lørdag den 31. oktober 2015

or these trees to undress all their leaves unto me

I dag blev jeg - efter hele to måneders adskillelse - genforenet med mit kamera. Eller, kameraet har jeg haft hele tiden, men opladeren til batteriet har været en tur i Grønland. Og der er den faktisk endnu, så vidt jeg ved. Efter at have ventet læææænge modtog jeg i hvert fald en helt forkert oplader med posten forleden, og nu har jeg altså bare købt en ny, som jeg hentede på posthuset i dag. Verden er vist ved at være mættet af close-up naturbilleder med sløret baggrund, men jeg er ikke helt færdig med at vise mine close-up naturbilleder med sløret baggrund, så I må lige bære over med mig. 
I weekenden har min kæreste været i Jylland, og jeg har fordrevet tiden i godt selskab med flere veninder, Jimmy og mig selv. Jeg har gået lange ture i efterårssolen - i dag langs Amagerbanen, og jeg har spist enorme mængder bland-selv slik på sofaen til en bunke gyserfilm. Nu er jeg klar til en ny uge, der bliver ganske travl og god med både meget arbejde og mindst to koncerter. 

torsdag den 29. oktober 2015

leave those like me at the end of this road

Tre gange inden for den sidste uge har jeg følt mig både usolidarisk og anti-fællesskabsagtig, men weekenden var altså også et inferno af følelses-overload i både fjernsynet og på de sociale medier. I den virkelige verden har det dog været en rigtig god uge, så de små irritationsmomenter har bestemt været til at klare. 

1. Først var der den næsten religiøse fejring af HELE DANMARKS Kim Larsen, der er et folkeklenodie i en sådan grad, at det grænser til blasfemi ikke at kunne se det helt eminente i manden. Men det kan jeg altså ikke. Jeg anerkender mandens betydning i den danske musikhistorie, men jeg er ikke vokset op med ham (og det tror jeg er en meget vigtig faktor), og jeg synes helt ærligt bare, at han er lidt irriterende. Fredag aften var jeg syg og fanget på sofaen, så selvom jeg egentlig havde billetter til at se Live fra Lolland på Nørrebro, blev aftenen tilbragt med Midt Om Natten, hvilket var en virkelig dårlig erstatning.

2. Og så var det i sidste uge igen blevet tid til, at hele Danmark gik totalt bananas i forfærdelige beretninger om folk, der var døde af kræft, havde overlevet kræft, havde kræft eller havde mistet nogen til kræft - og så har vi vist været hele befolkningen rundt. Ligesom sidste år må jeg hellere understrege, at jeg selvfølgelig ikke har noget imod indsamlingen og det øgede fokus som sådan - men jeg er ved at kaste op over al den følelsesporno. Det kulminerede, da jeg så overskriften: 'Seebach fik tidligere kræftramt til at bryde sammen i gråd' - og jeg har faktisk ikke engang noget imod Ralle-drengen, der med sangen 'Tusind Farver' til en depressionsramt ven har anerkendt eksistensen af andre sygdomme end kræft. 

3. Helt galt gik det på frokoststuen i mit arbejde, da jeg vel nærmest blev stemplet som landsforrædder, da jeg - 'som jo ellers går rigtig meget op i fodbold' - ytrede, at jeg ikke har tænkt mig at se landskampen mod Sverige. Landsholdet interesserer mig simpelthen så lidt, og så længe Morten Olsen står i spidsen for denne samling ligegyldigheder, kommer jeg ikke til at se det. I det mindste holder jeg ikke med Sverige, ligesom Kåre, så helt slemt er det vel ikke. Men hvem har brug for landsholdet, når man kan finde al den nerve og intensitet man har brug for i en AaB-pokalkamp mod Lyngby? I går vandt AaB 2-1 i en højdramatisk kamp, hvor Lukas Spalvis fik direkte rødt for at sige 'open your fucking eyes' til linjedommeren. Jeg elsker fodbold. 

