fredag den 22. juli 2016

this place is on a mission

Jeg har efterhånden været i den sydlige del af Tyskland så mange gange, at jeg burde have lært, at de som udgangspunkt er en kende mere religiøse dernede end vi er i Nordeuropa. Langs vejene støder man på urimeligt mange Jomfru Maria'er og korsfæstede Jesus'er; byerne vrimler med katolsk bling, og vi fandt også endnu et Kalvarienberg. I vores lille by lå også en imponerende stor valfartskirke, der tiltrak pilgrimme fra nær og fjern, og på de små landeveje så vi flere gange deciderede optog (skyndte mig at snuppe et billede gennem den beskidte forrude), der var på vej mod kirken. Uden helt at vide det gætter jeg på, at mange af disse religiøse ritualer i dag gennemføres lige så meget for traditionen og sammenholdets skyld, og hvis jeg boede fast i en lille by i Bayern, ville jeg nok også gå med i sådan et optog til nabobyens kirke.
På et decideret pilgrimsoptog ville jeg helt sikkert heller ikke medbringe min ellers yndige totebag med et omvendt kors og påskriften 'Satan loves you', som jeg havde valgt at tage med på ferie - nogle gange tænker jeg mig altså ikke om, når jeg pakker. Jeg gik hele ferien med billedet vendt ind mod min krop og fik lidt røde kinder, når jeg besvarede de rare lokales 'Grüß Gott' (også selvom det ikke nødvendigvis har religiøse undertoner, men bare er en standardhilsen i den del af landet). Jeg er bestemt ikke selv katolik (eller religiøs i det hele taget), men jeg har heller ikke behov for at genere venlige tyskere, bare fordi jeg synes mit indkøbsnet er sejt. Lesson learned - næste år tager jeg et af mine tredive andre net med i stedet - men jeg burde nok også holde mig fra det her, da tyskerne er endnu gladere for hunde end for religion. (Det er jeg også selv.)

Ingen kommentarer:

Send en kommentar