lørdag den 31. december 2016

the world will not stop moving


Her på årets sidste dag deler jeg lige lidt flere julehyggebilleder, for efter jeg kom tilbage til København i søndags, er jeg gået lidt i dvale og har ikke rigtig fået udrettet noget. De sidste dage har jeg stresset vildt og decideret haft kvalme over at skulle starte som elev allerede på mandag, og det kommer nok også til at præge min nytårsaften og dagen i morgen. Jeg er fortrøstningsfuld og spændt, og jeg har aftalt med mig selv, at jeg ikke må drage nogle konklusioner om stedet overhovedet, før jeg har været der mindst et par uger. Alligevel kan jeg ikke kontrollere min krop, der panikker helt vildt og vækker mig med hjertebanken om natten. Sådan er det nok bare.

Vi har ikke nogle fjernsynskanaler herhjemme, så da jeg blev fældet af feber og forkølelse i Mariager, var fjernsynet faktisk glimrende underholdning. Især da jeg fandt DR3 og deres maraton-visninger af SKAM (typisk mig at vælge noget, jeg bare kan se på nettet). Juleaftensdag mandede jeg mig dog op og satte mig ud i bilen, så vi kunne komme på vores kirkegårdsbesøg. Vi kørte også forbi min bedstemors gamle gård, hvor min far er vokset op, og hvor vi har fejret jul adskillige gange. Måske er der en ny familie, der fejrede jul dér i år - men de har ikke haft besøg af nissen, kan jeg se, for han boede i laden - og den har de revet ned. Hos min mor var der lys og dekorationer i lange baner, og hun fik faktisk to julebesøg af os - et i dagslys, og et kort visit selve juleaften mellem andespisningen og risalamanden, og hos min far var der gang i en upassende romance mellem gammelnissen og den noget yngre mus.

I aften skal vi holde en low-key-nytårsaften, hvilket passer mig rigtig godt. Min kæreste og jeg går en tur over på Islands Brygge og fejrer aftenen med vores venner med tvillingebabyerne. Vi har købt sushi og tapas, der skal indtages, når de små piger tillader det, og ellers skal vi bare snakke og hygge os. Det er nytårsaften lige efter mit hoved. Rigtig godt nytår til jer alle!

søndag den 25. december 2016

I've a pagan tree and a magical wreath

Glædelig jul! Det er sent søndag aften, og jeg er tilbage på Amager hos en lykkelig Jimmy, der var så glad for at se mig, at han savlede lidt. Jeg blev desværre nedlagt af en heftig forkølelse og feber dagen efter min ankomst til Mariager, så julen er ikke helt gået som planlagt, men jeg har nu alligevel hygget mig rigtig meget derhjemme. I år kunne jeg ikke hjælpe med at skrælle kartoflerne til julemiddagen, men fra mit sygeleje på sofaen kunne jeg se på min søsters snaps, at de klarede det meget godt uden mig nede i køkkenet. Jeg kunne ikke klemme mere end en enkelt portion af den lækre julemad ned, hvilket gjorde mig rigtig trist (jeg kunne godt spise en omgang sovs med and nu).

Silke fik lov til at smage på sovsen og var mindst lige så begejstret som os andre, og min mandelgave, som jeg har fundet på Christianias julemarked (but of course) faldt heldigvis i god jord. Igen i år var der en overflod af gaver under træet, selvom vi kun var os tre - vi er nogle heldige kartofler, og jeg fik nogle helt fantastiske gaver. Mere om det en anden gang.

Aftenen fløj afsted, og pludselig var klokken blevet alt for mange, da både min søster og jeg skulle tidligt op i dag og til julefrokost hos vores kæresters familier. Selvom jeg var ved at segne af træthed, havde jeg ikke lyst til at gå i seng, for det var sidste aften med min far og søster i denne omgang. Jeg nyder sådan at være sammen med dem, og jeg ville sådan ønske, at vi boede lidt tættere på hinanden. I dag nåede jeg et par timers hygge i Skive, inden jeg begyndte den lange tur hjem, og nu er jeg kravlet under dynen i sofaen og skal læse lidt i en af mine julegaver. 

