søndag den 24. juli 2016

the nights are light until midnight

Min lange sommerferie er blevet lige præcis, som jeg havde håbet på. Efter regnfulde Copenhell, bragte turen til Tyskland solen med tilbage til Danmark, og de sidste par uger har jeg virkelig nydt sommeren i København. I Hellerup genfandt jeg en lille bid af himlen i haven hos Maos Lyst og min veninde - efter at have olieret hele balkonen, spiste vi en velfortjent, lækker frokost i selskab med en kat og en bande ænder. Jeg fik også hilst på papegøjen Gerry igen; det er altså ret specielt at have sådan en størrelse siddende på skulderen.
Denne weekend har jeg været i vandet flere gange - det er virkelig lækkert at bo så tæt på stranden, når der er så varmt udenfor! - og jeg har gået nogle lange ture med gode veninder. Jeg har også genopdaget København som Pokémon GO-jæger; jeg har fundet flere smukke og interessante steder, jeg ikke anede eksisterede - blandet andet Det Kongelige Biblioteks Have - og jeg har set velkendte steder med helt nye øjne. Jeg har også haft mange små samtaler med fremmede, og det plejer ellers ikke ligefrem at være min favoritbeskæftigelse, så jeg hygger mig ret meget med Pokémon GO.
Til allersidst - jeg skal nok lade være med at snakke alt for meget om Pokémon. Men SE lige, hvem der dukkede op i min stue - og så endda på Jimmy-puden! Det andet billede er i øvrigt af mig og min Rapidash, der hedder Fister - vi styrer lige det lokale Gym! Nå, menøøøh... I morgen tager jeg hjem til min far, og så bliver jeg helt automatisk afvænnet lidt. Det er nok meget godt.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar