lørdag den 17. september 2016

the world requires no audience

Denne sommer har jeg genlæst en af de Stephen King-romaner, jeg normalt har i top tre - nemlig The Stand fra 1979. Det var niende gennemlæsning, så vidt jeg husker, og første gang jeg læste den, har jeg ikke været mere end tolv år gammel. Jeg var alene hjemme en hel aften, læste 'Slutspil' som bogen hed på dansk, og så prøvede jeg at lave pulver-bearnaisesauce for første gang. Umiddelbart en relativt simpel kulinarisk øvelse, men jeg nåede aldrig længere end til bernaise-suppe-stadiet, hvilket jeg dog accepterede og spiste alligevel. Derfor tænker jeg altid lidt på The Stand, når jeg spiser Knorrs bearnaisesauce. 

I The Stand udløser en virus med øgenavnet Captain Tripps helvede på jord, og udsletter 99,4% af jordens befolkning i løbet af blot et par uger. Jeg har nævnt det omkring hundrede gange før, men jeg elsker alting postapokalyptisk, og ved denne gennemlæsning var det også beskrivelserne af de øde landskaber og smadrede byer, og når de overlevende rejste rundt alene eller i små grupper, der gjorde størst indtryk på mig. Ellers må jeg desværre konstatere, at jeg ikke er helt så glad for romanen som jeg plejer at være - den er stadig klart i top fem, men der er alligevel nogle ting, der halter. Som det allervigtigste finder jeg det svært at identificere mig med alle eller bare én af de mange hovedpersoner, der alle sammen har unødvendigt mange irriterende karaktertræk. De virker samtidigt lidt daterede, og især kvindesynet halter en anelse set med nutidens skarpe blik, men det er måske også en unfair kritik at give en snart fyrre år gammel bog, for jeg synes normalt at Stephen King er helt eminent til at skrive gode og stærke kvinderoller. 

Den overordnede historie er dog stadig fremragende, og det er en storslået kamp mellem det gode og det onde - næsten så bogstaveligt talt som det kan være. Det onde viser sig denne gang i den helt klart mest interessante karakter Randall Flagg, der er Stephen Kings primære bad guy i mange romaner (han er også über-skurken The Man in Black i The Dark Tower-serien), og som vi altså bliver introduceret for i The Stand. Det gode er personificeret i den tudsegamle, sorte kvinde Mother Abigail, der bor midt i en majsmark, spiller guitar og tror på Gud, og selvom jeg alle andre gange har været klart på hendes side, synes jeg denne gang at hun var lidt irriterende. De overlevende efter influenzaepidemien drømmer enten om Randall Flagg eller Mother Abigail og valfarter fra hele landet til deres opholdssteder, men de overlevende er ikke nødvendigvis gode eller onde mennesker af den grund - og det virker lidt urimeligt at ens fremtidige skæbne afgøres af hvem man drømmer om. 

Kulminationen på historien er ganske tilfredsstillende og bestemt den lange ventetid værd, og jeg er også glad for det faktisk ret lange efterspil. Der er ikke noget værre end historier der slutter lige efter klimaks - jeg vil vide, hvordan diverse afsluttende, skelsættende begivenheder påvirker karakterernes liv, især når romanen er så lang, som den er (min udgave af The Stand er på 1153 sider). Og selvom jeg denne gang ikke er helt lige så begejstret for The Stand, som jeg plejer at være, er det stadig en af de romaner, der har betydet mest for mig i mit liv, og en af de bøger, jeg har læst flest gange. 
Nogle gange føler jeg lidt, at jeg gør Stephen King en bjørnetjeneste ved at insistere på også at anmelde - eller bare nævne - de fremragende romaners tilhørende filmatiseringer. De er ret ofte decideret elendige, ufrivilligt komiske, og i hvert fald overhovedet ikke uhyggelige, hvilket i langt de fleste tilfælde er hovedformålet. Alt dette gør sig desværre også gældende for miniserien The Stand fra 1994, der ellers har flere forudsætninger for succes; en god pose penge, på papiret gode navne OG forholdsvis god tid til at folde sig ud - der er fire afsnit på hver halvanden time. Mick Garris har instrueret, hvilket jeg sjældent plejer at være begejstret for; han er manden bag den elendige miniserie The Shining (altså ikke Kubricks), han fik ødelagt en af mine favoritter Bag of Bones, og han har gjort Desperation så dårlig, at den faktisk er ret underholdende. Stephen King elsker selvfølgelig alt, hvad Mick Garris kaster sig over, og han har også en cameo i The Stand. 

Miniseriens største problem er, at den føles voldsomt dateret. Den er kun 22 år gammel, men den er virkelig ikke ældet med ynde, selvom jeg har svært ved præcis at sætte fingeren på hvorfor. Om det er firserdronningen Molly Ringwalds hovedrolle som den allerede i bogen irriterende Fran (åh GUD, hvor er hun træls - jeg var nødt til at spole over en ellers meget følelsesladet scene, hvor hun sang hele Amazing Grace), eller om det er halvfemserikonet Gary Sinise (der samme år slap lidt bedre fra at spille Lieutenant Dan i Forrest Gump) der ødelægger det for mig, ved jeg ikke helt, men skuespillet fungerer ikke. Jeg har ikke så meget imod klichéfyldt og dateret skuespil i King-filmatiseringer, hvis horroren i det mindste fungerer, men det er heller ikke tilfældet her. Romanen har flere meget ubehagelige passager, men de har ikke fået plads i miniserien, der cruiser let hen over spædbørnsdød og selvmord.

Derudover lider The Stand også under det faktum, at Stephen Kings romaner tit er spækket med lange, beskrivende passager, mange detaljer og indre monologer, og i denne adaption virker transitionen slet ikke, og  historien bliver derfor præsenteret lettere uelegant. Der er ikke plads til nuancer eller den langsomt voksende paranoia, der ellers er et vigtigt element i bogen. Selv ikke min elskede Rob Lowe i rollen som den døvstumme Nick Andros kan redde serien hjem, men selvom jeg ikke har haft ret meget godt at sige om miniserien The Stand, er der stadig et godt stykke ned til de allerværste filmatiseringer. 

Ingen kommentarer:

Send en kommentar