fredag den 3. februar 2017

remember when I was so strange and likeable

Observationer og oplevelser fra den sidste uges tid:

 - I tirsdags var jeg til Tegan and Sara-koncert. Når man tænker på, hvor meget jeg var oppe at køre over at hilse på dem for tre år siden, har jeg ikke glædet mig ret meget til denne koncert, og den nyeste plade har jeg kun hørt et par gange, da den er exceptionelt ringe, desværre. Men så fik to af mine veninder og tidligere kollegaer også billet, og vi endte med at have en rigtig god aften, der startede med et par øl og gode snakke på et værtshus inden koncerten startede på VEGA. Lyden var ikke perfekt, men sætlisten var tæt på at være det - i de første 65 minutter spillede de ikke et eneste nummer fra den nye plade, men derimod et hav af klassikere og de bedste fra den forrige plade. Og de er så søde og fantastiske og lækre, og selvom det ikke er ligesom i gamle dage, vil jeg altid tage ind og se Tegan and Sara, når de besøger Danmark. 

 - Jeg får stadig ikke taget billeder. Ville f.eks. gerne have delt et billede fra koncerten, men I må i stedet nøjes med et ganske usponsoreret billede af Jimmy og den goodiebag, jeg fik til ham i Kvickly. Der er som sagt ingen reklame over det, og han gad da heller ikke æde vådfoderet, men han var ret vild med de forskellige snacks. 

 - I samme ombæring må Pokémon-spillet igen påtage sig sin del af skylden for de manglende billeder, for selvom jeg slet ikke spiller så meget som i sommeren og efteråret, finder jeg stadig telefonen frem, når jeg går en tur. For et par uger siden fangede jeg endelig den sidste Pokémon jeg manglede fra første generation - lortefuglen Porygon, for de indviede - men nu er der kommet nogle nye, og nu mangler jeg igen TO. Det er dejligt frustrerende. (Og jeg er altså level 33, så det er ikke fordi, jeg ikke har spillet nok...)

 - Fik dog lige taget et enkelt billede af Rosenborg Slot set fra Botanisk Have, da jeg gik fra mit arbejde på Nørrebro ind til Nørreport den anden dag. Jeg har cyklet et par gange mere siden sidst, men når jeg forfalder til at tage metro og bus om morgenen, plejer jeg at gå noget af vejen hjem om eftermiddagen for at få lidt lys og frisk luft hver dag.

 - I dag har jeg lært en forsker at tage kæbeblod på mus. Optur! Det var en vild oplevelse at fortælle og demonstrere noget, jeg først selv har fået helt styr på i denne uge, men det gik rigtig godt. Mit arbejde er egentlig noget mere teknisk krævende og avanceret end jeg havde regnet med, men det er bestemt kun positivt, og jeg er glad for, at jeg ikke kun skal skifte kasser og aflive mus. 

Ingen kommentarer:

Send en kommentar