mandag den 11. januar 2016

opened strange doors that we'd never close again

Det har været en ret besynderlig dag på arbejde, men på en eller anden måde også en ret fin dag. Der har selvsagt været en lidt underlig stemning - jeg arbejder trods alt i en pladebutik, og det er ikke hver dag, at en af de allerstørste kunstnere dør en ganske uventet død; og da slet ikke tre dage efter at den kunstner har udgivet en ny plade. Da Michael Jackson døde, gik jeg rundt og smågræd lidt sammen med to andre kollegaer. I dag er det kun en enkelt af mine kollegaer, der decideret har fældet en tåre, men det påvirker os alle sammen. Omkring hver anden henvendelse i dag har handlet om David Bowie - heldigvis/desværre er den nye plade så god, at vi slog alle rekorder og solgte næsten alt i weekenden, så de fleste måtte gå forgæves. Det har laaangt de fleste kunder dog haft forståelse for, og det virkede næsten vigtigere for dem lige at sludre lidt om Bowie. Det har været en dag fyldt med kærlighed til en af de vigtigste kunstnere nogensinde. 

Jeg har også lidt svært ved at forstå det. Hvis jeg skal være helt ærlig, var jeg noget mere fascineret af manden end af musikken, som jeg mest havde en kortvarig, men heftig flirt med i mine teenageår, da jeg så Christiane F en gang om ugen. (Jeg er også svært glad for Jim Hensons Labyrinth, hvor jeg crusher lidt på Bowies rolle.) Jeg er vild med alt ved hans fremtoning og optræden, og jeg elsker de allerstørste hits (åh, Heroes), men selvom jeg nok i virkeligheden har lyttet til mere David Bowie end de fleste, var han aaaaalt for glad for saxofon til at vi nogensinde kunne blive rigtig gode venner. Det gør nu ikke hans død mindre trist, og jeg er ked af, at jeg aldrig fik oplevet ham live. 

Ingen kommentarer:

Send en kommentar