens kan bære rundt på tunge tallerkner). 

Det er altså bare ikke særlig godt. Filmen er så mangelfuld, at jeg ikke kan forestille mig, at man kan få noget som helst ud af den uden at have læst bogen - men når man omvendt har læst bogen, er filmen en udvasket og nedtonet kopi, hvor blandt andet en elleveårig drengs selvmord nu bare er et ikke overbevisende selvmordsforsøg. Den mangler også det komiske Elvis-element, men jeg kan læse mig til, at der åbenbart findes en længere, tre-timers version af filmen, hvilket forklarer en del. Jeg kan bestemt anbefale bogen, men filmen kan I godt holde jer fra. 

fredag den 5. juni 2015

I wish two drinks were always in me

Lørdag startede med en halv times Swans-koncert i Auditoriet, hvor jeg ikke tidligere har været. Det var en rigtig god ramme om koncerten, men Swans havde tænkt sig at spille i hele tre timer, og det er mit liv altså for kort til. Jeg har desuden set dem før - to gange faktisk - til samme festival for fire år siden, og for to år siden i Polen. I stedet satte min kæreste og jeg os udenfor i græsset og hørte en glimrende Fucked Up-koncert, inden vi næsten faldt i søvn til Tori Amos. Det var slet ikke dårligt, og her så jeg også voksne mænd stå og græde, men det ramte altså ikke mig. 
Det gik i øvrigt dårligt med ikke at købe et nyt net. Jeg købte to. Og derefter startede min mainstream-indie-aften ved de store scener, hvor jeg kom så tidligt hen til Interpol, at jeg endte med at stå forrest. Alene. Jeg har hørt de første to Interpol-plader til døde, men det er altså over ti år siden, og deres nyeste plader er slet ikke lige så gode. Bandet har også ry for at levere nogle liiiidt kedelige koncerter, og det var måske også tilfældet lørdag aften i Barcelona, men jeg havde en lille fest med mig selv, da de spillede Leif Erikson, Slow Hands og Stella.

Mine forventninger var noget højere til The Strokes, der headlinede festivalen. For tolv(!) år siden da jeg boede i Jylland var jeg til min første The Strokes-koncert i København sammen med min veninde Christina, og vi havde en fantastisk tur, hvor vi blandt andet mødte trommeslageren tilfældigt på Rådhuspladsen - han ville gerne vide, hvor Christiania lå. Christina var også i Barcelona sammen med en bunke veninder, så vi skulle selvfølgelig se The Strokes sammen igen. Tre hurtigt drukkede vodka-red bull og generel gensynsglæde med både veninde og band trak koncerten lidt op, men det var helt ærligt ikke nogen stor, musikalsk oplevelse. Vores elskede Julian Casablancas var klædt i en grim, neongulgrøn bluse og havde farvet sit hår en mærkelig rød farve, så ham kunne vi heller ikke crushe på. Men jeg fik danset til og skrålet med på Heart in a Cage, Juicebox og Last Nite, og vi havde en fest.   
Bagefter mødtes jeg med min kæreste igen til Dan Deacon på Ray Ban-scenen, og selvom vi havde glædet os, havde vi ikke forventet, at koncerten ligefrem ville blive festivalens ultimative højdepunkt. Det er umuligt at beskrive hvor fedt det var; alt gik op i en højere enhed, og efter bare et enkelt nummer var der gang i en kæmpe fest blandt publikum. Han afholdt dansekonkurrencer og konfiskerede badedyr og fik folk til at sætte sig på hug, og publikum var med på det hele. Koncerten kulminerede med en vanvittig god version af The Crystal Cat, og bagefter kunne vi ikke helt forstå, hvad vi lige havde overværet.  
Klokken var så småt blevet to, da noiserock-drengene fra HEALTH indtog Pitchfork-scenen. Jeg hørte en del HEALTH for nogle år siden, men de har ikke lavet noget nyt længe (bortset fra et soundtrack til et computerspil), og jeg havde næsten glemt dem lidt. Jeg har tidligere set dem live, men det er ikke noget, der har gjort stort indtryk på mig, og jeg var slet ikke klar på den superskarpe energiudladning, der pludselig kom fra scenen i den spanske nat. Jeg har snakket meget om energi og tilstedeværelse i mine omtaler af festivalens koncerter, men det har altså også været en god fællesnævner næsten hele vejen igennem, for de fleste bands har været opfyldt af en kæmpe spilleglæde og, for mange af de mindre navnes vedkommende, taknemmelighed over at få lov til at spille sådan et enestående sted. HEALTH spillede sig også ganske uventet ind på en top fem over de bedste koncerter dernede. 
Det samme gjorde Hookworms, der med en starttid klokken tre om natten blev vores sidste koncert. Jeg var stadig totalt høj fra de to forrige koncerter, og forventede egentlig ikke det store af gruppen fra Leeds, som jeg kun kendte af navn i forvejen. Men det kunne jeg roligt have gjort, for her blev jeg igen blæst totalt bagover.  Hele gruppen var formidabelt tight - men i særdeleshed imponerede frontmand Matt Johnson, hvis vokal var lige i skabet, hvad enten han sang eller skreg. Det er nok den koncert, der endte med at gøre størst indtryk på mig, og siden jeg kom tilbage til København i søndags, har jeg hørt Hookworms non-stop. Åbningsnummeret Away/Towards på den forrige plade er ni minutter i himlen, og nu er et af mine største musikønsker at komme til at opleve Hookworms live igen.

