onsdag den 30. marts 2016

the black will be grey and the white will be grey

Langfredag kørte vi til Møns Klint, hvor jeg ikke har været de sidste tyve år. Indhyllet i tåge og med en grå-i-grå farveskala, kunne Møns Klint sagtens være placeret et sted i Irland, for synderligt dansk så det nu altså ikke ud. Men det var meget, meget pænt, og helt bestemt alle 994 trin værd (ja ja, jeg har både talt trin på op-og nedstigningen).
Jeg er vokset op med en meget arkæologi-interesseret far, og til en anden besøgendes store irritation (okay, han var et barn og bare misundelig), spottede vi lynhurtigt både søpindsvin og søliljer på stranden. Vi traskede nok rundt i vandkanten i lidt længere tid end hvad vi normalt ville have gjort, men til sidst lokkede en belønningsflødebolle os alligevel op ad trapperne igen. Møns Klint var fin, og jeg vender meget gerne tilbage en solskinsdag - og der behøver ikke gå tyve år mere. 

mandag den 28. marts 2016

someone above has seen me do alright

Det har været nogle ualmindeligt dejlige påskedage, og jeg tror næsten ikke det ville være muligt at have presset mere hygge ind. Skærtorsdag var det min fødselsdag, og fordi det var en helligdag, kunne jeg fejre den med både min kæreste og min far og søster, der havde taget den lange tur fra Jylland for at besøge os. De havde de fineste gaver med - jeg var ikke så god til at ønske mig noget denne gang, men alligevel sad gaverne som altid lige i skabet. Jeg er især glad for lyskassen og min søsters fine og 'opmuntrende' medicin, der nok skal få mig til at smile hver morgen med småfornærmelser og sangtekster. 

Den røde seddel hentyder til en af de utallige gange, jeg snød min søster da vi var børn. Hos vores bedstemor var en tom silo, hvor vi fik korn, karse og ukrudt (mest ukrudt) til at gro. Jeg opdelte siloen i to sektioner med en række sten, men eftersom jeg var storesøsteren, skulle jeg naturligvis også have et større område. Lige den historie glemte vi faktisk at dele til påskefrokosten i lørdags hos min onkel med mine kusiner og min fætter, men ellers bød aftenen på enormt mange spændende historier om min fars familie, som jeg aldrig har hørt før. Min onkel er syv år ældre end min far, og kan derfor huske nogle andre ting om min bedstemor og bedstefar, og som min kæreste sagde (flere gange, efter et par glas vin), er de historier guld værd. Det er efterhånden blevet en lille tradition at mødes med min fars side af familien i påsken, og det er så hyggeligt. 

Min far og søster kørte hjem i går, og dagen i dag startede med The Walking Dead, som jeg næsten ikke kunne holde ud at kigge på. Nu er det noget med opvask og tøjvask, men jeg har heldigvis en hel bunke snacks til at holde mig kørende, og en belønning i horisonten i form af Tomb Raider-spillet. 

onsdag den 23. marts 2016

don't hold your breath I'm on the move

Det er min sidste dag som tredive-årig! Og jeg skal nok styre mig med alt for meget 'hvor-går-tiden-dog-hurtigt'- snak, men hvor GÅR tiden dog hurtigt! Et år er ikke længere en evighed, åbenbart, og dette år har virkelig haft travlt. Jeg har ikke tid til at gøre status, for om lidt bliver lejligheden indtaget af min far og min søster til påskehygge, fødselsdagsfejring og familiebesøg, men jeg kan da lige nå at bemærke, at jeg ikke er blevet mærkbart mere moden i løbet af det seneste år - jeg synes stadig, at storkesex er sjovt, og det klædte egentlig den marokkanske Svampebob ganske godt med en lille tissemand. Det skulle heller ikke blive i år, at jeg blev intelligent nok til at regulere temperaturen i vores køleskab - jeg ved stadig ikke, om jeg skruer op eller ned for varmen, og jeg er simpelthen ikke interesseret nok til at få det lært én gang for alle. 

