onsdag den 2. november 2016

all of the trees were in light

I går var jeg i Tivoli med to af mine nye venner fra skolen i Roskilde. Jeg har ikke set dem siden vi stoppede for snart tre uger siden, og jeg har faktisk savnet dem mere end jeg lige havde regnet med. Jeg var blevet fan af at have en klasse igen - især fordi der var ret mange søde mennesker i min - og det har været lidt ensomt at gå fra travle skoledage til laaaaange arbejdsløshedsefterårsdage. Mine nye venner var heldigvis klar på en tur i Tivoli, der kører deres fine Halloween-tema ugen ud, og det blev en mega hyggelig dag. 

De er begge to ret unge - den ene er ti år yngre end mig (altså 21), og den anden er en purung sønderjyde på bare 18 år, og jeg hygger mig så godt i deres selskab. Der er sket meget i verden siden min egen teenage-tid, men det er godt at høre, at unge mennesker i Jylland stadig går til halbal og byfester. Han går i øvrigt stadig på skolen (grundforløbet er dobbelt så langt for de stakler, der ikke kan få merit for naturfag og biologi), og det var sjovt at høre lidt sladder om både lærerne og nogle af de andre i klassen. Over en kop varm chokolade fællessørgede vi lidt over, at ingen af os blev kaldt til samtale i København Zoo, hvorefter vi fantaserede lidt om at blive ansat i den samme Netto. Mit ambitionsniveau er dalet betydeligt de sidste par år. 
Den sidste uges tid har nu egentlig været fin nok. Der er kommet lidt mere ro på jobsøgningen, og i denne uge er jeg overhovedet ikke blevet ringet op (efter at have snakket med tre-fire forskellige mennesker HVER dag de to første ledigheds-uger). Det betyder rigtig meget for mig at jeg ikke skal stresse så meget over det, og nu er jeg rent faktisk også begyndt at lede efter jobs, jeg godt kunne se mig selv bestride som mere end blot en nødløsning. 

Ingen kommentarer:

Send en kommentar