mandag den 31. august 2015

this is the part of me that needs medication

Nu har professor Peter Gøtzsche igen udtalt sig om brugen af medicin til behandling af psykiske sygdomme, og han er mildest talt ikke fan. Kort fortalt vil han reducere medicinforbruget med svimlende 98%, og han vil kun medicinere kortvarigt ved akutte, voldsomme psykoser. Jeg synes også, at det lyder voldsomt, at 440.000 danskere i 2013 tog medicin mod psykiske lidelser, og jeg er for så vidt enig i, at der skal mere fokus på psykoterapi, men hvis jeg nu tager udgangspunkt i min egen situation, kunne jeg ikke være mere imod hans forslag. 

Jeg fik en svær depression i foråret 2008. Den havde været længe undervejs og havde fået lov til at vokse sig aaalt for stor og voldsom, så da jeg endelig blev sygemeldt, havde jeg virkelig ramt bunden. Min daværende læge sendte mig til en anerkendt psykiater, der begyndte at give mig medicin i helt vanvittige doser. Vores konsultationer varede sjældent mere end tre minutter - hvis jeg havde det skidt, fik jeg mere medicin, og hvis jeg havde det okay, blev vi på samme niveau. Når jeg ser tilbage på det i dag, var det måske ikke den perfekte løsning, men på den anden side var jeg så skidt på det tidspunkt, at jeg ikke ville have haft gavn af samtaleterapi. Det fik jeg senere, da jeg om efteråret startede i gruppeterapi - en helt utrolig positiv oplevelse, der sammen med medicinen virkelig battede.

En uventet gevinst ved den antidepressive medicin var, at den stort set fjernede alle mine tvangstanker. Selvom jeg var i behandling for en depression, blev det samtidig konstateret at jeg har OCD (og nok har haft det, siden jeg var barn), hvilket mange forbinder med sygelig ordenssans og noget med at tælle - men det er så meget mere end det. Selvom min fornuft forsøgte at overbevise mig om det modsatte, kunne jeg ikke slippe tankerne om, at jeg med mine handlinger f.eks. kunne have indflydelse på fodboldresultater eller forhindre ulykker flere hundrede kilometer væk, og jeg kunne til tider næsten ikke være i mit eget hoved. I løbet af de sidste mange år har jeg også fået en række 'kognitive redskaber' til at skubbe tankerne væk, når de dukker op - men jeg vil helt ærligt hellere tage noget medicin, og så helt slippe for tanken om, at der sker noget med min familie, hvis jeg drikker forkert af mit vandglas. Jeg har stadig nogle tvangstanker ind imellem - især hvis jeg er lidt presset - men jeg har ikke længere deciderede katastrofetanker, hvilket er en ubeskrivelig lettelse. 

Da jeg flyttede sammen med min kæreste og stoppede i gruppen, overgik jeg til min nuværende læge. Jeg er vild med hende! Hun er enormt medfølende, men siger også tingene som de er, og hun har været god til lige at ruske op i mig, når det var dét, jeg havde brug for; god til at trøste, når det ikke gik så godt - og hun har virket oprigtig glad på mine vegne efter jeg har fået det bedre. Hun var ret overrasket over at se min meget høje dosis medicin, og vi begyndte laaaaangsomt nedtrapningen. Medicin er godt, men der er ingen grund til at tage for meget. Det hele har foregået i mit tempo, om vinteren holder vi pause - og nogle gange er forskellen på doserne så små, at de kun er symbolske, men jeg er i dag depressionsfri og nede på en femtedel af den medicinmængde, jeg startede på i 2008. Hvis det står til mig, bliver jeg på dette niveau. 

Jeg har læst en del om medicinsk behandling af OCD, hvilket virker på mange - og helt klart på mig. De fleste studier peger på, at man skal tage en vis dosis før man mærker effekten - og den dosis er jeg på nu. Jeg har stort set ingen bivirkninger; jeg tog en del på i starten af forløbet, men det er mange år siden nu. Måske har jeg også behov for at sove lidt mere end gennemsnittet, men det er altså ikke noget særligt, og helt klart det værd. Jeg ved godt, at medicin ikke er løsningen for alle, men det er helt sikkert løsningen for mig. 