mandag den 21. marts 2016

I should know the streets I'm walking on

Efter et par dage i Marrakech var det blevet noget nemmere at finde rundt, men vi havde altså også travet gaderne tynde. Byens seværdigheder er virkeligt smukke og spændende, men noget af det bedste ved vores tur var bare at slentre rundt i gaderne og mærke stemningen. Vejret var fantastisk, og det var skønt at kunne tage forskud på det forår, der så småt er ved at melde sin ankomst i Danmark - selvom der nok lige går nogle måneder, før vi når femogtyve grader her.  
Der blev spillet fodbold overalt - ved en begravelsesplads, ved bymuren, i bjergene, i ørkenen, på store og små baner og med mål lavet af sten, og jeg forstår tiltrækningen. Fodbold er en fantastisk sport, og de seneste par uger i den danske superliga har været ekstraordinært spændende med vanvittige kampe og skandaler på reality-tv-måden. Først svinede en storaktionær i Brøndby klubbens ledelse og cheftræner under et falsk navn (fra sønnens profil!) på en fanside, og så gik det heeeelt galt i Randers, hvor anføreren Christian Keller snuppede holdkammeraten Jonas Borrings kone. Borring er ked af det og har taget orlov, og Keller bliver frosset ud af de andre i truppen. Det er en lortesituation og synd for alle involverede, men helt ærligt også en anelse fascinerende at følge med i. 

AaBs resultater har også været ekstraordinære, men ikke rigtigt på den gode måde. I sidste uge tabte vi... ahem... seks-to til FCK i Parken, og i fredags blev vi bortdømt mod AGF (men spillede også forfærdeligt). I løbet af de sidste fem-seks minutter af dén kamp blev der brændt et straffespark (dem) og scoret tre mål - ét til os og to til dem, desværre, og det sidste endda scoret af deres målmand. Suk. Men vi ligger stadig nummer tre, og hvis vi kan holde den placering resten af sæsonen, er jeg bestemt tilfreds. 

fredag den 18. marts 2016

I thought I'd hate it but now I can't give it up

I 2015 blev vi bombarderet med rækkevis af storslåede dramaserier, der foregik i både vores verden (Rectify og Transparent), i en lidt forvrænget udgave af vores verden (The Leftovers og The Walking Dead) og i en helt anden verden (Game of Thrones). Alle har de været intense og voldsomme, og det har derfor været rart, at året også har budt på en bunke afsindigt platte komedieserier, så man efter et afsnit med en uventet tv-karakters voldsomme død kan slå hjernen fra til dårlige jokes og fjollede punchlines. Jeg er blevet meget gladere for plathed med alderen - som teenager kunne jeg ikke afsky det, men især Will Ferrell (der faktisk optræder ganske kort i to af dagens serier) fik mig omvendt i løbet af mine tyvere. I dag kigger jeg på tre af de bedste fra 2015, nemlig den ganske sjove Welcome To Sweden og den rablende vanvittige Ash vs. Evil Dead, der kun overgås i plathed af den sindssyge The Last Man on Earth. 
Welcome To Sweden er en sød lille komedieserie på to sæsoner, der godt nok er meget langt fra at være det sjoveste derude, men som i kraft af sit indhold måske appellerer lidt ekstra til danskerne. Som titlen antyder, handler serien nemlig om Greg Poehler (ja, Amy Poehler fra Parks and Recs bror!), der siger sit job op og flytter til Sverige for at være sammen med sin svenske kæreste. Det kommer der en del forviklinger ud af - nogle af dem er ganske forudsigelige, men det er stadig sjovt og pinligt.

En af de bedste biroller er Lena Olin som den meget skrappe og bramfri svigermor, der er så typisk storby-svensk, som noget kan blive (forestiller jeg mig). Det vrimler også med seje og oplagte gæsteoptrædener fra Amy Poehler, Aubrey Plaza og Will Ferrell  - samt de helt uventede, men også sjove optrædener fra Jack Black, Neve Campbell(!) og Jason Priestley(!!) Serien fik to sæsoner, men blev taget af skærmen sidste år efter 'craptastically low ratings', som serieskaber og hovedperson Greg Poehler selv formulerede det. Det er en lidt hård skæbne, synes jeg, for jeg var bestemt underholdt så længe det varede. 
Endnu bedre er den helt vanvittige horror-comedyserie Ash Vs. Evil Dead, der er bygget på Sam Raimis kultfilm fra firserne med Bruce Campbell i hovedrollen. Det var nogle af de første gyserfilm jeg selv købte på VHS, og de har været blandt mine favoritter siden. Raimi er stadig bag roret, og Campbell er stadig stjernen af showet, og det er egentlig gået Ash som man kunne forvente - han arbejder stadig i et supermarked, han bor i en trailer, og han er stadig ret glad for damer og platte jokes. (Der refereres ikke til begivenhederne fra den tredje film, hvor Ash rejser tilbage i tiden, hvilket måske er meget godt). En aften er han både fuld og skæv sammen med en scoring, og han læser op fra The Book of the Dead for at imponere hende. Det var ret dumt; nu er ondskaben igen sat fri, og han må modstræbende begynde at rette op på sin fejl.   