søndag den 25. oktober 2015

just waiting for the sun to set

I et tidligere indlæg sagde jeg, at de mange koncerter var noget af det eneste gode, efteråret har at byde på. Det er dog ikke helt rigtigt, for sammen med de mørke aftener kommer også alle de gode tv-serier - lige nu er det næsten uoverskueligt på den gode måde med nye afsnit af The Walking Dead, American Horror Story, Fargo, The Leftovers, South Park, The Last Man On Earth og Modern Family hver uge. Sommersæsonen har været noget mindre overvældende, men her har jeg set både en helt fantastisk serie og en frygtelig dårlig serie blive cancelled efter deres tredje sæson - samt en jævn anden sæson af True Detective.

For at starte med det bedste - der virkelig er noget af det allerbedste - endte Bryan Fullers Hannibal med manér. Jeg er ked af, at holdet bag ikke fik lov til at fuldføre deres vision, for en fjerde sæson bygget på begivenhederne i 'Silence of the Lambs' lyder virkelig interessant, men de fik heldigvis sluttet serien uden (alt for mange) ubesvarede spørgsmål. Hannibal er noget af det flotteste tv, jeg nogensinde har set. Det balancerer hele tiden på kanten af at være prætentiøst, men jeg synes det virkeligt gode skuespil fra især Mads Mikkelsen trækker solidt i den rigtige retning, og serien fremstår helstøbt og stilsikker. 

Sæson tre havde Richard Armitrage (også kendt som dværgen Thorin i Hobbitten-sagaen) i rollen som den dybt forstyrrede Francis Dolarhyde - The Red Dragon. Jeg er ret glad for både bog og film, hvor titelrollen spilles af Ralph Fiennes, men seriens take på historien var helt eminent. Mindre spoilere følger. Hannibal i fængsel fungerede, og Wills nye rolle som familiefar var også rørende og overbevisende, mens sideplottet med Alana var mere overflødigt. Det var et værdigt farvel til en af mine favoritter, som jeg tidligere har skrevet om her.
Langt, langt nede af listen af gode tv-serier finder vi Under The Dome, der heldigvis endelig blev taget af skærmen efter en absurd dårlig og usammenhængende tredje sæson. Det var så slemt, at det var umuligt at kigge væk, for det havde alligevel en sær underholdningsværdi. Især når man efterfølgende læste de virkeligt sjove recaps på tv.com af anmelder Tim Surette, der sabler det ned med sjove billeder og gifs. I kommer aldrig til at se det, for ingen mennesker bør spilde deres tid på det skidt, men jeg kan virkelig anbefale Surettes reviews, der er hundrede gange bedre end serien selv. For tredje sæson stikker HELT af med alieninvasion og nye superskurke; deriblandt Christine, der nok er tv-historiens mest irriterende karakter, der med sin plastikopererede ulækkerhed forsøger at være sexet. Tredje sæson havde slettet alle spor af Stephen King, og jeg orker faktisk ikke at skrive mere om dette trainwreck, som jeg nu gudskelov kan lægge bag mig. 
Sidst, men ikke mindst har jeg set den ret udskældte anden sæson af True Detective, og jeg forstår ikke helt den store kritik. Bevares, den når ikke første sæsons meget høje niveau, og måske er jeg blændet af at se Taylor Kitch (der altid vil være Tim Riggins fra Friday Night Lights i mit hoved og hjerte) i rollen som plaget eks-soldat, men jeg var bestemt godt underholdt. Historien manglede første sæsons mystik, og der var helt ærligt lidt for mange ligegyldige karakterer i de hæsblæsende otte afsnit, men hovedpersonerne gjorde det bedre end forventet. Sidste år blev jeg helt omvendt i mit forhold til Matthew McConaughey, og selvom det samme ikke helt er sket med Colin Farrell og Vince Vaughn, var især førstnævnte ret overbevisende. Og Rachel McAdams og Taylor Kitch var pæne, seje og plagede, så det var lige som det skulle være. 