Det her blev langt, men det er et emne, der betyder meget for mig, og jeg synes heller ikke det egnede sig til at blive delt op i flere indlæg. Selvom jeg ellers havde den perfekte titel til anden del; nemlig 'that's a pill that you've got to take' fra et Xiu Xiu-nummer. 

torsdag den 27. august 2015

and agree on the same wares

Irlands østkyst nåede vi aldrig at besøge - det er trods alt begrænset, hvor meget man kan nå på otte dage - men på vej mod Dublin tilbragte vi en eftermiddag i den enormt hyggelige by Cork, der ellers først gjorde sig bemærket ved sin ekstreme mangel på parkeringspladser - jeg tror vi kørte rundt i næsten en time, før vi gav op og parkerede et par kilometer væk fra centrum. Vi fandt 'The English Market' - et fint, indendørs marked fyldt med frugt, grønt, fisk, kød og kager, og vi ærgrede os lidt over at have spise en uinspirerende bagel til frokost lige inden. 
Efter Cork kørte vi mod Cahir, hvor vi overnattede på et hotel, der mest af alt mindede om Fawlty Towers. Den kække bartender, der serverede øl til langt ud på natten, var også i hopla som tjener til morgenmaden næste morgen - og han var såmænd også receptionist, da vi skulle tjekke ud. Den lille by var i det hele taget lidt bizar - på den italienske restaurant drak vi medbragt vin fra Spar; den lokale bedemand var også pubejer, og taxachaufføren hentede os vist i sin egen bil, der var fyldt med hundehår, cigaretrøg og hans kone. Til gengæld var det også i Cahir at vi oplevede en pub lukke døren, slukke lyset udenfor og trække mørklægningsgardiner for vinduerne, mens de fortsatte serveringen indenfor, og det var ret sejt. 
Dagen efter rundede vi lige Cahir Castle inden vi kørte mod Dublin. Det er bare et af mange, mange, mange(!) slotte og borge, der ligger rundt omkring i Irland - jeg har aldrig set noget lignende, og jeg har ellers været meget i Tyskland, hehe. Slottet i Cahir var ikke det største, men det havde alle de nice ting, der hører til et rigtigt slot - blandt andet en voldgrav og en ubehagelig fangekælder. På ikke særlig diskret vis hægtede vi os til sidst på en guidet tour (med tre deltagere) og fik lidt humoristisk historie, og Cahir Castle var en god lille formiddagsaktivitet på en solskinsdag med tømmermænd.  

tirsdag den 25. august 2015

with an absolute concept of beauty

Jeg havde ikke mit kamera med til Louisiana, men der var simpelthen så fint, at jeg ikke kunne lade være med at snuppe et par billeder med min telefon. Der var litteraturfestival, og vi så Olga Ravn læse op fra Celestine, som jeg fik i fødselsdagsgave og var ret glad for. Det var en fin oplevelse, og det gav lige romanen en ekstra dimension. Derudover nød vi det gode vejr og gik lidt tilfældigt rundt i udstillingerne - jeg var ret glad for Peter Doig, som jeg ellers aldrig havde hørt om, og også Afrika-udstillingen var  ret interessant. Gladest var jeg dog for det permanente  lysrum af Yayoi Kusama, og jeg kunne have brugt meget længere tid derinde. Det var en skøn eftermiddag med gode venner, og jeg håber at vi kan tage på endnu en udflugt snart. 

mandag den 24. august 2015

I've got this energy beneath my feet

Min weekend har været god, rigtig god endda. Jeg har været kulturel - lørdag på Tøjhusmuseet med Nanna, og i går til litteraturfestival på Louisiana med en flok gode kollegaer, og nu har jeg faktisk en uges ferie. Igen. Min økonomi er ikke begejstret for det, men alt andet fortæller mig, at det er en rigtig god idé at tage fire dage hjem til min far og søster, for min hjemve har været uudholdelig efter vores ferie. Jeg håber, at der er en smule sommervejr tilbage til resten af august, men ellers må jeg kigge tilbage på Irlandsturen, der ind imellem også bød på solskin.

