tirsdag den 2. august 2016

I need those eyes to tide me over

I sidste uge var jeg som sagt et smut i Jylland, men inden jeg nåede banegården i Hobro, stod jeg af i Odense og mødtes med søde Sine. Vi havde en rigtig hyggelig eftermiddag sammen; vi spiste en lækker frokost med efterfølgende gåtur rundt i skønne Odense, hvor vi også besøgte et par meget smukke kirker.  Jeg er lidt træt af, at jeg ikke havde mit kamera med, men jeg vender gerne tilbage engang, for det var virkelig en hyggelig by - og uden kameraet at tænke på, fik jeg i det mindste fanget et par Pokémon. 
Derhjemme fik jeg bunkevis af hundekærlighed fra skønne Silke, der smelter mit hjerte hver gang hun kigger på mig. Denne gang boede der også et andet feriebarn hos min far; nemlig bomuldshunden Bella, som jeg endte med at blive helt glad for. Jeg er ellers ikke så vild med racen, men det kan Bella jo ikke gøre for, og hun var nu en kær lille størrelse. 

Vi fandt også et gammelt fotoalbum frem fra da min mor var barn, og der var så mange fine billeder imellem - her min mor og min onkel på skovtur. Mens jeg var hjemme besøgte min far og jeg også min onkel og tante på campingpladsen i Øster Hurup, som jeg besøgte hver sommer i femten år dengang min mormor og morfar lå fast derude. Det var et super hyggeligt visit med frokost i forteltet og gåtur langs stranden, og jeg kunne egentlig godt lige bruge et par dage i en campingvogn. 

Bella var også med en tur på kirkegården og besøge mor. Den tur kender hun godt, for hendes ejer er min mors gode veninde, der er meget flittig med at stille fine blomster på gravstedet. Det gør mig så glad, at der stadig er så mange, der tænker på hende. 

2 kommentarer:

  1. Tusinde tak for besøget Tine! Det var så hyggeligt at se dig igen, dejligt at høre at du kom godt videre mod Jylland. :-)

    SvarSlet
    Svar
    1. Selv tak, Sine! Det var virkelig en hyggelig eftermiddag. Jeg kommer meget gerne igen engang og ser mere af Odense! :)

      Slet