mandag den 20. juni 2016

we were hungry for a holiday

Jeg fik naturligvis prøvesmagt lidt forskellige chips på min tur til Barcelona - jeg har sagt det før, men Spanien har faktisk et udmærket udvalg af forskellige chips, så det var ikke svært at finde en variant, jeg ikke har prøvet før. Den første fra Patatas Marinas så god og gourmet-agtig ud med den flotte pose, og det var da også tydeligvis en kvalitetsudgave af klassikeren salt&vinegar, der denne gang var opgraderet med balsamico-eddike, peber og ø-salt. Posen blev selvfølgelig indtaget ved Middelhavet, ligesom navnet lagde op til, hvilket nok også hjalp lidt på helhedsindtrykket.

Firmaet bag har vist ansat nogle dygtige kommunikationsfolk, for der bliver ikke sparet på noget i hverken reklamevideo eller produktbeskrivelse på hjemmesiden, men det er altså også nogle gode chips. Læs bare denne yndige, maleriske beskrivelse: "During after-dinner conversation, shared with your friends and family, in the countryside or next to the sea; the occasion is accompanied with a velvety flavour like balsamic with emerging laughter and moments which taste like pepper. Sounds lovely, right? Give them a try." De får et stort otte-tal herfra - jeg giver sjældent mere til så neutral en smagsvariant, men jeg var meget tilfreds. 

Min kæreste køber denne pose, hver gang vi er i Spanien. Det er det sygeste discountprodukt; Frit Ravich har en totalt skodhjemmeside, posen koster ingenting og er usandsynligt grimt designet - og så hjalp det ingenting, at jeg lavede opstilling i vores fine hotelværelsesstol. Discount er nu ellers ikke altid en dårlig ting, når det kommer til chips, og for min kæreste er varianten blevet en klar favorit, men jeg er nu stadig lidt i tvivl om dens kvaliteter. Jeg troede aldrig, at for meget smagspulver kunne blive en dårlig ting, men her kammer smagen (der i små portioner er lidt a la ostepops) over i det kunstige, og det hele bliver hurtigt lidt vammelt. Til gengæld var de meget tømmermændsegnede, og fordi de faldt på et meget tørt sted lige i dén forbindelse, når de - trods min skepsis - faktisk helt op på et syvtal.  
Til festivalen kunne man købe Doritos og et par andre varianter af snacks i boderne, og det var perfekt sammen med en kold øl. De bredbølgede chips fra Ruffles var tykke og lækre i konsistensen, men jeg var ikke helt overbevist om smagen, der var lidt for kunstig - og i hvert fald slet ikke smagte som alt det anden lækre skinke, vi fik i Barcelona. Indtaget under en skinnende sol og skyllet ned med en Heineken, ender de spanske bølgechips alligevel med at hive et lille sekstal hjem, men de var turens dårligste. 
Den sidste pose vidste jeg egentlig godt, at jeg ikke ville elske, men jeg kunne ikke stå for posen. At jeg så endte med at tage et halvdårligt billede af posen klokken fem om natten inden et late-night-frådegilde, behøver vi ikke snakke mere om. Helt simple, franske kartofler er nok den nemmeste variant at sammenligne, og her vinder Taffels klassiske med afstand ned til KiMs økologiske udgave, der dog heller ikke er helt uden evner. Denne udgave når ikke de to andre til sokkeholderne, og selvom Lay's normalt laver fremragende chips, rammer de franske kartofler lidt ved siden af. Seks ud af ti Pringlesrør. 

Ingen kommentarer:

Send en kommentar