mandag den 19. december 2016

I need to save some dough

Jeg er officielt helt juleklar! Alle gaver er købt, pakket ind og pakket ned; julepynten er kommet frem på amagerhylden og er krøbet op i planterne, og så er der også flyttet en lille julegepard ind i sofaen. Jeg har brugt aaaaalt for mange penge - ikke bare på gaver, men også på voldsomme mængder varm chokolade med flødeskum, cafékager og gaver til mig selv - men det har været det hele værd, for jeg er for alvor kommet i julestemning. I morgen drager jeg vestpå til familiehygge, afslapning og god mad, og snart kan jeg nok se tilbage på den mest vellykkede december i mange, mange år. Igen - det har været helt perfekt at have så meget tid til at se mine venner, købe julegaver og bingewatche SKAM for fjerde gang. 
Weekenden har også stået i julehyggens tegn; fredag aften bød på gløgg og æbleskiver på Nørrebro hos en tidligere kollega, og det var en af de bedste aftener længe. Lørdag besøgte vi en veninde, der holdt afskedsfest inden hun tager et semester i Edinburgh, og i går var jeg et smut på Islands Brygge til min venindes fødselsdag. Eneste lille irritationsmoment ved weekenden var da jeg i går aftes kom i tanke om, at jeg stadig skal søge to jobs om ugen - det er ved at blive liiiidt af en udfordring at finde relevante jobs at søge, når jeg nu trods alt skal starte på min praktikplads om præcis to uger. 

fredag den 16. december 2016

but I know I could stay here all night

Siden sidst har jeg råhygget med en håndfuld af mine gode venner. Det er virkelig storartet pludselig at have så meget tid til gode aftaler, og jeg prøver at udnytte det til fulde, inden jeg om lidt over to uger (gisp!) starter på Panum. I søndags var jeg i Botanisk Have (hvor alle billederne er fra, obvs.) med tre gode venner, som jeg har kendt i over ti år, og eftersom det er sjældent vi alle fire ses, havde vi rigtig meget at snakke om. Kaktus og grønne planter var den perfekte kulisse, og da vi blev trætte af at gå, spiste vi en lækker frokost på en hyggelig café. Jeg fik en rugbrødssandwich med fiskekaker, og tænkte lidt på Noora. 
Tirsdag gik jeg en lang tur på Christiania med den veninde, jeg mødte i min sorggruppe efter min mor døde. Vi snakker efterhånden sjældent om alt det svære, der bragte os sammen i første omgang, hvilket er ganske naturligt og meget befriende. Der er stadig plads til det, men denne gang snakkede vi mest om SKAM, og jeg var lykkelig for endelig at finde en veninde, der nørder det lige så meget som mig. Jeg lytter til den her mindst ti gange om dagen i øjeblikket, og jeg bliver lige rørt hver gang. 
I går aftes var min kæreste og jeg på helvedestur til Fields for at købe julegaver til hele hans familie. Det virkede totalt uoverskueligt, men endte faktisk med at blive en helt hyggelig tur. Indkøbene var relativt hurtigt overstået, og vi sluttede turen af med middag på en ikke-center-agtig restaurant på toppen af Fields. Jeg fik rullesteg, bernaisesauce og parmesan-fritter og var lidt i himlen. 

I dag var jeg en tur på Frederiksberg med min veninde fra skolen. Vores ærinde må forblive en hemmelighed lidt endnu, men bagefter nåede vi også lige en tur omkring Christianias julemarked, der bød på alt fra fint, håndlavet keramik til ret bizarre kuriositeter som udstoppede fugle beklædt med bling-smykker. Vi håndhævede også vores tradition med at drikke en kop varm kakao med flødeskum, og så vendte vi støvlerne mod Amager, hvor vi bor ét minut fra hinanden - meget fattigere end vi startede dagen, men også glade og tilfredse. 

Hele weekenden har jeg også gode planer, og allerede på mandag tager jeg til Jylland. Life is good. 

lørdag den 10. december 2016

you're where dreams go to die

Nu har jeg egentlig haft det ret godt længe, og hvis dagen i går er det værste, december måned har at byde på i år, er jeg sluppet ganske billigt. Liiiidt træls var det dog at komme igennem dagen, der bød på:

1. Indkøbstur i Fields. Jeg ved ikke, hvad jeg tænkte på - jeg kan tage i Fields anytime, og alligevel vælger jeg at gøre det en fredag eftermiddag i december. Havde trætte ben og et tomt, stirrende blik efter en halv time. 

2. Overvejelser om tøjstørrelser. Jeg var på udkig efter en ny vinterjakke, og jeg har fået strenge ordrer fra min søster om ikke at købe for stort tøj, så jeg prøvede gladeligt jakker i størrelse M i H&Ms prøverum. I Zara fandt jeg den perfekte jakke og tog klog af skade en størrelse L med til prøverummet - og kunne på ingen måde lukke den over brystet. Klip til fem minutter senere, hvor jeg køber samme jakke i størrelse XL og tillader mig at være irriteret over Zaras idiotiske størrelser.  