torsdag den 22. oktober 2015

what exactly shakes my heart

Jeg synes dagene forsvinder lidt i mørke og arbejde, men de sidste par uger har altså også budt på virkeligt gode oplevelser - jeg glemmer bare lidt at fortælle om dem her, fordi jeg ikke har mit kamera med mig, og jeg har stadig ikke vænnet mig til at bruge min telefon i samme omfang. Faktisk er det allerede snart to uger siden, at jeg var til min barndomsvenindes bryllup i min hjemby, og det var en meget speciel, rørende og dejlig oplevelse at se hende blive gift i den kirke, hvor jeg blev døbt, hvor vi begge sang i kor sammen, hvor hun og mine klassekammerater blev konfirmeret - og hvor min mor blev bisat. Min søster var med til globryllup, og jeg var glad for at have hende ved min side, da dørene gik op og min veninde blev ført ind af sin far, som jeg også har kendt altid. Jeg blev nemlig så rørt, at tårerne strømmede ned af kinderne på mig - men min skønne søster var heldigvis mindst lige så påvirket. En salme lærte os dog hurtigt, at det bare er Gud, der ånder på øjet når det græder, hvilket jeg finder en anelse foruroligende. Min veninde var gudesmuk i sin vintage-brudekjole, gommen strålede, og deres to skønne piger var SÅ stolte og fine med de samme blomster i håret som deres mor. 
Min søster satte mit hår fint med blomster; og kjolen var faktisk også oprindelig hendes - og så var det tid til min debut i de hudfarvede (min hudfarve) strømpebukser, der altid har forekommet mig lidt... bedstemoragtige. Jeg synes nu resultatet blev meget pænt, og min kæreste fik sportet sin hestehale for sidste gang, inden håret blev klippet kort igen i mandags. Jeg synes i hvert fald godt, at vi kunne være os selv bekendt. 
Og så var der fest! Vi var så utroligt priviligerede at sidde lige overfor brudeparret, hvilket jeg var både beæret og lettet over. Jeg havde været lidt nervøs, fordi jeg ikke rigtig kendte nogen udover brudeparret og brudens familie - og nogle piger, jeg gik i børnehave med for snart tredive år siden. Min frygt var naturligvis ganske ubegrundet, for alle var bare så søde, sjove og imødekommende; taler og indslag var både rørende og hysterisk morsomme, og jeg tror, at brudeparret havde en helt fantastisk aften. Min veninde fik endda lokket min kæreste ud på dansegulvet - noget, der kun er lykkedes mig en håndfuld gange i de otte år jeg har været sammen med ham, så jeg var meget imponeret. Det var en helt speciel og dejlig, dejlig dag.  

mandag den 19. oktober 2015

we scratch our eternal itch


'Er det allerede blevet tid til endnu en omgang spændende anmeldelser af chips', tænker I, og ja, det er det faktisk, for der sker interessante ting på chips-fronten. Sidste omgang bød på en hyldest til det irske chipsemarked, og denne gang bringer min rejselyst mig et smut til Tyskland - men dette efterårs helt sensationelle nyhed fortæller om en regulær chips-krig på det danske marked. Det tyske mærke Taffel har udfordret selveste Kims og deres firkantede Snack Chips ved at lave en næsten identisk pose kaldet Super Snacks, og Kims har efterfølgende slæbt Taffel i retten med påstanden om, at Kims er de eneste, der må sælge firkantede chips. Mens retssagen kørte, ændrede Taffel formen på deres nye Super Snacks, så de nu er ovale. Sagen endte i øvrigt (lidt kedeligt) med, at Kims trak sagen tilbage, og historien melder ikke noget om, hvorvidt Taffel begynder at lave firkantede chips igen. 