Han får to umage sidekicks i den nervøse Pablo (Ray Santiago) og den smukke og badass Kelly (Dana DeLorenzo), og en af modstanderne - faktisk en fysisk  manifestation af det onde selv - er ingen andre end Lucy Lawless, der havde æren af at spille Xena i sin tid (et show, der var liiige lidt for pompøst til mig). Ash mangler stadig den ene hånd, hvilket giver anledning til nogle decideret episke scener med en påspændt motorsav, og der er i det hele taget fart over feltet hele vejen igennem. Jeg var ekstremt godt underholdt, og jeg glæder mig til sæson to. 
The Last Man on Earth er så plat og pinligt, at det af og til næsten gør ondt. For det meste er det heldigvis ret sjovt, og selvom der har været et klart formdyk i anden sæson, blev jeg alligevel positivt overrasket, da jeg opdagede at den ikke sluttede i december - men fortsætter med otte afsnit mere de næste par måneder. Will Forte fra Saturday Night Live er manden bag, og han spiller også den altdominerende og superirriterende hovedrolle, Phil Miller. En forfærdelig virus har gjort det af med (næsten) hele jordens befolkning, og efter at have kørt igennem USA i søgen efter overlevende, må vores helt Phil erkende, at han er den sidste mand på jorden. Billederne afslører, at han hurtigt må komme på andre tanker, men hele setuppet er fremragende - og jeg har jo altid været en sucker for alting postapokalyptisk; om det så er tv-serier, indie-dramaer eller comedy. 

Jeg er ret vild med castet. De fleste kendte jeg ikke i forvejen, hvilket gør en hel del for den dog bevidst uopnåelige troværdighed, men der er også gamle kendinge imellem. Kristen Schaal er forrygende og i rollen som Carol irriterende på en anden måde end Phil; January Jones, som jeg bedst kender fra Mad Men, dukkede lidt uventet op i rollen som den klart mest normale Melissa, og Mary Steenburgen får lov til at flippe lidt ud som den tidligere kok Gail. Det bliver virkelig pinligt nogle gange, næsten grænsende til det ubehagelige, og jeg har af og til samme følelse i maven som under et slemt afsnit af Klovn, selvom hele setuppet i The Last Man On Earth er noget mere absurd. Jeg er dog generelt ret glad for tv, der får mig til at føle noget, så jeg hænger i hvert fald på til de næste otte afsnit. 

torsdag den 17. marts 2016

caught with this virus of my mind

Ting, der optager mig i dag:
1. Min højtelskede Billy Corgan, det bizarre menneske, fylder hele 49 år i dag. Min hjerne insisterer på, at information om mine gamle heltes fødselsdage stadig er relevant, og den syttende marts er altså Billy-dag. 49 år eller ej, når han smiler (og har to Jimmy-lignende katte i favnen), kan han stadig gøre mig helt varm om hjertet - selvom han er kugleskør. Jeg har hørt Smashing Pumpkins hele dagen og sunget lidt for højt med, men Siamese Dream, Mellon Collie and the Infinite Sadness og Adore er stadig tre af halvfemsernes bedste plader. Hell, det er tre af verdens bedste plader. 

2. Vi har fået nye reklameskilte i butikken, og der er stavefejl på. Bagefter klikkede jeg lidt rundt på vores hjemmeside, hvilket heller ikke var en opmuntrende oplevelse. Som reglerne foreskriver, vil der være mindst én stavefejl i denne tekst (og en bunke grammatiske fejl - jeg blander lystigt det nye og gamle komma, og så er jeg, tydeligvis, alt for glad for tankestreger og parenteser), men der er altså også anseelig forskel på størrelsen af målgruppen for min blog og min arbejdsplads. 

