tirsdag den 31. maj 2016

you are the reoccuring kind

Mit årskort til Zoologisk Have bliver brugt flittigt, og forleden kunne jeg næsten ikke løsrive mig fra de skønne bjørneunger, der jagtede fugle, gnaskede gulerødder og gravede i jorden. Der var virkelig sommerstemning i haven, og sommer blev det for alvor i weekenden, da jeg var i vandet for første gang i år. Min veninde Lærke og jeg gik en tur ved Charlottenlund, og vandet var så fristende, at vi var nødt til at hoppe i. Jeg kunne godt nok ikke tale de første par minutter, men derefter var det virkelig skønt, og jeg glæder mig til mange flere badeture. Jeg fik i øvrigt også årets første myggestik - en lidt mindre heldig følge af sommerens komme.
Tilbage i Zoologisk Have spiste jeg en omgang churros hos mine venner, præriehundene, der selv var i gang med en æblesnack. Både krager, måger og duer var særdeles interesserede i at få del i mine churros, og jeg gav dem et par stykker bag en busk selvom jeg ikke burde. Ellers var dagens højdepunkt at kunne tilføje endnu et billede til min dyr-der-knalder-føljeton, der startede med storkene i Marokko og nu videreføres med glade oddere.

2 kommentarer:

  1. Er sommerfuglen mon ikke fra Wien?

    SvarSlet
    Svar
    1. Nej, den er faktisk fra tropehuset i København. :)

      Slet