søndag den 25. december 2016

I've a pagan tree and a magical wreath

Glædelig jul! Det er sent søndag aften, og jeg er tilbage på Amager hos en lykkelig Jimmy, der var så glad for at se mig, at han savlede lidt. Jeg blev desværre nedlagt af en heftig forkølelse og feber dagen efter min ankomst til Mariager, så julen er ikke helt gået som planlagt, men jeg har nu alligevel hygget mig rigtig meget derhjemme. I år kunne jeg ikke hjælpe med at skrælle kartoflerne til julemiddagen, men fra mit sygeleje på sofaen kunne jeg se på min søsters snaps, at de klarede det meget godt uden mig nede i køkkenet. Jeg kunne ikke klemme mere end en enkelt portion af den lækre julemad ned, hvilket gjorde mig rigtig trist (jeg kunne godt spise en omgang sovs med and nu).

Silke fik lov til at smage på sovsen og var mindst lige så begejstret som os andre, og min mandelgave, som jeg har fundet på Christianias julemarked (but of course) faldt heldigvis i god jord. Igen i år var der en overflod af gaver under træet, selvom vi kun var os tre - vi er nogle heldige kartofler, og jeg fik nogle helt fantastiske gaver. Mere om det en anden gang.

Aftenen fløj afsted, og pludselig var klokken blevet alt for mange, da både min søster og jeg skulle tidligt op i dag og til julefrokost hos vores kæresters familier. Selvom jeg var ved at segne af træthed, havde jeg ikke lyst til at gå i seng, for det var sidste aften med min far og søster i denne omgang. Jeg nyder sådan at være sammen med dem, og jeg ville sådan ønske, at vi boede lidt tættere på hinanden. I dag nåede jeg et par timers hygge i Skive, inden jeg begyndte den lange tur hjem, og nu er jeg kravlet under dynen i sofaen og skal læse lidt i en af mine julegaver. 

2 kommentarer:

  1. Dejligt med nogle hyggelige timer, nu hvor selve aftenen gik lidt i vasken med sygdom - og dejligt, at der var lækre gaver at finde. Jeg er også overvældet over, hvor forkælet jeg endnu engang er blevet (:

    - A

    SvarSlet
    Svar
    1. Vi er vist ret heldige med vores familier, Anne. :)

      Slet