3. Oprydning efter Jimmy, der havde lavet røvskrabet rundt i hele lejligheden. Det sker heldigvis sjældent, for det er såååå klamt.

4. Ærgelse over den nu meget rene plet på vores usandsynligt beskidte gulvtæppe i gæsteværelset. Overvejer at spraye hele gulvet med gulvrens. 

5. En meget trist fodboldkamp, hvor AaB i årets sidste kamp tabte til Horsens. Det har virkelig været en skidt halvsæson, og jeg må tilslutte mig koret, der ikke er tilfreds med Lars Søndergaard.

Hverken Jimmys eskapader eller den rene plet på gulvtæppet fortjente at blive foreviget, så billederne er af det ekstremt uhyggelige bamsetræ, der står i mit kvarter. 

onsdag den 7. december 2016

holding our tears as we flip the album


I dag bliver det lige en repost fra min instagram:

"I dag har jeg manglet og savnet min mor i hele fire år. Ligesom min søster @mette.bm, ville jeg også ønske, at jeg kunne snakke med min mor om alt det, der sker i mit liv lige nu. Jeg er sikker på, at hun ville være SÅ glad på mine vegne, og det er lidt specielt at jeg lige i dag har fået tilsendt min uddannelseskontrakt fra Panum. I dag savner jeg hende lige lidt ekstra."

tirsdag den 6. december 2016

no, you can't stay mad at the setting sun

Jeg kan ikke rigtigt huske, hvornår jeg sidst har haft sådan en god start på december måned. Det er mere end ti år siden, i hvert fald, og det skyldes utvivlsomt, at jeg ikke arbejder i FONA længere (eller en hvilken som helst anden butik i juletiden). Min kæreste og jeg gik hånd i hånd på Strøget i fredags; spiste en absurd lækker cheesecake i Bertels Salon, og var endda til julemarked på Højbro Plads, hvilket vi aldrig tidligere har kunnet overskue. Selvom det nok aldrig bliver vores favoritbeskæftigelse at slentre op og ned af Strøget, gør det bare en kæmpe forskel, at hvert eneste menneske ikke er en potentielt irriterende kunde. Man begynder virkelig at tvivle på det gode i mennesket, når man står i butik i december, men i år går det som sagt meget bedre, og jeg er så glad for, at jeg ikke helt har mistet evnen til at komme i julestemning. 
Efter kagespisning og gåtur afleverede jeg min kæreste i Tivoli, hvor han skulle til julefrokost med sit nye arbejde. Jeg fortsatte selv vores date og skiftede bare min kæreste ud med en af hans venner - og så fik jeg endelig set Fantastic Beasts & Where to Find Them i biografen. Jeg havde så absurd lave forventninger til den film, at jeg faktisk blev ganske positivt overrasket - for nej, det er bestemt ikke et mesterværk, men der er (for det meste) den rigtige Harry Potter-stemning, og skabningerne var ret seje. (Mindre tilfreds er jeg med det faktum, at magi åbenbart var meget vildere og mere effektfuld i New York i 1926 end i England halvfjerds - firs år senere, men det er jo bare nørderi.)

I søndags lokkede en god veninde og tidligere kollega mig og et par andre med i biografen igen - denne gang for at se sci-fi-storfilmen Arrival i Empire. Heller ikke her havde jeg store forventninger, da vi havde hørt lidt dårligt om den fra andre tidligere kollegaer (det er både godt og skidt at være og arbejde med filmnørder), men også den overraskede mig positivt. Bevares - det er ikke verdens bedste eller mest nyskabende film, men jeg var godt underholdt og kunne godt lide den sproglige vinkel. Bagefter drak vi en øl og spiste flæskestegssandwich hos BRUS, og vi kunne slet ikke tage os sammen til at tage hjem, for det er så længe siden vi sidst var samlet. Det er det eneste minus ved at være kommet videre fra FONA - jeg savner og mangler mine kollegaer og venner i hverdagen. 
Dagene har også stået på 3 x babybesøg hos de skønne piger, der blev født i sommer, og det var en stor fornøjelse at overvære starten på grødfasen. De små piger er for alvor begyndt at have personlighed, og jeg er så glad for at kunne følge lidt med på sidelinjen. (Det passer mig stadig rigtig godt at kunne nusse og dikke og holde - og aflevere baby tilbage igen, når hun eller jeg synes det er nok.) Jeg har også gået en laaaang tur på Christiania med min veninde fra skolen, og da vi slet ikke var færdige med at snakke efter gåturen, drak vi en kop varm kakao på Nemoland.