3. Min veninde tog til Australien lige da jeg kom hjem fra Marokko, men i dag havde vi tid til at hygge, snakke, udveksle ferieanekdoter og spise pizza fra Piccolo Mondo. På søndag skal jeg gå en tur med en anden veninde, der lige har været i New York, og min tredje veninde er i Thailand. 2016 er startet godt ud på rejsefronten, og om en måneds tid tager jeg afsted igen - denne gang en smuttur til Wien sammen med min søster. Jeg glæder mig til en ægte søstertur, og til at se på flotte heste, storslåede slotte og gamle forlystelsesparker. 

tirsdag den 15. marts 2016

like the ground's not mine to walk upon

Jeg væltede på min cykel i går, og i dag har jeg været noget radbrækket og har enorme blå mærker de mest underlige steder på kroppen. Det var i øvrigt ikke (kun) min skyld. I dag af alle dage (eller, i dag OG næsten alle dage, efterhånden) virkede elevatoren på arbejdet ikke, så jeg skulle slæbe femogtyve kasser op ad trappen og hele vejen gennem butikken - det hjalp ikke rigtigt på ømheden, selvom jeg heldigvis fik hjælp. Min kæreste fik fjernet en visdomstand i går, så vi er i øjeblikket et ret sølle par, og resten af aftenen skal tilbringes i sofaen. 

København er stadig grå og trist, og Marokko var slet ikke færdig med at give endnu, så jeg har stadig et par indlæg i ærmet - dette om den største og mest travle plads i Marrakech, Djemaa El-Fna, som vi kun boede et par minutters gang fra. Om formiddagen må der gerne køre biler og taxaer på pladsen, men ud på eftermiddagen begynder der at blive så fyldt med mennesker, at der ikke længere er plads til køretøjer. Man siger, at pladsen er som taget ud af et eventyr, og her er da også alverdens underholdning - alt fra historiefortællere og musikere til dem, jeg var noget mindre glad for - aberne og slangetæmmerne. Sidstnævnte fik ikke en krone eller et blik fra mig, men jeg kunne udspionere dem og deres klamme hustlermetoder med kameraet fra vores plads på en restaurants balkon med udsigt over pladsen. 
Pladsen er travl om dagen, men den liver for alvor op, når mørket falder på. Madboderne, der om dagen står helt tomme, bliver fyldt med sultne gæster, insisterende tjenere og lækker, billig mad (som jeg ikke kunne overskue at smage - der var simpelthen for kaotisk), og antallet af musikere og gøglere bliver mindst tidoblet. Efter en runde på pladsen (der nemt kunne tage laaaangt over en time) betalte vi gerne overpris for et glas myntete og den fantastisk udsigt på 'vores' balkon, og det var virkelig rart at kunne geare lidt ned og trække vejret ind imellem alt det hektiske. 

fredag den 11. marts 2016

I'm aware of your appeal

Midt i de marokkanske rejseberetninger kommer her en ganske urelateret omgang anmeldelser af chips, for de hober sig virkelig op i øjeblikket, de gode chips, og nu har jeg også over ti varianter fra Marokko jeg skal bedømme. Det ligger mig også meget på sinde at I når at smage de rigtigt gode poser, inden de eventuelt måtte udgå - og dem er der flere af i denne omgang, der er dedikeret til min yndlingsproducent, KiMs. 

Først vender jeg som lovet tilbage til KiMs halvkiksede forsøg på at være ung med de unge, og hvor jeg sidste gang havde fået fat i den uheldige cheeseburger-variant, var denne runde noget bedre, og det største plus var, at begge poser ikke var udformet som snack-chips, men som de meget bedre bølgechips. Pizza-smagen var overraskende gennemtrængende, hvilket næsten altid er et plus, og så var selve chipsen bredbølget og med en perfekt tykkelse. Epic Beef var ovre i noget barbecue, der aldrig har været et hit hos mig, men der var dog en ekstra røget bismag, der gjorde dem helt tålelige. Poserne... Altså, igen burde jeg synes, at de er helt forfærdelige, og det gør jeg også, men jeg må samtidig give dem lidt point for forsøget. Pizzaposen får syv store pringlesrør, mens bøffen trods flyvende køer og Befri Willy-motiv må nøjes med seks. 
Indlæggets egentlige stjerner er de dugfriske nyheder fra KiMs; crunch cut-chips i to varianter - Purløg & Sour Cream samt Læsø Sydesalt, og jeg havde slet ikke regnet med, at de ville være så lækre, som de var. Selve chipsen var ekstra sprød og knasende og vel nok lidt at sammenligne med de også gode sticks, der dog aldrig har så herligt meget pulver på som disse. For mig smagte den grønne pose næsten som de grønne poser plejer at smage - der var ikke den store forskel på purløg og almindelig løgsmag, men den var stadig forrygende. Det er helt klart en ny favorit hos mig, og den får topkarakteren ti/ti pringlesrør. 

