fredag den 10. marts 2017

your eyes must do some raining if you are ever going to grow

Jeg har endnu engang fået bekræftet, at jeg er havnet på en rigtig god arbejdsplads. De har foræret os nye elever en hel uges ferie til afholdelse inden 1. maj, og tre af de dage snupper jeg nu, så jeg kan holde en god lang, forlænget weekend hos min far i Jylland. I mine ti år i FONA og som studerende har jeg været meget priviligeret i forhold til at kunne planlægge spontane rejser og Jyllandsbesøg (og noget mindre priviligeret på andre områder...), men nu har jeg en helt almindelig, 37-timers arbejdsuge som de fleste andre, og pludselig havde jeg ikke set min far siden jul. 
Så nu sidder jeg med en cola på sofaen i stuen i mit barndomshjem; solen brager ind ad vinduerne, og jeg er ualmindeligt godt tilpas. Om lidt går jeg op på mit gamle værelse og fortsætter oprydningen - jeg er gået i gang med et evighedsprojekt, der virkelig har grebet om sig. Min mors kreative projekter havde hjemme på mit gamle værelse, og selvom jeg flere gange har haft fyldte poser med garn og halvfærdige strikkeprojekter med over til en veninde i København, bliver der ved med at dukke nyt op. Først blev jeg lidt ked af at finde flere halve sokker og en kvart cardigan, men hvis jeg skal være helt ærlig, tror jeg ikke det var hendes sygdom og død, der bremsede projekterne - jeg tror bare, at hun synes det var lidt sjovere at gå i gang med nye strikkeopskrifter end at færdiggøre de gamle. Den tankegang kender jeg godt. Hver gang jeg finder en lille post-it med notater om antal masker og farver i hendes håndskrift, bliver jeg helt varm indeni. Den skrift ville jeg kunne genkende alle steder. 
Oprydningsprojektet tager også lidt længere tid, fordi jeg nærmest svømmer rundt i nostalgi.  Min mor har virkelig gemt ALT. På det første billede er en (stor) sæk fyldt med stofrester, og jeg kan huske alle mønstre og motiver fra min barndom. Især den tynde, blå strimmel med aberne gav et fint lille stik i hjertet, men hvad hun nogensinde havde tænkt sig at bruge det til, ved jeg ikke. I går aftes havde jeg tiltrængt besøg af min barndomsveninde, og hun fik sækken med hjem til sine piger til diverse småprojekter. Måske får de samme oplevelse ved at se et blåt stykke abestof om tyve-tredive år. De fik også min ret store samling af hoppebolde, som jeg ikke anede, at jeg stadig havde, men som stod gemt i nogle juledåser med kattemotiv. Det fine julepynt min søster og jeg har lavet, blev dog sirligt pakket ind igen - det kan jeg ikke nænne at smide ud, selvom det er mange år siden det har været fremme.

Frem for alt er det rigtig dejligt at mærke min mor på den her måde. I min helt nye hverdag i København kan hun godt føles lidt langt væk af og til - det er langt fra alle mine veninder, der nåede at møde hende, og da hun døde, var dyrepasserdrømmen netop dét - en utopisk drøm, jeg ikke havde planer om at forfølge. Herhjemme er hun over det hele - hun er stadig med i alle rum, men på en ganske stilfærdig måde, der hverken er trist eller dominerende. Huset er på ingen måde et urørligt monument over min mors liv, og min far har flyttet en del rundt og fjernet den allermest tøsede indretning, men man kan helt bestemt stadig mærke hende. Og det er virkelig, virkelig rart. 

2 kommentarer:

  1. Ih hvor dejligt et indlæg Tine - for et par år siden ryddede vi op i gamle stilehæfter og skolebøger, hvor der lå sedler, små noter og andet sjovt.

    - A

    SvarSlet
    Svar
    1. Tak Anne - det er nemlig noget af det bedste at finde gamle skatte. :)

      Slet