lørdag den 16. april 2016

my head is a carousel of pictures

Om to uger er jeg på forårets næste ferie - jeg skal nemlig til Wien med min søster lige om lidt. Det er helt perfekt, for de sidste par uger har været så hårde, at Marokko-overskuddet næsten er forsvundet helt - men jeg er sikker på at en tur til Østrig nok skal fylde depoterne op igen. Indtil da hjælper det lidt at se på billeder fra februar-turen, der virkelig var noget helt specielt. 
Jeg har altså lidt en svaghed for fine vejskilte skrevet på andre sprog, og de arabiske var endnu flottere end de irske. Her var også skiltet på engelsk, men mange steder var det arabiske kun oversat til fransk - lidt en prøvelse, da hverken min kæreste eller jeg taler sproget. 
Jeg ville ønske jeg kunne komme hjem og fortælle om, hvor meget jeg elskede maden i Marokko, men det var desværre ikke tilfældet. Ligefrem dårligt var det selvfølgelig ikke, og jeg er især glad for couscous, men jeg synes de overkoger deres grøntsager. Mange af retterne var lidt kedelige og vandede i det, men måske var vi bare uheldige. Jeg fik til gengæld noget fremragende vegetarisk mad et sted, der blandede det marokkanske køkken med alt det bedste fra andre madkulturer; og jeg var glad for de obligatoriske oliven, så helt skuffet er jeg trods alt heller ikke. 
Jeg havde generelt optur på over at gå rundt blandt appelsintræer. Hvor eksotisk er det ikke lige?
I påsken var jeg på Møns Klint, der bestemt er imponerende, men Atlasbjergene er trods alt noget mere overvældende. Vi brugte hele dagen på at køre over og langs med dem, og landskabet ændrede sig konstant - og de røde bjerge var nogle af de flotteste. 
Jeg kunne på ingen måde overskue at prutte om prisen på souvenirs, sko og andre livsnødvendige ting i souk'en, så min glæde var stor, da vi opdagede et marked med fixed prices - priserne var en anelse højere end hvad man måske ellers ville kunne forhandle sig frem til, men til gengæld kunne man få lov at kigge på tingene i fred og ro, og det udløste en sjælden shoppetrang hos mig. Jeg følte, at jeg ikke kunne leve uden et par marokkanske sutsko: et par babouche-tøfler, men de er tilsyneladende også på mode i år. Måske ikke i min farve, dog... 

2 kommentarer:

  1. Åh hvor jeg altså glæder mig!
    Også fordi der lige har sneet (!!!) lidt her for en halv time siden :(

    SvarSlet
    Svar
    1. Jeg glæder mig også! Det sneede også her i formiddags. WTF.

      Slet