Når alt det er sagt, så købte jeg faktisk posen ved en fejl, for jeg er slet ikke begejstret for Snack Chips-formatet, og havde faktisk ikke bemærket, at posens indhold var de meget tykke, ikke særligt velsmagende chips, der rigtig nok minder uhyggeligt meget om Kims i både smag og struktur. Snack Chipsene har jeg aldrig anmeldt, men de ville nok få et lille femtal (på den sædvanlige skala fra 1-10 Pringlesrør), ligesom disse nye Super Snacks gør det. Her er min anmeldelse dog ekstremt subjektiv, da jeg kender flere, der bizart nok har Snack Chipsen som favorit.

Det er i det hele taget trængte tider hos min yndlingsproducent Kims, hvis sidste tiltag virker en kende desperat. De er gået ALL IN på at være ung med de unge, og har lavet hele fire nye varianter med skøre dyr, vilde farver, alternativ stavning og 9gag-slang på poserne, og selvom jeg på den ene side synes det er uendelig plat, er det svært ikke at holde af en pose chips, der har et billede af en odder med en hund på hovedet på forsiden. I min ivrighed over muligheden for at kunne smage en ny pose chips, bemærkede jeg ikke, at også denne Cheezburger-variant var lavet på de føromtalte, nederen Snack Chips, og jeg blev simpelthen så skuffet da jeg åbnede den. Når det så er sagt, var smagen af cheeseburger faktisk ganske hæderlig - den mindede vel mest af alt om den gennemtrængende Big Tasty-dressing fra McDonald's - og eftersom jeg også må give originalitetspoint for posen, hiver den sig alligevel op på et seks-tal. Jeg har efterfølgende fundet ud af, at ikke alle ALL IN er af Snack Chips-varianten, så jeg kunne nok godt finde på at prøve et par af de andre - hold øje med kommende anmeldelser!
Min far er en ret god leverandør af nye chips til anmeldelse. Han finder dem i sortimentet hos Aldi og Lidl, hvor han køber ost og sjove non-food ting. Denne gang havde han fundet en variant med honning og sennep i en pose, der prøvede at løbe fra at være fra en discountbutik. Min søster var ret kontant i sin anmeldelse og gav chipsen NUL Pringlesrør, og selvom jeg vil forsøge at være lidt mere forsonende, var jeg heller ikke begejstret for smagen. Jeg er ikke voksen nok til at have lært at holde af sennep, og jeg kan kun give posen fire.
De sidste tre varianter er alle fra min sommerferie til Schwarzwald, og min søster har også her været en ivrig medanmelder - vi var dog ret enige om det meste. Den første smag på bordet var Pringles-varianten Tortilla Chips med Nacho Cheese, og jeg havde ret høje forventninger. Desværre smagte de ret kedeligt og billigt, og der var slet ikke nok ostepulver på chipsene - de kom ikke i nærheden af min Doritos-favorit, og de kan også kun slippe afsted med et fire-tal. 
Vi kunne ikke stå for posen med den rare bondemand, og nu er jeg også en sucker for oste-chips, så igen var forventningerne skruet lidt i vejret på forhånd. Det var da også nogle lækre chips, men de smagte lidt mere af olie end af ost - for den der 'Milder Käse' var vist lidt for mild. Et stort seks-tal til den flinke bonde. 
Jeg bliver åbenbart ved med at købe chips med cheeseburger-smag, og jeg ved ikke helt hvorfor, for de er sjældent blandt mine favoritter. Jeg er dog ret vild med selve grundformen på Crunchips, så denne pose havde en klar fordel i forhold til den føromtalte Cheezburger allerede inden jeg smagte dem. Selve smagen var nu ikke specielt overvældende - en for mild blanding af de fremragende ketchup-chips fra Lays og Big Tasty-smagen fra tidligere; og posen kan jeg heller ikke give bonuspoint for. De får et seks-tal fra mig, mens min søster kun vil slippe en femmer. 

