mandag den 3. juli 2017

I'm not surprised but I never feel quite prepared

Jeg har kickstartet min sommerferie med en forlænget weekend i Århus, hvor jeg lige er kommet hjem fra. Meget mere om det senere, for ugen op til min ferie bød også på flere nævneværdige øjeblikke. 


I sidste weekend var jeg til udendørs bryllup ved Karens Minde i Sydhavnen. Vielsen var mindeværdig på flere måder - som billedet fortæller var der hardcore regn under hele seancen, og de opstillede pavilloner var intet match mod så store mængder vand. En af bænkene kollapsede, og syv bryllupsgæster endte i det våde græs - heldigvis uden de helt store konsekvenser. Og ud over en hidsig ambulance og en irriterende helikopter, dukkede der minsandten også en studentervogn op midt i en salme. De unge mennesker ville SÅ gerne være med til at fejre brylluppet, og havde lidt svært ved at forstå, at det ikke var verdens bedste idé. Alle tog heldigvis udfordringerne med et smil - også brudeparret og præsten - og det hele endte heldigvis som det skulle. 

Hele vinteren og foråret har jeg lovprist den nye cykel-og gangbro Inderhavnsbroen, der gør min cykeltur til arbejdet på Nørrebro både meget smukkere og lettere. Jeg er stadig meget glad for den (selve udformningen af broen kan diskuteres, jeg er mest taknemmelig for det faktum, at der er en bro), men sommerens komme har virkelig lagt en dæmper på begejstringen. Det er kun en lille irritation at skulle vente på passerende skibe - straks værre er den helt absurd store mængde turister, der går rundt med hovedet under armen på både Nyhavn og på broen. På cykelstierne, vel at mærke. Jeg har dagligt nærdødsoplevelser, når jeg i myldretiden prøver at navigere mig frem gennem horder af kinesere og usikre cyklister, men jeg har lært at acceptere, at jeg lige må sænke forventningerne til menneskeheden i de syv minutter det tager at nå Christiania.

Jeg cykler også dagligt forbi Kunsthal Charlottenborg, hvor der lige nu er en udendørs udstilling af kunstneren Ai Weiwei bestående af mere end 3500 redningsveste fra flygtninge, der er kommet i land på den græske ø Lesbos. 
Hver dag på arbejde har jeg det rimelig vildt over, at min dagligdag er fyldt med prøveglas og laboratorier. Indtil for halvandet år siden havde jeg har aldrig tvivlet på, at jeg ville finde arbejde inden for humaniora-feltet, og jeg kan stadig ikke forstå, at jeg på mit næste skoleophold skal lære om avl og genetik, og ikke 'Dyresymbolik og mytologi i Günter Grass' Hundejahre' (faldt lige over min BA-opgave i tysk den anden dag. Det er en helt anden verden.) Heldigvis er jeg begyndt at finde biologi mindst lige så interessant som tysk og filmhistorie, og nu får jeg lov til at kigge på nuttede rotteunger hver dag, hvilket jeg tænker ville have været en udfordring, hvis jeg var blevet f.eks. gymnasielærer. 
I sidste uge måtte jeg også sende min også Kinder-elskende søster et ganske voldsomt billede. I bussen fandt jeg et ensomt og uønsket Kinderæg, og jeg kunne næsten ikke bære den ufattelige tragedie. Jeg har bearbejdet sorgen ved i dag at købe en pose Kinder Schoko-Bons, som jeg kan inhalere i aften mens jeg er alene hjemme og skal flade ud på sofaen med Jimmy i fodenden og en Studio Ghibli-film på skærmen. 

Ingen kommentarer:

Send en kommentar