fredag den 16. juni 2017

she's the kind I like to flaunt and take to dinner


Da jeg lige var fyldt 18, tilbragte jeg et par påskedage i en mikroskopisk hytte på en campingplads på Djursland. Jeg var i selskab med tre efterskolebekendtskaber fra året før -  i dag har jeg virkelig ingen idé om, hvorfor lige netop vi fire havde fundet på at tage i hytte sammen, for vi var virkelig en umage samling mennesker - men det gjorde vi altså. Det var et par dage fyldt med de helt store snakke om livet, lidt for mange øl, og en introduktion til det særdeles tilforladelige euforiserende stof poppers.

Jeg ved ikke, om det var rusmidlerne eller forårsvejret, men jeg blev i hvert fald lidt småforelsket i en af de andre piger - paradoksalt nok en tidligere værelseskammerat, som jeg på skolen blev så meget uvenner med, at vi endte med at kaste tallerkener efter hinanden før jeg flyttede ind på et andet værelse. Men et år er lang tid når man er teenager, og nu havde vi fundet ud af, at vi egentlig ret godt kunne lide at snakke sammen. Jeg tog derfor ikke imod et lift til Århus, for jeg ville hellere hoppe på en bus til Ebeltoft sammen med mit nye crush. Vi vinkede farvel til de andre og traskede langsomt mod bussen; vejret var fantastisk, og vi havde ikke travlt med at komme hjem, så vi var helt indstillede på at vente en times tid. Men det var påske, og der kom slet ikke nogen bus.

Min nu-ikke-helt-så-meget-dødsfjende og jeg besluttede os for at blaffe, hvilket jeg aldrig i mit liv kunne drømme om at gøre alene. Det har absolut intet at gøre med en skræk for at blive voldtaget og dræbt, men alt at gøre med min aversion mod at tale med fremmede mennesker. (Af samme grund tager jeg aldrig en GoMore - og ser det mere som et nødvendigt onde end en luksus, hvis jeg bliver nødt til at tage en taxa alene.) 

Der gik ikke ret længe, før en autocamper med et midaldrende ægtepar holdt ind til siden. Vi blev tilbudt et lift, og fandt hurtigt os selv siddende helt sammenklemte og fnisende ved et lille sofabord i campingvognsdelen. Manden sad overfor os, og lige så snart motoren startede igen, bragede Tom Jones ud af højttalerne på en helt uhørt høj lydstyrke. Og han skruede ikke ned, men kiggede bare på os. Det var tyve akavede kilometer med først 'She's A Lady', efterfulgt af 'What's New Pussycat' og selvfølgelig 'Sex Bomb', og det var så højt, at vi slet ikke kunne tale sammen. Det blev aldrig for alvor weird, og vi var i stedet tæt på at bryde sammen af grin flere gange inden vi uden et ord blev sat af i Ebeltoft.

Nu kan jeg ikke høre Tom Jones uden at tænke på den dag, men det er da heldigvis gode minder jeg forbinder med ellers ufattelig elendig musik. I sidste uge spillede 'She's A Lady' i radioen imens jeg kønssorterede mus, og siden har jeg ikke kunnet kigge en hunmus bagi uden at have den sang kørende i hovedet. Og det gør jeg alligevel en hel del gange i løbet af en dag. Det ender med, at mine lettere bizarre associationer til 'She's A Lady' bliver erstattet med andre, lidt besynderlige minder fra mit arbejde. Og nu har jeg faktisk dedikeret et helt blogindlæg til et Tom Jones-nummer. Det havde jeg alligevel aldrig set komme. 

4 kommentarer:

  1. Jeg élsker radioværternes valg til jeres road trip, åh, hvor er det dog morsomt :D

    - A

    SvarSlet
    Svar
    1. Det var faktisk ikke radioværter, men bare manden, der sad overfor os - han var ret glad for Tom Jones. :D Det var ret akavet.

      Slet
  2. fantastisk indlæg! flere teen tine-historier. <3 musikassociationer er de bedste.

    SvarSlet
    Svar
    1. Haha, tusind tak! Og ja, du har helt ret. <3

      Slet