Denne omgang har været fyldt med middelmådige og decideret dårlige chips. Jeg kan dog berolige alle med, at jeg allerede er i gang med forberedelserne til den næste omgang anmeldelser, og her er jeg stødt på en vaskeægte nyklassiker og måske en udfordrer til Kims monopol som mit danske favoritmærke. 

fredag den 16. oktober 2015

still cries at a good film

Jeg har fået et nyt cover til min telefon. Faktisk har jeg fået to. (Faktisk tre, men det sidste er ikke Miyazaki-relateret...) Min far var ikke tilfreds med, at jeg rendte rundt med min telefon helt ubeskyttet - men jeg har altså stadig til gode at tabe den, så coveret er mest for syns skyld. Jeg kunne selvfølgelig ikke stå for Miyazaki-motiverne, hvor det første har næsten alle mine yndlingsfigurer på. En Miyazaki/Ghibli-søgning på min blog giver ikke så mange hits, hvilket er ganske misvisende for mit nørderi, for hvor andre er til Disney, tager jeg hellere en tur ind i det japanske tegneserieunivers, der efter min mening er noget mere nuanceret og nuttet. Filmene har stået på min hylde i årevis, og jeg skrev endda opgave om Miyazaki på universitetet for et par år siden, hvilket gik meget godt
En af de første Miyazaki-film der blev tilgængelig i Danmark (og en af de bedste), er den helt eminente Spirited Away - eller Chihiro og Heksene, som den hedder på dansk. Her er et fantastisk lille sammendrag af filmen i old school 8-bit-stil, og det er virkelig charmerende. Jeg tror weekenden skal bruges på at gense et par af klassikerne; måske Nausicaä og Grave of the Fireflies  - eller Kiki's Delivery Service, hvis det skal være knap så trist. 

mandag den 12. oktober 2015

now that I'm held in your spell

Jeg har ventet på den nye sæson af The Walking Dead lige siden sidste afsnit af femte sæson løb over skærmen d. 29. marts. Jeg har simpelthen glædet mig så meget, for efter min mening er serien KUN blevet bedre undervejs, og nu er det altså noget af det allerypperste TV, der findes derude. Ventetiden er blevet fordrevet i selskab med selveste Norman Reedus i rollen som min elskede Daryl Dixon, og han har været så flink til at hjælpe mig med de daglige gøremål i lejligheden. Men i dag er nedtællingen endelig forbi, og nu vil jeg sætte mig i sofaen sammen med min kæreste, katten og Daryl og nyde en forhåbentlig fantastisk forlænget sæsonpræmiere. Glædelig The Walking Dead-dag!

torsdag den 8. oktober 2015

forget about yourself and all your plans

Billede lånt fra Københavns Kommunes hjemmeside
Københavns Kommune søsatte for et par dage siden en helt vanvittig skræmmekampagne, der skal få københavnerne til at få børn tidligere - allerhelst, mens de stadig er studerende. Den kampagne er skudt så meget ved siden af, at det er helt ubeskriveligt, og den har udløst en shitstorm af dimensioner på deres facebookside, hvor flere hundrede kvinder har fulgt opfordringen og talt deres 'æg'. Jeg har også talt mine æg - der teknisk set befinder sig hos min far - og konstateret, at jeg desværre kun har to; men jeg er selvfølgelig også fyldt tredive. 

Jeg synes helt ærligt, at det er usmageligt at prikke til unge menneskers samvittighed og skyldfølelse på den måde. Det er vel ikke så underligt, at de fleste gerne vil have styr på deres uddannelse, boligsituation og kærlighedsliv før de kaster sig ud i det fuldstændigt livsændrende projekt, det er at få børn. Derudover er det svært at forestille sig, at kommunen kan tilbyde gode pasningstilbud og billige boliger nok til alle de nye, unge familier, og hvis lejlighederne samtidig skal være til at betale for studerende, er det ren utopi. En af mine bekendte er højgravid og netop flyttet fra byen til Birkerød, da de ikke kan finde noget, der er til at betale i København. 