Billederne her er fra Killarney National Park, som vi boede i udkanten af i et par dage. Her kom vandrestøvlerne for alvor i brug, og vi gik et par skønne, lange ture midt i alt det grønne, inden vi kørte videre til et par by-dage. 
Mine veninder kender mig efterhånden godt, så da Simone på en morgenløbetur fandt denne smukke kirkegård i Aghadoe uden for Killarney, tog hun mig selvfølgelig med derhen. Det var en kirkegård LIGE efter mit hjerte - nogle ældgamle ruiner (fra 1158!), nogle gamle familiegravsteder og en masse celtic crosses. Der var også den vildeste udsigt, og det var det helt rigtige sted at kunne sætte flueben ud for 'kirkegård' på min must-see Irlands-liste. 

torsdag den 20. august 2015

it's bound to be less boring than today

Jeg har været væk lidt. Den sidste uges tid er blevet brugt på arbejdet, og mine aftener er gået med at nyde sommeren, der heldigvis har gjort et midlertidigt comeback. Jeg har været ved stranden, drukket et par øl, set gode venner og spist sushi, is og jordbær, men i dag efter arbejde havde jeg dog en date med en gigantisk opvask. Fem kvarter tog det. Fem kvarter ud af de fire timer jeg har om aftenen, inden jeg skal i seng igen. I det mindste kunne jeg bagefter se Brøndby få seriøse tæsk i kvalifikationen til Europa League, og så blev jeg glad igen. Nu er jeg så træt, at jeg vist ikke orker andet end et afsnit af True Detective, og så vil jeg glæde mig til weekenden, der byder på mere god venindehygge og forhåbentlig stadig sommervejr. 

PS. Billederne er (selvfølgelig) fra Irland. Det kommer de nok til at være et godt stykke tid endnu... 

søndag den 16. august 2015

follow those created deaths

Det sidste stykke tid har jeg fået set en god bunke dramaserier. I løbet af det sidste år har min kæreste og jeg set alle fem sæsoner af periodedramaet Boardwalk Empire, der foregår under Forbudstiden i USA. Det har taget os noget længere tid end normalt at komme igennem en serie af den længde, for jeg synes ikke den er egnet til at binge-watche - hvert afsnit er over halvtreds minutter langt og ret tungt, og det har været lidt som at se 56 Scorsese-film. Der har nok også været en lille snert af opgivenhed fra min side undervejs, for til tider har historien altså virkelig trukket i langdrag, men der har alligevel hele tiden været et par velskrevne karakterer eller en spændende sidehistorie til at fastholde min interesse.

En lang række blændende skuespilpræstationer trækker serien voldsomt op. En af mine favoritter Steve Buscemi spiller hovedrollen som Nucky Thompson, og selvom han gør det godt, overstråler Michael Shannon ALLE som den ufatteligt intense Nelson Van Alden, der har en helt vanvittig historie de fem sæsoner igennem. Michael Pitt (som jeg husker bedst fra Dawson's Creek) var god, Michael K. Williams var sejere i The Wire (men det er også umuligt at overgå rollen som Omar), og Jack Huston som krigsveteranen Richard Harrow var både skræmmende og rørende. Selvom Boardwalk Empire ikke får en topplacering på min liste, er jeg glad for endelig at have fået set denne meget omtalte serie. 
Det er nok ikke helt fair at sammenligne, men hvis jeg skal gøre det alligevel, var jeg meget mere begejstret for første sæson af dramathrilleren Bloodline fra Netflix, som jeg trods det relativt lave tempo slugte på en weekend. Handlingen foregår ved de vanvittigt smukke Florida Keys, som jeg nu nærer et brændende ønske om at besøge. Jeg ville såmænd også gerne bo hos familien Rayburn, der er Bloodlines omdrejningspunkt - for de er langt hen ad vejen nogle sympatiske og rare mennesker. Seriens tagline er: 'We're not bad people, but we did a bad thing,' og gennem et veltimet mix af flashbacks, nutid og flashforwards kommer man i løbet af de tretten afsnit hele tiden tættere på den store afsløring; kulminationen på årtiers fortrængt familiedrama. 