Den salte variant havde jeg ikke nær så høje forventninger til, men crunch chipsenes udformning gjorde dem lige lidt ekstra spændende. Jeg ved ikke, hvordan sydesalt fra Læsø skal smage, men de smagte i hvert fald lækkert og heldigvis ikke bare af almindeligt køkkensalt. Jeg er i gavehumør i dag og giver lidt ekstra for den flotte pose, så vi ender på otte ud af ti pringlesrør.  
Franske kartofler kommer fra Taffel. Sådan har det været lige siden min barndom, hvor jeg kan huske dem fra hyggelige juleaftener på min bedstemors gård; med and, brune og hvide kartofler, masser af sovs og et stort fad med lune, franske kartofler. Jeg var derfor lidt skeptisk ved KiMs, men de leverer også et solidt bud på varianten med en kartoffel, der ikke er for grov eller olieret (det må franske kartofler endelig ikke være). De er gode at fråde, og de skraber også et ottetal med hjem. 
Måske er det lidt strengt at slutte af med at anmelde den almindelige havsalt-udgave fra KiMs, når jeg nu lige har rost crunch cut-varianten til skyerne, men jeg havde faktisk købt denne pose først. De er okay, men lidt for salte i længden, og jeg foretrækker dem med en omgang dip. De får et syvtal fra mig, hvilket stadig er en ganske pæn karakter, men KiMs kan vist heller ikke for alvor fejle i min verden. 

torsdag den 10. marts 2016

travel south until your skin turns warmer

Okay, alle mine indlæg handler om Marokko. Men jeg har helt ærligt ikke foretaget mig ret meget spændende siden jeg kom hjem; jeg har mest bare arbejdet og set fodbold og tv-serier. Billederne fra vores roadtrip i Marokko er altså lidt sjovere at kigge på, også selvom jeg ikke nåede den famøse solnedgang i ørkenen. Det første billede har dagens sidste afterglow over sig, mens resten af billederne er taget dagen efter - på en meget, meget tidlig og bidende kold morgen, hvor solen var noget længe om at kigge frem. 
Vi boede i en række små telte placeret rundt om et bål, og det var så fedt at se månen stå op, lytte til lidt berbisk musik live og se nogle af de andre turister danse rundt. Mindst lige så magisk var det at gå lidt væk fra lejren, lægge sig i sandet og kigge på stjernerne og den smukke fuldmåne, og helt fantastisk var det at kunne sige godnat til dromedarerne, der lå trygt og sov i en flok lidt væk fra teltene. Magien forsvandt lidt, da vi skulle sove i de iskolde telte på en stenhård madras med to gamle tæpper over os - der var så koldt, at jeg ignorerede bakteriefrygten og trak tæpperne helt op over mit hoved, men jeg klaprede stadig tænder og sov max et par timer. 
Vi blev vækket meget tidligt næste morgen for at kunne se solopgangen. Vi havde god tid til at se forberedelserne til hjemturen, og jeg benyttede lejligheden til at snakke med en af dyrepasserne. Vi red på dromedarerne i omkring halvanden time hver vej; noget jeg hjemmefra havde været lidt lunken overfor, men som viste sig at være en helt fantastisk oplevelse. Alle dyrene virkede sunde og raske, og deres passere holdt tydeligvis meget af dem. Ham jeg snakkede med ejede selv tre af dromedarerne, og han forklarede, at det selvfølgelig var i deres bedste interesse, at dyrene trivedes, og at de i øvrigt kun havde to ture om dagen.
Jeg kunne derfor tage turen tilbage med god samvittighed, og denne gang red jeg allerbagerst og kunne nyde udsigten og dromedarens vuggende bevægelser i ro og mag. Hele turen var virkelig en helt utrolig oplevelse, og jeg er så glad for at vi gjorde det. Køreturen tilbage til Marrakech var liiiidt lang, men min kæreste og jeg havde byttet plads, og længere fremme i bussen var det lidt lettere at lukke øjnene.