torsdag den 9. juni 2016

miniature heads that color the shoreline

I torsdags startede min fjerde Primavera Sound-festival i Barcelona, og endnu engang var det en kæmpe succes. Jeg har sagt det før, men jeg er simpelthen så vild med alt ved den festival. Noget af det allerbedste er placeringen i den fine park ved havnen, så man har udsigt over vandet til de fleste koncerter - og som noget nyt var der i år også adgang til stranden fra en mere partyorienteret del af festivalen med et Bacardi-hus og DJ-scener. 
Vi startede faktisk vores festival indenfor, hvor Alessandro Cortini skabte et fantastisk lydbillede i auditoriet. Der var bælgmørkt, fede visuals og betagende musik, og man kan godt høre, at han har turneret med Nine Inch Nails i en årrække. Uden at vide det, var koncerten også starten på en dag, hvor de fleste af vores koncerter var uden (ret meget) vokal. Efter mørket trængte vi til lidt sol og til at genopdage festivalpladsen, så vi hørte lidt af fire forskellige spanske navne, hvor Mueran Humanos var klart bedst, og så interessante, at jeg lige skal have tjekket dem ud herhjemme. 
Derefter var det blevet tid til et af de navne jeg havde glædet mig mest til, nemlig den unge über-indie-prins Will Toledo og Car Seat Headrest. Han har spyttet plader ud på bandcamp i årevis, men er først for alvor ved at slå igennem nu. Den kluntede teenager (der faktisk er fyldt 24, men han ser så ung ud!) nåede dog ikke helt ud over scenekanten, og selvom det slackede og afslappede er et af kendetegnene ved musikken, blev det liiige rodet nok, desværre. 
Billedet er fra netop Car Seat Headrest-koncerten på den fine Pitchfork-scene - jeg gik lidt før tid, for at nå BEAK> på Primavera-scenen, og kunne tage billedet fra broen. Geoff Barrow fra Portishead og hans sideprojekt leverede til gengæld en nærværende og tight koncert, der virkelig fangede mig, selvom jeg overhovedet ikke kendte musikken i forvejen. Et band jeg til gengæld kender rigtig godt er Air, der spillede på en af de store scener, imens solen gik ned. De var desværre underligt undervældende, og selvom det var fedt at høre 'Sexy Boy' og 'Cherry Blossom Girl', var koncerten lidt en flad oplevelse. Heldigvis kunne vi snuppe os noget lækker aftensmad og en øl imens, og så blev musikken også lige en tand bedre. 
Da mørket var faldet på, var det tid til Explosions In The Sky, der også var et af mine hovednavne. De leverede en magtdemonstration af perfekt post-rock, og bandmedlemmerne var totalt i sync, så jeg blev bestemt ikke skuffet. Efter at være blevet blæst igennem i en time, trængte vi dog til at sidde lidt ned, så det var perfekt at John Carpenter spillede på Primavera-scenen, hvor vi kunne sidde på den skrånende græsplæne og se både scene og storskærme. John Carpenter er en af mine gamle helte, for han har instrueret og lavet musik til SÅ mange seje gyserfilm, som der også blev vist klip fra på storskærmene. Det var torsdagens bedste oplevelse, og næsten mere end bare en koncert - og den kulminerede, da han spillede temaet fra Christine (Stephen King) som allersidste nummer. Det var egentlig en perfekt afslutning på torsdagen, men vi snuppede alligevel et par numre med congolesiske Mbongwana Star på vej ud - bare fordi vi kunne.  

2 kommentarer:

  1. Du ser dejlig ud. Glæder mig til du skal vise mig Barcelona:)

    SvarSlet
    Svar
    1. Mange tak! :) Det kan være, at Barcelona skal være vores næste destination. :)

      Slet