Og man VIL så gerne kende hele sandheden, men den spændende historie er ikke Bloodlines eneste stærke kort, og man gør sig selv en tjeneste, hvis man giver karaktererne tid til at folde sig ud. (Siger hende, der som sagt så det hele på en weekend...) Medlemmerne af familien Rayburn spilles nemlig af et særdeles overbevisende cast med blandt andre Sissy Spacek og Ben Mendelsohn i store roller, og til min store glæde med min elskede Coach Taylor fra Friday Night Lights i en af de største roller som den mellemste søn John Rayburn. Jeg var meget glad for serien hele sæsonen igennem - måske lige med undtagelse af finalens allersidste minutters plottwist, som jeg godt kunne have undværet. Jeg kan godt forstå, at det var nødvendigt med mere spænding i forhold til den kommende anden sæsons eksistensberettigelse, men jeg synes det var lidt klodset udført. Det får dog ikke lov til at ændre på mit samlede indtryk af Bloodline, der er et virkelig stærkt og veludført familiedrama. 
Men allerbedst var den tredje sæson af Rectify, som jeg tidligere har beskrevet i særdeles rosende vendinger. Historien om Daniel Holden, der har siddet på dødsgangen i hele sit voksenliv, bliver ved med at overraske og bevæge mig på en helt særlig, stilfærdig måde. Jeg var rørt til tårer mindst én gang per afsnit; især sæsonfinalen var på samme tid både næsten ubehagelig og forløsende at overvære. Det er svært at være mere konkret uden at spoile noget, for selve historien fortælles stadig umådeligt langsomt - dog med liiiidt mere fart på i denne tredje sæsons seks afsnit, og jeg glæder mig usigeligt til fjerde, der skal forsøge at levere en tilfredsstillende afslutning på historien. 

Ligesom i Bloodline vil man gerne have nogle svar på de mange spørgsmål, serien stiller, men hvor Bloodlines succes afhænger af nogle gode, fyldestgørende forklaringer, kunne Rectify i princippet sagtens fortsætte syv-otte sæsoner endnu uden nogensinde at opklare, hvad der i virkeligheden skete dengang Daniel blev anholdt for mordet på sin kæreste. Det er faktisk nok bare at følge familien og deres hverdagsinteraktioner, der til trods for at have en lidt atypisk ekstra faktor på sidelinjen stadig er præget af de samme problemer, udfordringer og glæder som andre familier. Hvad enten der snakkes om køkkenrenovation eller spørgsmålet om en skabende Gud virker samtalerne mere end bare plausible; jeg er MED i det køkken, og jeg stiller mig selv de samme spørgsmål. Jeg kan ikke huske, hvornår jeg sidst har haft så meget sympati for en fiktiv karakter som jeg har for Daniel, men han er ÆGTE; han er lun, eftertænksom og kærlig, og jeg ønsker brændende, at det skal gå ham godt - uagtet hans måske blakkede fortid. 

lørdag den 15. august 2015

close my eyes and dream of different skies

Man kan aldrig regne med vejret i Irland. Vejrudsigter er decideret ubrugelige i et land, hvor vejret skifter hvert tyvende minut og i øvrigt er så lokalt, at det kan være to helt forskellige oplevelser at opleve to nabobyer. På vores måske allerstørste sightseeing-dag ved Ring of Kerry var vi meget uheldige. Vi kørte fra Killarney allerede klokken syv om morgenen, da vi troede vi havde et ærinde på spidsen af halvøen, og der var bare regn, regn, mere regn og tåge. Tågen havde egentlig sin charme, men den kraftige regn gjorde, at vi kun så den ellers fine ø Valentia fra bilen. 
Vi havde planlagt en udflugt til de barske Skellig Islands - Europas yderste bastion mod vest. Det skulle være en oplevelse for livet at besøge den største af øerne, hvor en gruppe munke slog sig ned i år 600 og overlevede både naturens hærgen og flere vikingeangreb. Vores sejltur var allerede blevet rykket et par timer, og da vi nåede til destinationen Portmagee, var der om muligt kun blevet endnu mere tåget - og så fik vi meldingen om, at turen var aflyst. Det sker hele tiden - faktisk lykkes det kun at sejle til øerne omkring engang om ugen - men vi var alligevel SÅ skuffede. Man kan lige ane de forrædderiske øer i horisonten på det midterste billede. 
I stedet satte vi kursen mod halvøen Dingle og byen af samme navn, og det var en helt anden og mere solrig oplevelse. Dingle er en super hyggelig fiskerby og kunstnermekka, som jeg kun kan anbefale at man besøger, hvis man skulle være på de kanter. Min kæreste fandt en lillebitte musikforretning, og da maverne begyndte at rumle, gik vi ind på The Half Door og spiste en dyr og lækker tre-retters menu. Mindre kunne ikke gøre det, og da vi var mættede af fisk, ost og vin, var skuffelsen over de missede Skellig Islands næsten forsvundet. 

torsdag den 13. august 2015

I've got nowhere to go so I follow my feet

I dag tænker jeg på alt og ingenting, og jeg har været omkring flere spændende emner:

- Når jeg er forkølet, kan jeg aldrig helt forstå, hvorfor jeg i sygdomsfri tilstand ikke sætter mere pris på at være rask. Jeg ville blive sindssyg, hvis jeg aldrig kunne trække vejret gennem næsen.