Jeg får dagslys i massevis, hvilket har en ufattelig indvirkning på mit humør. Selvfølgelig betyder det også ekstremt meget, at der er kommet styr på min fremtid, og at jeg er kommet væk fra mit stressende job, men det er stadig ufatteligt for mig, at solskin og dagslys betyder så meget for mig. Det fik jeg så godt som ingenting af sidste år, hvor jeg arbejdede når der var lyst, og sov solen væk på mine fridage. Hurra for dagslys og december-overskud!

torsdag den 1. december 2016

let me live in shadows of your words

Jeg har brudt min kronologiske gennemlæsning af Stephen Kings værker for lige at genlæse horrorromanen 'Cell' fra 2006. Jeg faldt pludselig over filmen, der er indspillet i 2014, men som jeg overhovedet ikke har hørt om, og jeg ville gerne læse bogen igen før jeg så filmatiseringen. I Cell følger man comic book-writeren (en ganske lille afvigelse fra den sædvanlige forfatter-hovedperson) Clayton, der befinder sig i Boston under 'The Pulse' -  et altødelæggende signal, der pludseligt og aggressivt spredes via mobiltelefoner og forvandler deres brugere til zombie-agtige, vanvittige dræbere, der overfalder alt omkring sig. Det er en af de mest intense åbningsscener jeg nogensinde har læst i en bog, og der er generelt et højt tempo de 350 sider igennem, hvilket er lidt atypisk for King, der normalt elsker de laaaange beskrivelser af både byer og personer. 

Clay slipper væk fra det værste kaos, men er desperat efter at finde sin søn hjemme i Maine (but of course), og han slår sig sammen med den sympatiske Tom og den unge teenager Alice på vejen. King excellerer igen i at skrive relaterbare karakterer i alle aldre, og selvom man aldrig når at komme helt ind under huden på dem alle, virker deres handlinger og reaktioner ganske naturlige i en forrykt verden. 'Zombierne' i Cell kaldes phoners, og de er ikke helt så uintelligente som den klassiske zombie, ligesom de heller ikke virker helt uden for rækkevidde. Deres floktendenser gav mig oprigtigt kuldegysninger, og der er nogle ret heftige, eksplicit ulækre scener, når vores venner kommer i karambolage med dem - det er længe siden jeg har oplevet King skrive horror på den måde, og jeg er vild med det. 

Alt i alt er jeg faktisk ret glad for Cell. Jeg behøver vel snart ikke sige det, men verdens undergang er et af mine favoritemner i litteratur og på film, og Cell er langt hen af vejen et godt alternativ til de sædvanlige scenarier.  Der er lidt paperback, hurtig-krimi over historiens opbygning, men det fungerer langt hen af vejen. Til sidst må jeg dog sige, at slutningen trækker kraftigt ned i mit samlede indtryk af romanen. Ingen spoilers, men jeg hader den. 
Som trofast Stephen King-fan lærte jeg ret hurtigt ikke at forvente meget af bøgernes adaptioner til det store lærred. Af og til er det dog svært at lade være med at få forhåbningerne op, og da jeg pludselig faldt over filmatiseringen af Cell, der var fløjet fuldstændig under min radar, blev jeg faktisk helt begejstret. Jeg er som sagt ret glad for Cell, og med castingen af John Cusack og Samuel L. Jackson (der havde et fedt samspil i en sjældent vellykket King-film, 1408) kunne det vel ikke gå helt galt. Det undrede mig dog lidt, at jeg slet ikke havde hørt om filmen - men det skulle ret hurtigt vise sig hvorfor. 

Filmen er ELENDIG. Den havde så meget potentiale, men det blev på ingen måde indfriet i dette usammenhængende kaos af en overflødighed. Jeg så filmen sammen med min far, der er lige så stor Stephen King-nørd som jeg er, men selvom han altså også har læst bogen for nogle år siden, fattede han ingenting af filmen - og jeg gjorde næsten heller ikke. Hvis man ikke har bogen frisk i erindringen giver filmen slet og ret ingen mening; essentielle scener er klippet ud, og det er absurd, at den overhovedet er blevet udgivet. Det er en skam, og ikke engang Cusack og Jackson kan redde dette makværk - de har simpelthen bare et ekstremt ringe screenplay at arbejde ud fra, og kun et minimum af den dialog, der gjorde romanen god.

Filmens eneste formildende omstændighed er brugen af Trololo-sangen i en af nøglescenerne, der faktisk også ender med at blive lidt uhyggelig, hvilket var lidt uventet i en så dårlig film. Alt i alt er det dog en af de værste King-filmatiseringer, jeg nogensinde har set, og det siger altså ikke så lidt.