søndag den 16. juli 2017

I already found what I was looking for

5. SKAM sæson 4
Det er strengt at bruge et billede fra tredje sæson af SKAM, når det er fjerde sæson, der er blevet vist i år. Men det er også strengt af mig kun at give SKAM en femteplads, når serien nu har været så vigtig for mig lige fra sæson et. De første par sæsoner så jeg i ét stræk og skrev lidt om dem her, men tredje og fjerde sæson har jeg set i realtid med daglige klip, chats og instagram-posts. At se tredje sæson på den måde var en helt vanvittig intens oplevelse, og var det den jeg skulle anmelde, lå SKAM på en klar førsteplads på denne liste. Ligefrem livsændrende har det måske ikke været (ro på, kvinder på +40 i Kosegruppa), men jeg har sjældent været så investeret i en serie.

Fjerde sæson havde Sana som hovedperson, og det har været et ret fint indblik i en verden, jeg ikke kender ret meget til. Jeg har ingen muslimske veninder, og selvom det selvfølgelig ikke er meningen, at Sana skal repræsentere alle Norges unge, muslimske kvinder, er hun en ung, muslimsk kvinde, der pludselig får plads til at fortælle sin historie. Desværre synes jeg ikke helt, at Iman Meskini (endnu) kan bære en hovedrolle, ligesom jeg samtidig ikke fandt manuskriptet helt lige så stærkt som tidligere, og flere gange i løbet af denne sæson har jeg - i modsætning til før -været meget bevidst om, at det ’bare’ er skuespil. SKAM er dog stadig en af de bedste ungdomsserier, jeg nogensinde har set, og selvom jeg virkelig gerne havde set en Vilde-sæson, synes jeg det er en ganske fornuftig beslutning at stoppe på toppen. 
4. Better Call Saul sæson 3
Breaking Bad introducerede den noget alternative og opfindsomme advokat Saul Goodman, der gentagne gange hjalp Walter White med at hvidvaske penge, holde sig ude af fængslet og med at skabe tvivlsomme forretningsforbindelser mellem ham og andre små(og stor-)kriminelle. Efter Breaking Bad blev en kæmpesucces, besluttede Vince Gilligan sig heldigvis for at malke videre på universet, og skabte en prequel i form af serien Better Call Saul. Serien har nu kørt i tre sæsoner, og fortæller historien om hvordan den enormt sympatiske advokat Jimmy McGill (Bob Odenkirk) udviklede sig til den mere kyniske og udspekulerede Saul Goodman (et ordspil på It's all good, man). Det giver mig næsten ondt i maven at vide, hvordan det kommer til at gå med ham senere, for man har virkelig heppet på ham de tre sæsoner igennem. Alle odds er imod ham, og han træffer også ind imellem nogle helt tåbelige valg, men som udgangspunkt er han altså et virkelig godt menneske, der har måttet kæmpe lidt hårdere end de fleste med at få sine drømme til at gå i opfyldelse.

I de første par afsnit af Better Call Saul blev der lagt op til en lidt lettere og mere komisk tone end Breaking Bad, men der har ikke været så meget at smile af i denne sæson tre. Serien har i stedet udviklet sig til at være en virkelig stærk dramaserie, og Vince Gilligan har medbragt alt det gode fra Breaking Bad - det er en vanvittigt god historie, den er eminemt flot filmet, og så giver den sig goooood tid til at skabe nogle interessante karakterer, som jeg er blevet ret investeret i. Jeg er især meget, meget glad for partneren - både arbejdsmæssigt og privat - Kim (spillet af smukke Rhea Seehorn), og jeg kan næsten ikke bære, at hun ikke er med i Breaking Bad, for det tegner ikke så godt for parrets umiddelbare fremtid. Sæson tre endte med en gigantisk cliffhanger, men der kommer heldigvis en sæson fire næste år. 
3. The Handmaid's Tale sæson 1
Årets bedste overraskelse har været den dystopiske The Handmaid's Tale, der er en adaption af Margaret Atwoods roman af samme navn fra 1985. Jeg har (endnu) ikke læst bogen, men serien har været vidunderligt mørk, barsk og spændende. Historien foregår i en ikke så fjern fremtid, hvor USA på rekordtid har været igennem borgerkrig og et succesfuldt kupforsøg, - det er nu teokratiet Gilead, hvor kvinder reelt er frataget alle deres rettigheder og af mænd inddelt i forskellige kategorier. Vores hovedperson (Mad Men's Elisabeth Moss) er titlens handmaid - en af de få kvinder, der stadig er i stand til at føde børn, og hun lever under slavelignende forhold hos kommandøren Mr. Waterford (Joseph Fiennes) og hans kone, der ikke selv kan få børn. Camoufleret af adskillige ritualer, bibelvers og ceremonier er egentlige voldtægter af de fertile handmaids, og man sidder i det hele taget ofte med en klump i halsen og en lille smule kvalme, når man ser, hvad de stakkels piger bliver udsat for. 