Lørdagen startede altså lidt tøvende ud, men endte med at blive festivalens bedste dag, pga. den fantastiske slutspurt fra Dan Deacon, HEALTH og Hookworms. Jeg har set så meget godt musik i år, at jeg stadig er helt forpustet, og jeg kan slet ikke overskue tanken om ikke at skulle afsted igen næste år. Så det skal vi nok. Nu må vi se. 

onsdag den 3. juni 2015

and I will frame this moment in time

På festivalens anden dag startede vi med at se Patti Smith fremføre hele 'Horses'-pladen. Jeg kender egentlig ikke så meget til hendes musik, men havde varmet lidt op til koncerten ved at høre pladen nogle gange derhjemme, og jeg var ret spændt på at se, hvordan den nu 68-årige ville klare sig igennem sange, hun skrev for fyrre år siden. Godt, er svaret på dét spørgsmål, for hun fyrede den totalt af og havde en tilstedeværelse på scenen, jeg sjældent har set mage til. Hun er af den gamle skole og brugte tiden mellem numrene til at fortælle os om alt fra korrupte regeringer over frihedsbegreber til alle de venner, hun har mistet. Tårene trillede ned af kinderne på hende, da hun læste navnene på blandt andre Ramone-brødrene og Lou Reed op, og på det tidspunkt stod jeg selv og græd lidt inde bag solbrillerne. Der var ingenting ved hendes optræden der virkede forceret eller uægte, og det ramte mange, at hun pludselig stod og snakkede åbent og grædende om sorgbearbejdelse, og hvordan vi bærer de mistede med os i hjertet. Alle dem, jeg har snakket med efterfølgende har indrømmet varierende grader af gråd - min kæreste nøjedes med en klump i halsen, mens en af hans venner vi mødte dernede 'græd som pisket', så mine tårer var ikke (kun) fordi jeg er åndssvagt følsom og har mistet min mor. Det var en helt enestående oplevelse, som jeg ikke ville have været foruden. 
Bagefter stod jeg overfor festivalens største dilemma - skulle jeg tage det sikre valg og se Belle & Sebastian for tredje gang, eller skulle jeg gå efter Perfume Genius, som jeg også er ret glad for? Jeg valgte mine yndlingsskotter, og jeg har ikke fortrudt det et sekund, for det var som altid virkelig rart, fint og godt - at være til koncert med Belle & Sebastian er lidt ligesom at få et stort kram. Fra en man godt kan lide, altså. Da de spillede 'Another Sunny Day' som tredje nummer forsvandt al min tvivl, for det er, sammen med 'I'm Waking Up To Us', mit yndlingsnummer med B&S. De spiller til fredagsrock i Tivoli, og jeg kan kun anbefale alle at slå et smut forbi - jeg må springe over, da jeg er på ferie i Irland, men det er jo heller ikke så dårligt.                                 
Efter mørkets frembrud så vi et ultrakort noise-set fra amerikanske Pharmakon (øverste billede). 25 minutter varede det, men det var intenst og godt, og den absolutte modsætning til den melodiske og harmoniske koncert vi lige havde overværet fra Belle & Sebastian. Lige efter startede Ariel Pink på naboscenen, og det var som altid en besynderlig oplevelse. I starten var det mere specielt end egentlig godt (hvilket tit er tilfældet med Ariel Pink), men snart anede man en mening i galskaben, og så blev det rigtig fedt. 

Lidt i et var det blevet tid til mit absolutte hovednavn Death From Above 1979. Duoen fra Toronto spiller kun på bas, synth og trommer - trommeslageren er også forsangeren - og de udgav én fænomenal plade i 2004 og spillede en ligeså fænomenal koncert på Roskilde Festival for ti år siden, hvor jeg var at finde allerforrest. Men allerede i 2006 gik duoen i opløsning, og de var 'very sure the band won't happen again' - hvilket heldigvis skete alligevel i 2011, og i fredags fik jeg endelig chancen for at se dem igen. Denne gang så jeg koncerten alene og stod lidt længere tilbage, men det lagde ikke en dæmper på min begejstring. Det var SÅ FEDT! De havde igen en helt ufattelig energi, og jeg manglede på intet tidspunkt en guitar - eller flere mand på scenen for den sags skyld. Det var helt klart et af festivalens højdepunkter, og koncerten fik også lov til at afslutte vores fantastiske fredag aften på Primavera Sound.