onsdag den 3. februar 2016

I wear a coat of feelings and they are loud

Dette indlæg har været længe undervejs, men jeg ville faktisk godt have ventet yderligere et par måneder med at poste det, da jeg altid er overbevist om at jeg jinxer mine fremtidsplaner hvis de bliver sagt højt. I forgårs gik min arbejdsplads imidlertid i betalingsstandsning, og de bekymrede mails vælter ind (OK, måske vælter de ikke ind, men jeg har faktisk fået en mail fra en sød læser, der havde regnet ud hvor jeg arbejder henne, og som blev helt nervøs på mine vegne), og there is no time like the present, anyway. Men der er ikke noget at være bekymret for - som et resultat af helt vanvittig heldig og uhyggelig god timing, sagde jeg faktisk op allerede i onsdags efter TI år på samme arbejdsplads; lykkeligt uvidende om de omstændigheder, firmaet befinder sig i.

Jeg har arbejdet det samme sted fra jeg var helt ny i København og tyve år gammel indtil nu, hvor jeg er tredive (og jeg skulle gerne lige ramme enogtredive også – jeg har fødselsdag om halvanden måned, og dér vil jeg stadig gerne have et job), og der er sket så ufatteligt mange ting på de ti år. Jeg har skrevet lidt om det før, men jeg føler mig helt usandsynligt heldig med, at jeg så længe har kunnet arbejde med noget, der interesserer mig (musik, film og tv-serier), sammen med andre søde mennesker, der deler min interesse. Jeg har mødt flere af mine bedste venner – og som nævnt min kæreste – på arbejdet, og jeg har faktisk også fået flere af mine venner udefra ansat i kortere eller længere tid. Vi har gået til utallige gratis koncerter (i starten var det mindst én om ugen – nu har jeg gearet noget ned), vi har drukket SÅ mange øl, og flere af os har endda rejst på ferier sammen. Det kan næsten ikke beskrives, hvor meget det sted har betydet for mig, og jeg vil aldrig glemme hvor meget, jeg har fået ud af det.  

Når det så er sagt, så er magien desværre forsvundet lidt for mig nu. Det er kommet snigende i løbet af de sidste par år, men især de sidste seks måneder har været trælse. I november blev det rigtig skidt – jeg har ikke lyst til at gå i detaljer, men hver eneste dag var én lang, frustrerende og urimelig kamp, der lå meget langt fra de gode arbejdsdage, jeg ellers kender så godt. Det er klart, at tingene ændrer sig i løbet af ti år, og jeg har selvfølgelig også selv ændret mig helt enormt. Min arbejdsplads og jeg har desværre bare udviklet os i to helt forskellige retninger, og den sidste tid har jeg haft meget svært ved at finde glæde i at gå på arbejde.

Det har jeg været ked af – fordi jeg netop har været så glad for det tidligere. Samtidig kommer kædens økonomiske problemer ikke som en kæmpe overraskelse, og mine kollegaer og jeg  har længe forberedt os på, at der en dag kunne blive sagt stop. Jeg ville være rigtig ked af at skulle slutte min tid i butikken sur og tvær og ufrivilligt opsagt, så efter jul gik jeg all-in på at undersøge mine fremtidsmuligheder. Nu skal det være. Nu skal der ske noget andet. Efter jeg traf beslutningen for et par uger siden (og især efter jeg sagde op i onsdags) har jeg haft det HELT anderledes på arbejde. Jeg har følt mig hundrede kilo lettere, mit overskud er tilbage, jeg sover om natten, og jeg hygger mig med mine kollegaer. Ligesom i gamle dage. 

Det er så absurd, at jeg nåede at sige op bare fem dage inden hele kæden går i betalingsstandsning. Jeg er så glad og lettet over, at jeg selv nåede at træffe beslutningen, for ellers ville min bitterhed og frustration helt sikkert blive hængende læææænge efter min sidste arbejdsdag. Nu kan jeg i stedet (forhåbentlig) få en god afslutning på en stor epoke i mit liv, og det gør mig glad helt ned i maven. Min sidste arbejdsdag var i øvrigt planlagt til at være sidst i maj – så jeg går nu stadig og holder vejret lidt og krydser fingre for, at butikken overlever. For min egen skyld, men også for min kærestes, mine kollegaers og ikke mindst for de fysiske mediers skyld.

8 kommentarer:

  1. Mange gange tillykke - det lyder jo ret så fantastisk. Men iiiihhhh, en cliff hanger! For HVAD har du dog så besluttet dig for? :D

    SvarSlet
    Svar
    1. Haha, hvor er du sød, Carina! Jeg ved godt, at det var lidt strengt at lade jer hænge - men indlægget var blevet så langt, at det lige må komme senere. :D Er du stadig i Grønland, og går det godt? Jeg vil høre mere!

      Slet
  2. Haha, jeg er alt for utålmodig :D Og TRE dage er altså i overkanten at vente...
    Åh ja, jeg fordriver stadig tiden i Grønland, og jeg kan egentlig godt forestille mig at blive boende heroppe for evigt. Selvom den der globale opvarmning er skyld i alt for lidt sne. Det er sådan set det eneste jeg har at brokke mig over :D Giv mig mere sne!

    SvarSlet
    Svar
    1. Sorry! Men tak for de mange hits på min side - jeg har nogen mistænkt for at besøge den lidt ekstra i går. :D NU er ventetiden endelig forbi!
      Uh, spændende med Grønland - også selvom der ikke er så meget sne. Det ville jeg nok også være lidt skuffet over. :)

      Slet
  3. Jeg er fan fan fan, hepper, klapper og sender knusere! Sejt, skønt og modigt Tine - og selvom sådan en beslutning ikke er en dans på roser, så lyder det som om det er den rigtige. Jeg krydser alt for, hvad så end du ender med at finde på :D

    - Anne

    SvarSlet
    Svar
    1. Tusind tak, Anne, det var en SKØN kommentar at få! Det er rart at vide, at der er 'fremmede' (du føles efterhånden ikke så fremmed), der afstandshepper lidt. Jeg tror bestemt også, at det er den rigtige beslutning. :)

      Slet