2. The Leftovers sæson 3
The Leftovers blev efter bare to sæsoner en af mine all-time yndlingsserier, og jeg sluttede min tidligere lovprisning af serien af med en bekymring for, om denne tredje og sidste sæson kunne leve op til de første to. Jeg startede faktisk også sæsonen med at være en anelse skeptisk, for de første par afsnit var bare mærkelige, og jeg havde svært ved at se, hvor historien skulle føre os hen. Det ville være synd at sige, at det blev mindre mærkeligt hen mod slutningen af serien (der skete nogle seriøst vanvittige ting), men på det tidspunkt havde jeg forlængst overgivet mig til den helt særlige stemning og historiefortælling, og de sidste par afsnit er igen noget af det smukkeste tv, jeg nogensinde har set. Justin Theroux og Carrie Coon har en unik kemi på skærmen, og selvom man skulle holde tungen lige i munden for bare at kunne følge lidt med til sidst, blev det aldrig prætentiøst og opskruet. Jeg har set sæsonen to gange for at få det hele med, og det bliver ikke sidste gang, jeg ser The Leftovers. En kæmpestor anbefaling herfra. 

1. The Walking Dead sæson 7
Min førsteplads kommer jeg nok til at stå ret alene med, men jeg er stadigvæk fuldstændig opslugt af zombieserien (der efterhånden handler forsvindende lidt om zombier) The Walking Dead. Tidligere fans er forlængst stået af, men jeg synes kun serien bliver bedre og bedre for hver sæson, ligesom skuespillet også er gået fra at være liiiidt karikeret og B-filmsagtigt til at være lige så godt og overbevisende som i de bedste dramaserier. Jeg læser også tegneserierne, og har derfor med både bekymring og spænding set frem til introduktionen af superskurken Negan, der har fyldt meget i denne syvende sæson, og han er heldigvis perfekt castet i den ellers ganske sympatiske Jeffrey Dean Morgan, som jeg aldrig kan se på med samme øjne igen. Selvom jeg havde fået handlingen spoilet for mig selv, var første afsnit af denne syvende sæson noget af det mest emotionelle og voldsomme tv jeg nogensinde har set, og jeg får stadig kuldegysninger af at tænke på scenen på ovenstående billede. De fleste serier er forlængst udtjente efter syv sæsoner, men The Walking Dead er kun blevet mere spændende, dramatisk, rørende og fedt med tiden, og det bekymrer mig slet ikke, at producerne siger vi kun er halvvejs. Realistisk set får serien nok ikke lov til at køre ti år endnu, men der er altså rigeligt materiale i tegneserierne, og jeg vil i hvert fald sidde klistret foran skærmen, så længe serien kører. 

Det var afslutningen på min meget subjektive liste over de bedste tv-serier i det første halvår af 2017. (Og lur mig om jeg ikke laver en tilsvarende ved årets slutning). Jeg mangler helt sikkert nogle gode serier på listen - blandt andet har jeg sendt kærlige blikke efter Taboo, Santa Clarita Diet, David Brent: Life on the Road, Feud og Big Little Lies, men jeg kan jo ikke nå det hele. Hvis jeg er gået glip af verdens bedste serie, må I dog gerne lige sige til.

2 kommentarer:

  1. Haha pjat med dig - selvfølgelig har SKAM værey fuldstændig livsændrende og har hjulpet dig med at finde dig selv som 45 årig m!

    SvarSlet
    Svar
    1. Haha! Ja, du har selvfølgelig helt ret. Åh, Kosegruppa. <3

      Slet