fredag den 15. juli 2016

what a thing to be a witness to the sunshine

Der var forrygende vejr i Bayern hele ugen. Vi havde ladet regnvejret blive i Danmark, og solen var gavmild med strålerne uden at være helt ulidelig, så vi kunne både overskue byvandringer og badeture. Vores egen by Gößweinstein var ganske beskeden i størrelse, men bød på alle mine yndlingsrekreationsmuligheder; i baghaven var en vandresti, der var et stort og fint selvrensende Freibad - og så var der den mest fantastiske minigolf-bane med dinosauren Ernie og en lille by beboet af marsvin.

Jeg er ualmindeligt glad for at spille minigolf - jeg er bare ikke særligt god til det. Det går rimeligt med det første slag, men jeg er decideret elendig til at putte. Jeg tror ikke, jeg har stået øverst på sejrsskamlen siden jeg var barn, men i sidste uge lykkedes det endelig! Jeg måtte godt nok dele pokalen med min far, og hvis jeg skal være helt ærlig, ville min søster have vundet, hvis hun ikke blev lidt ukoncentreret til sidst. Og min far og jeg brugte så ufatteligt mange slag alligevel, at der måske slet ikke burde have været en vinder. Men det betyder ingenting, for jeg fik min første sejr!
Den varmeste dag var i weekenden, hvor det fine Freibad var helt proppet med lokale på søndagstur. Vi kørte derfor til Fichtelsee, hvor der var lidt bedre plads til os, selvom tyskerne naturligvis også havde søgt ud i naturen. Min søster og jeg savnede lidt de krystalklare bjergsøer længere nede i landet ved Garmisch-Partenkirchen, for efter en kold dukkert i søen, var vi helt orangebrune af alt det okker, der var i vandet. Jeg kunne i hvert fald godt liiiige have brugt en udendørs bruser, inden vi kørte videre i bilen, men det var det hele værd at blive kølet lidt ned. 

2 kommentarer:

  1. Åh, vi to kunne godt tage på ferie sammen, er jeg sikker på Tine :D Jeg elsker også dyreparker og på Göteborgfærgen var jeg lykkelig over minigolfbanen og airhockey. Og på trods af min glæde, lover jeg dig, du ville slå mig i minigolf, no matter what. I sidste måned blev jeg banket 6 gange i pool, jeg kan ikke svømme eller gribe en bold :p Jeg er håbløs! Men more mig, det gør jeg, er heldigvis født uden konkurrence-gen.

    - A

    SvarSlet
    Svar
    1. Haha, fedt, Anne! Jeg er klar på en ferie engang! :) Jeg har en lille smule konkurrence-gen, men ikke nok til at det tager humøret fra mig, når jeg åbenlyst taber igen og igen. (Kun når det er i brætspil. Der vil jeg vinde!) Jeg var egentlig en ganske habil fodboldspiller, da jeg var barn, men i dag ville jeg heller ikke kunne gribe en bold, om det så gjaldt mit liv. :D

      Slet