Denne kampagne kommer jo ikke til at have nogen effekt overhovedet. Der er jo ingen, der vil læse plakaten og tænke - 'Gud ja, måske skulle jeg se at få nogle børn.' Det er et gammeldags, kønsstereotypt og meget uheldigt budskab, og Københavns Kommune skal overhovedet ikke bestemme hvad jeg skal bruge mine æg til, hvornår jeg skal bruge dem, eller om de overhovedet skal bruges (hvilket de i øvrigt æggeskal, tøhø). 

Hvis kampagnen lige skal toppes i nederenhed, kan man jo tænde for fjernsynet på lørdag og se liveshowet 'Knald for Danmark', der med 'et glimt i øjet' skal sætte fokus på problemstillingen. Klar til at give råd og svare på danskernes dilemmaer er et til lejligheden sammensat monopol bestående af Pernille Rosenkrantz-Theil(!), Bubber(!!) og Emil Thorup(!!!). Jesus fucking Christ, hvor skal jeg bare ikke se det program. Jeg kan i øvrigt heller ikke, for jeg skal til et dejligt bryllup - men lur mig, om der ikke også dér dukker et par upassende og grænseoverskridende børnespørgsmål op. 

onsdag den 7. oktober 2015

the best you can is good enough

I weekenden var jeg til min søde venindes fødselsdag i kollektivet Maos Lyst. Der var eftermiddagsfejring med brunch, bobler og en pandekagestak, der var Rasmus Klump værdig, og rundt om det store bord var både familie og venner. Med maverne fulde rykkede vi ind i stuen, hvor Hjertebarn spillede en lille intimkoncert for fødselaren og hendes gæster, og det var rigtig fint. Jeg kendte ikke bandet i forvejen, men jeg er en sucker for violin i poppede sammenhænge, og vokalen var rar med Nikolaj Nørlund-vibes, så det var et fint bekendtskab. Faktisk fik de mig til at smuggræde lidt i sofaen, men det var mest deres valg af covernummer, der gik rent ind hos mig – de valgte nemlig at spille ’Solen er så rød, mor’, der er min ultimative tudesang, når jeg savner min mor.

Jeg er lidt ked af at skrive det, for jeg er træt af, at det skal være sådan, men Maos Lyst minder mig desværre lidt om min mors død. Jeg fik den dumme besked om min mors sygdom aftenen efter jeg første gang havde besøgt min veninde i Hellerup, og nu får stedet altså de triste tanker om min mor frem. Jeg må besøge min veninde noget mere, for Maos Lyst er et så kærligt, varmt og trygt sted, at det er helt absurd at have et lidt anstrengt forhold til det. Et par rørstrømske tårer fik dog ikke lov til at ødelægge den skønne eftermiddag, og bagefter gik min kæreste og jeg en god lille tur ved Hellerup Havn, hvor solen skinnede og alle bådene havde jacuzzi på stævnen.
Jeg vil gerne lige dele min go-to-version af ’Solen er så rød, mor’ med jer. Her er den fremført af Mother Sparrow i Mikael Bertelsens Den 11. Time i august 2007; i et program hvor forfatteren Christel Wiinblad fortalte meget klump-i-halsen-fremkaldende om en digtsamling hun har skrevet om sin skizofrene lillebror Jannick, der ikke altid syntes, at det var så nemt at leve. Han havde et selvmordsforsøg med i bagagen, hvilket var omdrejningspunktet for storesøsters digte; hun skrev, så han kunne forstå, at han ikke måtte forlade hende. Jannick Wiinblad spillede i Mother Sparrow (der i øvrigt var et fremragende lille projekt, som jeg stadig lytter til - teksterne bærer præg af kærlighed til dyr og natur, og musikken er lidt Sparklehorse-skramlet), og efter at have spillet et af deres egne numre, lukkede han programmet med en skrøbelig version af den omtalte vuggevise. I april 2009 forsøgte han igen at begå selvmord, og denne gang lykkedes det ham, hvilket selvfølgelig også giver klippet en ekstra dimension. Men  hele programmet er virkelig fint og anbefalelsesværdigt - alle tre dele ligger på youtube -  og det er meget langt fra at være følelsesporno, selvom det måske lyder sådan.