- I samme boldgade er jeg virkelig, virkelig glad for, at jeg ikke er et af de mennesker, der lider af kronisk hikke. 

- Hvis jeg fik en kat mere, skulle den hedde La Cour. Blev på Irlandsferien enig med mine venner om, at det er et ret stærkt kæledyrsnavn - og på flyet fra Dublin rejste vi sørme med Lars Brygmann. Det må være et tegn. 

- Min næste lønseddel bliver historisk trist. Fem vagter kunne det blive til i den sidste periode. 

- Det afholdt mig dog ikke fra at købe tre koncertbilletter og HEALTHs nye plade i går.

- Hvilket minder mig om, at jeg også skal have fixet min cykel i dag. På den lange bane sparer jeg vel nogle penge på rejsekortet, så det er ikke så slemt. 

- Jeg siger faktisk aldrig 'på den lange bane' (eller 'i samme boldgade' - hvor kommer det pludselig fra?). Det er et af mine hadeudtryk - ligesom mange andre på denne liste. Resten af listen er ting, jeg siger konstant - men jeg er ikke stolt af det. 

Nu finder jeg HEALTH på Spotify (lidt svært at gå tur med en rejsegrammofon), afleverer min cykel og går en lang tur i det gode vejr, der tilsyneladende forsvinder igen i morgen. Ligesom min forkølelse. Sagde vi.  


onsdag den 12. august 2015

up in the highest of heights

ALLE skilte alle steder var skrevet på både irsk og engelsk. SÅ fint!
Jeg er startet på arbejde igen. Det har været et par hårde dage, da jeg stadig er meget forkølet, og ud på eftermiddagen har jeg været så træt, at jeg næsten ikke har kunnet stå på benene. I går var løsningen at slæbe mig ind i en bus og hjem til en veninde, hvor jeg smed mig i sofaen og kunne koble af med aftensmad, kattehygge, gode snakke og 'Kender Du Typen'. I dag har jeg åbnet en 'Galway Hooker'-øl, som vi havde med hjem fra, ja, Galway, og kigget på billeder fra vores Cliffs of Moher-tur. 

Cliffs of Moher er en af de allerstørste turistattraktioner i Irland, og med god grund. Vi var så heldige at få lov til at opleve klipperne fra deres smukkeste side i høj solskin, og der var SÅ flot, men klipperne var stadig særdeles frygtindgydende. Den stærke vind mindede os om, at vi ikke skulle gå for tæt på kanten, og vi havde et par stykker med i selskabet, der næsten ikke kunne holde ud at være der. Både fordi de led af højdeskræk på egne vegne, men også fordi flere af de andre turister tilsyneladende var ligeglade med at miste livet, og sprang rundt helt ude ved kanten for at tage de bedste selfies. Det er altså ikke et fald, man overlever. (Det er også en meget benyttet selvmords-lokation. Der var flere skilte med telefonnumre til suicide-hotlines, og selvom det er noget turistcentret helst vil nedtone, har jeg researchet mig frem til, at omkring femten mennesker tager deres eget liv ved Cliffs of Moher hvert år. Jeg ville egentlig gerne skrive lidt mere om, hvilke følelser det vækkede i mig, men det er ikke lige indlægget til det.)
Vi fik en lettere modvillig turist til at tage turens eneste fuldstændige gruppebillede af vores rejseselskab, og her kan man nok godt fornemme, hvor meget det egentlig blæste. Jeg er glad for, at vi ikke var der en kold og regnfuld novemberdag! Cliffs of Moher kan være crowded, men det er altså det hele værd, og jeg kan kun anbefale en tur derud, hvis man skulle komme til Irland. 

Bonusinfo: Jeg kan i øvrigt oplyse mine med-Harry Potter-elskende læsere (jeg ved, hvem I er!) om, at det var her, Harry og Dumbledore apparerede hen (hedder det virkelig det på dansk?) i The Half-Blood Prince-filmen på jagt efter horcruxes.