mandag den 27. juni 2016

I never really dreamed of heaven much

Den sidste uge har været helt sindssyg. Min kæreste og jeg fik uventet og meget glædeligt fingrene i et par billetter til Copenhell, der startede i torsdags - samme dag som min sidste dag på arbejde. Det er vist ikke gået helt op for mig endnu, at jeg er stoppet efter ti et halvt år - især fordi min sidste dag endte noget brat, da min chef gav mig fri, så jeg kunne komme ud i solen og drikke en øl til Copenhell. Men hvilken perfekt overgang til min sommerferie! Solen bragede ned på de sortklædte, feststemte mennesker, og Copenhell er gennemført ned til mindste detalje. 

Bussen, der fragtede festivalgæster fra Christianshavn ud til Refshaleøen, havde naturligvis nummer 666; alle madboder var mere eller mindre opfindsomt navngivet efter død og helvede, og hele festivalområdet var perfekt indrettet med et vikingeområde og et sted, der hedder 'Smadreland', hvor man - som navnet antyder - kan gå helt amok på gamle biler og campingvogne. Det hele er med et glimt i øjet, og det tror jeg mange glemmer, når de dømmer metalfans - men alle burde tage en tur på Copenhell, for jeg har aldrig oplevet så god stemning på en festival. Rent praktisk fungerer det også - jeg har max stået i kø i et par minutter til både toilet, øl og mad. 
Jeg vil ikke påstå, at jeg ved meget om metalgenren. Et par af de navne, jeg bedst kan lide - Marilyn Manson og HIM - rynker man lidt på næsen af i miljøet, og andre af mine favoritter - som f.eks. Converge - hører heller ikke rigtigt til genren. Jeg var derfor ganske lykkelig, da sidstnævnte var på årets program (selvom mange undrede sig over hvorfor), for de var helt forrygende, da jeg så dem til OFF Festival i Polen. Denne koncert var nok også mit musikalske højdepunkt på festivalen, for de var helt skarpe og brutale. Det gjorde ikke rigtig noget at himlen åbnede sig under koncerten - der er et eller andet fedt ved at blive totalt gennemblødt til en metalkoncert og bare fyre den af. Bagefter blev vejret dog lige heftigt nok med lyn og torden, og vi lod Scorpions spille Winds of Change for nogle andre end os, imens vi kunne cykle hjem på bare tolv minutter. Perfekt. 

Torsdagen bød også på et par andre koncerter, nemlig Dropkick Murphys, som startede festen i eftermiddagssolen, Norma Jean, som jeg muligvis skal tjekke lidt mere ud, og ikke mindst Alice Cooper, der fyrede den af med 'Poison' og 'School's Out'. Måske er jeg som sagt ikke så velbevandret i metalgenren, men årets program var ret tilgængeligt for de fleste - hvem kender ikke Black Sabbath og Ozzy, Alice Cooper, King Diamond, Scorpions og Megadeth? 
Fredagen startede for mit vedkommende med vikingebandet Amon Amarth, der fuldstændig tog røven på mig. Det var SINDSSYGT fedt! Svenskerne havde et episk sceneshow med ild, våben og vikingeskibe, publikum crowdsurfede som gale med hjælp fra de seje scenevagter, og der var ikke en finger at sætte på musikken. Tjek lige videoen til 'First Kill' her - god smag er det måske ikke, men det er i hvert fald underholdende. I dag blev endnu en dansk koncert annonceret, og jeg overvejer kraftigt at købe en billet - men 365 kroner er måske lige i overkanten for en gang viking-death-metal, selvom de er opkaldt efter Tolkiens Mt. Doom. Suk. Jeg er så forudsigelig. 

Jeg havde stået i solen og tæt på den ene højttaler, så jeg var lidt ør i hovedet bagefter. Det var stadig tidligt, så jeg cyklede hjem og snuppede en lur, inden jeg vendte tilbage til King Diamond senere på aftenen. Det var endnu en enormt underholdende koncert. Min kæreste har et nostalgisk kærlighedsforhold til i hvert fald en enkelt King Diamond-plade, og selvom jeg nok aldrig kommer til at lytte til musikken derhjemme, var det såååå fedt at opleve live. Tænk, at King Diamond bare er Kim Petersen fra Rødovre bag den drabelige make-up og den vilde falset - og den triple-bypass-opererede 60-årige gjorde et forrygende job på scenen. Det øsregnede i øvrigt også lørdag aften, men denne gang var jeg i gummistøvler og regnjakke - ikke særligt metal, men meget praktisk. 
Lørdag bød på en middelmådig koncert med Rival Sons, inden festivalens lavpunkt med århusianske Bersærk på billedet. Min kæreste kender et par af drengene fra gamle dage, men musikken var... ikke lige mig. Lidt bedre blev det med polske Decapitated, og de par numre vi nåede med Dark Funeral var også ganske lovende. Aftenens helt klare højdepunkt var selvfølgelig Black Sabbath og selveste Ozzy Osbourne, og selvom jeg ikke troede jeg kendte mere end et par numre, har de bare lavet så mange hits at det er helt ufatteligt. Ozzy selv var meget friskere end jeg havde regnet med, og det var simpelthen bare så syret at være så tæt på ham. 'Iron Man' og 'Paranoid' var selvfølgelig højdepunkterne - og de numre er snart halvtreds år gamle! Det er en oplevelse jeg er glad for, at jeg fik med. Aftenen sluttede med Red Warszawa, hvilket jeg til gengæld godt kunne have undværet - jeg tænker, at man skal være vokset op med dem, for at sætte pris på deres humor. De formåede dog at holde festen kørende, og var objektivt set nok det helt rigtige valg som sidste band på de store scener. 

Copenhell har alt i alt været et virkelig dejligt bekendtskab, også selvom jeg ikke kendte så meget til musikken på forhånd. Jeg kunne sagtens finde på at tage afsted igen næste år (det ligger TOLV minutter væk!) - og måske vide det i lidt bedre tid, så jeg kan tjekke lidt flere navne ud inden. 

2 kommentarer:

  1. Det lyder virkelig til at have været en oplevelse. Kan godt forestille mig at det må have været lidt med blandede følelser at stoppe i Fona.

    SvarSlet
    Svar
    1. Copenhell var så fedt! Fona-stoppet er en helt anden historie. Det er stadig ikke gået op for mig, fordi jeg har arbejdet så lidt de sidste par måneder. Det bliver underligt, når det går rigtigt op for mig!

      Slet