fredag den 27. maj 2016

nothing in the past or future ever will feel like today

Lidt strøtanker bliver i dag ledsaget af streetart fra Wien. Jeg har allerede vist noget her, men der var så meget flot graffiti i den pæne by, at det var svært at holde kameraet i ro. 
Min veninde og jeg var i Tivoli i går - vi skulle både hygge, snakke og spadsere lidt rundt i den fine have, men primært skulle vi prøve alle de vilde forlystelser, som vi aldrig kan lokke andre med op i. Det er længe siden jeg har grinet så meget på en dag, og et par sekunders dødsangst i Vertigo blev hurtigt vendt til vild eufori. Med hovedet nedad og benene i luften fandt vi alligevel tid til at kommentere på Københavns smukke aftenhimmel, og så måtte vi nok erkende, at vi er blevet et par halvgamle damer. Aftenen sluttede med en softice og en sidste tur i Himmelskibet, og det var en skøn, skøn dag. 
Min tur i Tivoli betød også, at jeg ikke fik set AaBs sidste hjemmekamp i sæsonen. I går tog de også afsked med denne generations Mr. AaB, Thomas Augustinussen, og jeg havde nok alligevel småtudet lidt, hvis jeg skulle have set det. Det var også blevet tid til et farvel til min nuværende yndlingsspiller Kenneth Emil Petersen, men jeg er stadig så skuffet over at han svigter os til fordel for OB, at jeg næsten ikke er trist over det. Vores topscorer Lukas Spalvis sluttede også ret uheldigt af med et par svinestreger og et rødt kort, og ham kan jeg egentlig godt undvære. Vores femteplads kan jeg heller ikke hidse mig op over - vi har alligevel ikke noget at lave i Europa - men jeg kunne godt håbe på lidt mere i næste sæson. Vi mangler Allan Kuhn, men måske kan Thomas Augustinussens kommende trænertjans afføde en ny Augo-effekt. 
Vi har fået varer i butikken igen, og har derfor alligevel ikke solgt vores sidste cd endnu. De andre butikker, der lukkede i lørdags, har sendt deres restlager til os. Altså alt det, de ikke har kunnet sælge selv med 70% (så der er en chance for, at Absalons Hemmelighed alligevel bliver den sidst solgte cd, for den har de andre afdelinger heller ikke kunnet sælge...) Det er lidt op ad bakke, synes jeg. 
Menstruationsdebatten? Jeg vidste ikke rigtigt, at menstruation var noget jeg skammede mig over, men det er der tilsyneladende andre der gør. Det har faktisk fået mig til for første gang nogensinde at kunne erklære mig næsten enig med Pia Kjærsgaard, og selvom jeg aldrig havde troet det skulle ske, linker jeg lige til hendes debatindlæg i Politiken. (Vi er nok ret uenige om, hvad Danmark ellers har af store problemer, må jeg hellere lige understrege.) Derudover synes jeg bare pigerne skal give den gas og bløde som de vil - tamponer, bind, menstruationskop, freebleeding, you name it. 
Det sidste stykke streetart er faktisk ikke fra Wien, men fra Marrakech. En ugle med fez fortjener dog en plads på bloggen, så han ryger på, inden jeg finder flere flotte ting at fotografere i Barcelona. På onsdag snupper jeg nemlig min tredje ud af fire rejser dette år, og jeg føler mig temmeligt priviligeret. Jeg kan retfærdiggøre det lidt med, at jeg jo ikke ved hvornår jeg kan holde ferie, efter jeg er startet i skole til august, så det er med at fyre den af nu! :) 

2 kommentarer:

  1. Tårerne trillede ned af mine kinder ved Augos afsked :(

    SvarSlet