søndag den 29. januar 2017

I'm gonna look out the window of my color tv

Siden jeg begyndte på arbejde for fire uger siden, har jeg ikke rigtig orket aftaler og ballade, men nu er overskuddet begyndt at vende tilbage, og jeg har allerede fået set fire af mine gode veninder den sidste uges tid. Inden da gik mine aftener dog med tv-serier i meget forskellige genrer, og jeg har faktisk været positivt overrasket over den generelt høje kvalitet i de serier, jeg lige har set de første sæsoner af. 

Allerede før jul afsluttede jeg anden sæson af den helt vanvittige, meget over-the-top comedy horror-serie Scream Queens. Jeg er lidt ked af at indrømme det, men jeg er virkelig vild med det. Måske ikke så overraskende, når man ser navnene på mændene bag - det er nemlig Ryan Murphy og Brad Falchuk, som jeg elsker for at have skabt American Horror Story. Med Emma Roberts i front som Chanel #1; lederen af Kappa Kappa Tau-sorority'et på et amerikansk universitet, er der virkelig lagt op til upassende jokes og en karismatisk karakter på skærmen, og det er både alt for meget og samtidig lige tilpas. Emma Roberts har off-screen et ret turbulent forhold til min drømmemand Evan Peters - lige nu er de vist nok forlovede igen, og selvom jeg virkelig ikke går op i celebrity couples normalt (ok, jeg kan heller ikke stå for Chris Pratt og Anna Faris), varmer det mit hjerte. 

Der er blod, teenagepiger og high-pitched screaming i lange baner, og selvfølgelig er selve horror-dronningen Jamie Lee Curtis også med. Hende har jeg altid haft et lidt anstrengt forhold til, men i sin rolle som den sex-hungrende og amoralske dekan Cathy Munsch, spiller hun på alle fordomme, og gør det faktisk helt forrygende. Det bliver endnu bedre i sæson 2, da hun åbner et nedlagt hospital, der naturligvis er seriens nye location. Uhyggeligt er Scream Queens ikke, men det er sjovt, bizart og fjollet, og jeg har været ret godt underholdt.  

Lady Dynamite er noget af det mest sindssyge tv, jeg nogensinde har set, og der skulle lige gå et par afsnit eller tre før formatet gav mening for mig, men så blev jeg også totalt hooked på denne komedie-perle, der er (meget) løst baseret på komikeren Maria Bamfords liv. Før kendte jeg hende bedst som en enormt dygtig voice-actor, der har lagt stemme til karakterer i flere af mine favoritserier; Adventure Time, BoJack Horseman og American Dad, og så har jeg set hende i et par gæsteroller i både Louie og Arrested Development, men her er hun den altoverskyggende hovedperson, og det klæder hende virkelig. For fem-seks år siden blev virkelighedens Maria Bamford indlagt flere gange på psykiatrisk afdeling, og er blevet diagnosticeret med både bipolar II og OCD, og dette mentale sammenbrud er et stort omdrejningspunkt i Lady Dynamite, hvor Maria Bamford spiller en eller anden version af sig selv - det er temmeligt meta. 

Lady Dynamite er instrueret af Mitch Hurwitz, der også stod bag netop Arrested Development, og uden at sammenligne i øvrigt, har begge serier den samme friske, modige tilgang til humor, der går lige til grænsen - og også gerne over den. Her slipper serien afsted med at være grov, fordi de mest grænseoverskridende ting bliver sagt af den enormt sympatiske Maria, der især kommer til at være voldsomt fornærmende i sine forsøg på at være politisk korrekt over for diverse minoritetsgrupper. I Lady Dynamite har jeg grint af seriøs psykisk sygdom, medicinbrug, selvmordsforsøg, ekstremt upassende tanker (hun kalder sine OCD-tanker for Unwanted Thoughts Syndrome, og de helt vanvittige tankemønstre man kan bevæge sig ud i, er beskrevet spot-on), sange om sæd og ikke mindst hendes hunde, hvoraf den ene snakker ligesom Werner Herzog, er virkelig sjove. Man kan sammenligne showets overgearethed med en anden Netflix original, Unbreakable Kimmy Schmidt - det er overskruet og hysterisk, men det virker rigtig godt inden for de rammer, serien har skabt. Jeg er ret sikker på, at Lady Dynamite ikke er for alle, men hvis man først overgiver sig til seriens univers, har man tolv sjove og rørende afsnit i vente. Jeg glæder mig meget til sæson 2. 
Sidst, men ikke mindst har jeg set den første 'rigtige' sæson af High Maintenance. Det er teknisk set seriens syvende sæson, da der siden 2012 er udgivet 19 korte, såkaldte webisodes på Vimeo over seks 'sæsoner', men i år voksede serien sig altså større med seks længere afsnit på HBO, og det hele er bestemt et kik værd. High Maintenance er skrevet, instrueret og produceret af ægteparret Ben Sinclair og Katja Blichfeld, og førstnævnte er også seriens hovedperson - den unavngivne 'The Guy', der cykler rundt i New York og sælger pot til sine faste kunder. Serien er en række af små sjove og rørende indblik i kundernes hjem og liv, og der er ikke nogen væsentlig kronologi over afsnittene, der introducerer nye karakterer hver gang.

TV-serien har et par karakterer med fra webisoderne, men er ellers bygget sådan op, at man sagtens kan 'nøjes' med at se den. Og historierne er virkelig gode - der er stor diversitet i karaktererne, der spænder over alt fra hippieveninder til stressede kokke, irriterende fag-hags, en fitness-freak, en social media-obsessed journalist, kinesiske flaskesamlere og ikke mindst den søde hund Gatsby, der lige er flyttet til byen med sin ejer, der er en Trump-tilhænger fra the Midwest. Dialogen er knivskarp og realistisk, og man bliver lynhurtigt investeret i de korte historier, der for det meste er finurlige og sjove, men også kan være ganske triste. Fælles for dem alle er, at de bliver behandlet med stor respekt, og de serveres med en umiddelbarhed og lethed, der fungerer særdeles overbevisende. Med et ganske lille budget har High Maintenance fundet et format, der fungerer, og det er et fint portræt af New York og de mennesker, der bor i den.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar