søndag den 3. april 2016

don't be frightened of turning the page

Der sker ting og sager i Stephen King-universet for tiden. Miniserien 22.11.63 efter bogen af samme navn kører over skærmen netop nu med James Franco i hovedrollen, og Matthew McConaughey og Idris Elba er blevet castet i The Dark Tower-filmatiseringen, som jeg er utroligt spændt på. Dette indlæg skal dog handle om en af de helt gamle klassikere - nemlig Stephen Kings anden roman; den forrygende vampyrfortælling 'Salem's Lot fra 1975. Den uhyggelige vampyr på bogens omslag fangede min interesse, da jeg var helt lille og så den på reolen i stuen, og jeg glædede mig så meget til at fylde ti år, så jeg endelig måtte læse den. Jeg blev ikke skuffet, og det er en af de bøger, jeg oftest vender tilbage til, for den kan altså noget helt særligt. 

I 'Salem's Lot har Stephen King for første gang - men langt fra sidste! - en forfatter i hovedrollen. Ben Mears er et par og tredive, og er flyttet tilbage til sin barndomsby for at skrive en roman om egnens spøgelseshus, The Marsten House, hvor han havde nogle rædselsvækkende oplevelser i sin barndom. Huset er nu beboet af de mystiske europæere Kurt Barlow og Richard Straker, og efter deres ankomst i den lille by, er der begyndt at ske underlige ting og sager. Sammen med en lærer fra den lokale high school, en sød pige, den lokale præst og en tweenager forsøger Ben Mears at løse mysteriet og redde byens beboere, og det er forrygende underholdning på en old school og ganske brutal måde. Bogen er ualmindeligt velskrevet, og fortællerstemmen, der vel nærmest er byens stemme, beskriver malerisk det lille samfunds totale destruktion.
I 1979 nåede 'Salem's Lot tv-skærmene med den tre timer lange miniserie af samme navn - minus den første apostrof - instrueret af selveste Tobe Hooper (ham med Texas Chainsaw Massacre og Poltergeist) og med David Soul som en lidt douchy og lidt for gammel og halvfjerdseragtig Ben Mears, der på TV slet ikke connecter nok med hverken kæresten Susan eller drengen Mark. Miniserien virker noget dateret i dag; den mangler noget baggrundshistorie og den førnævnte alvidende fortællerstemme, og så er den enten for kort eller for lang - jeg hælder til det sidste, selvom bogens store persongalleri også var en af dens forcer. Kurt Barlow er i bogen baseret på den Dracula-agtige, veltalende vampyrskikkelse, mens han i serien er en noget anderledes Nosferatu-lignende vampyr, der faktisk fungerer meget godt, når det nu skal være. Alt i alt er miniserien langt fra noget mesterværk, men det lader til at være internettets favorit frem for adaptionen fra 2004.
TV-filmen fra 2004 kan jeg nu meget bedre lide - den er nemlig med Rob Lowe i hovedrollen som en i mine øjne mere rigtig Ben Mears, og den altid dygtige James Cromwell som Father Callahan, der også er en vigtig karakter i Dark Tower-universet (selvom hans skæbne er noget anderledes i denne adaption). Donald Sutherland og Rutger Hauer er det charmerende europæiske vampyrpar, selvom sidstnævnte godt nok ikke leverer sin bedste præstation. Drengen Mark bliver spillet af en så irriterende skuespiller, at jeg ikke gider slå ham op for at finde hans navn, og han ødelægger alle scener, han er med i. 

Til gengæld er jeg begyndt at holde uironisk meget af Rob Lowe. Jeg ELSKER ham som Chris i Parks and Recreation; han er virkelig sjov som Eddie Nero i Californication, og lige nu ser min kæreste og jeg Lowes nye serie The Grinder, der godt nok er noget langt fra de andre i kvalitet, men som stadig er passende let underholdning efter et hjerteskærende afsnit af The Walking Dead. I denne udgave af Salem's Lot er Rob Lowe som Ben Mears stadig forfatter, men denne gang er historien moderniseret en anelse, og Mears har nu skrevet kritiske bøger om krigen i Afghanistan i stedet for klassiske coming-of-age-romaner. Det er lidt plat. Mere elegant håndteret er beslutningen om at give Mears byens fortællerstemme i form af en række indre monologer, hvilket introducerer en langt bedre forhistorie og medfører en større investering i karaktererne. Filmen får nok ikke en plads i historiebøgerne, og jeg er også lidt varsom med decideret at anbefale den, men den har altså en særlig plads i mit hjerte. 

2 kommentarer:

  1. Jeg er enig i ALT i dette indlæg. Lige fra Rob Lowe (som jeg elsker uhæmmet fra hans roller i Wayne's World, West Wing og Californication) til Salem's Lot. Jeg har ikke læst så mange af King's bøger, men Salem's Lot er den, jeg bedst kunne lide (The Stand BURDE retteligt være nummer 1, jeg elsker jo postapokalyptiske historier, men bogen er simpelthen for lang). Kurt Barlow er en led stodder, men jeg blev mest oprørt over hende white trash moderen, der slår sin 10 måneder gamle baby. Jeg læste bogen da Leo var 10 måneder, og ja, det gjorde mig gal. Men fremragende historie.

    SvarSlet
    Svar
    1. Ej, jeg er virkelig glad for, at du også har set lyset i Rob Lowe! Og jeg er jo egentlig enig med dig mht. The Stand - men jeg har i virkeligheden en fem-seks favoritter efter forgodtbefindende, hvor begge titler er inkluderet. Jeg har et særligt forhold til dem begge, da 'Salem's Lot var en af de første King-romaner jeg læste, og The Stand var den, der blæste mig helt omkuld, da jeg ganske uforberedt samlede den op som præ-teenager. Den følelse er der stadig lidt tilbage af, når jeg læser den nu, og derfor vil den nok altid rangere liiiidt højere end de andre.

      Jeg synes faktisk ret ofte, at King bryder nogle tabuer og skriver om det rigtigt ubehagelige. Det når næsten aldrig med i filmatiseringerne, men white-trash pigen i Salem's Lot rørte også mig. I Cujo (spoiler) ender barnet jo også med at dø, hvilket ville være helt utænkeligt i filmatiseringen. Jeg kan godt lide, at man ikke kan føle sig helt sikker med Stephen King.

      Slet