fredag den 12. februar 2016

dreams aren't what they used to be

Jeg havde glædet mig meget til denne nyeste udgivelse af Stephen King, der kom i november sidste år - det er nemlig den sjette novellesamling fra hans hånd; et format, jeg er ualmindeligt glad for. Lad mig sige det med det samme - den levede ikke helt op til mine (tårnhøje, godt nok) forventninger, men jeg synes også den prøvede at sælge sig selv helt forkert. Med titlen 'Bazaar of Bad Dreams' og sætningerne 'Thrilling stories 'og 'Step inside my mind... if you dare' ' plastret på omslaget, forventede jeg mere horror og uhygge end samlingens halvlunkne første novelle Mile 81; men resten af samlingen virkede nærmere som endnu et forsøg fra King på at understrege, at han ikke vil stemples som horrorforfatter. Han siger det faktisk direkte i et forord til en af novellerne,* for i denne samling får vi også forfatterens tanker og overvejelser om hver enkelt historie. Det er både godt og skidt - jeg kunne godt have nøjedes med ét langt forord, for selvom det bestemt er interessant, fjerner det også noget af fokus fra historierne. Nå, helt skidt er det hele nu langt fra, så lad os kigge på et par af de bedste historier. 

Jeg kan bedst lide de historier, der får lov til at udfolde sig lidt. Mange af karaktererne i de korte historier bliver hurtigt klichéfyldte, hvilket King skriver sig ud af, når han har lidt flere sider at boltre sig på. To af samlingens bedste noveller handler om at skrive - i 'Obits' udvikler en ung tabloidskribent evnen til at slå mennesker ihjel ved at skrive deres nekrologer, og i 'Ur' - der vist er bestilt og betalt af Amazon - tilbyder en lyserød Kindle pludselig adgang til adskillelige paralleluniverser og deres 'nye' værker af Shakespeare og Hemingway. 'The Dune' fortæller om en mand, der kan se glimt af fremtiden skrevet i sandet, og selvom ingen af de tre historier har specielt stærke slutninger, er de bestemt underholdende. 

*'You write some scary stories, and you're like the girl who lives in the trailer park on the edge of town; you get a reputation.' 
Mange af novellerne i samlingen har været udgivet tidligere i magasiner eller som e-bøger eller lydbøger. Jeg kendte ikke så mange af dem i forvejen, udover den noget tamme 'Blockade Billy', som jeg føjede til samlingen i en fin lille hardback-udgave for en del år siden. Måske ville jeg kunne lide historien mere, hvis jeg forstod baseball-spillet bedre, for det er stort set det eneste, historien handler om. Jeg var heller ikke glad for den ved første gennemlæsning'Blockade Billy' er dog langt fra den værste historie i samlingen - en plads, der optages af den skrækkelige 'Premium Harmony', en ligegyldig beretning om et ægtepar og deres noget uheldige tur til supermarkedet. Det ærgrer mig, at sådan en svag historie kan få plads i samlingen, der med et sidetal på 495 er lang nok i forvejen. 

Samlingen efterlader alt i alt et halvlunkent indtryk, men bogens sidste novelle viser, at alt håb ikke er ude for kvaliteten i fremtidige skriverier fra Stephen King. Den fine 'Summer Thunder' handler om en mand og hans hund, og deres færden i et postapokalyptisk USA (hvilket jeg er en sucker for). Det er egentlig en ganske stilfærdig historie, men trods dens beskedne længde, er den overraskende rørende. Og i sidste forsøg lykkedes det endelig King at levere en slutning, der er lige i skabet. 


Ingen kommentarer:

Send en kommentar