torsdag den 13. juli 2017

it's best this mess is part of the plan

Her følger anden del af min meget subjektive liste over de bedste tv-serier, der er løbet over skærmen i det første halvår af 2017. Denne gang har jeg fundet plads til lidt flere titler, da jeg har skrevet indgående om de fleste før, og ikke vil kede jer med gentagelser. Derudover er det bare lidt federe at ende med en top fem, frem for en top seks eller syv. Har I nogle bud på de fem bedst placerede?
14. Unbreakable Kimmy Schmidt sæson 3
Tredje sæson af denne vanvittige Netflix-komedieserie buldrer afsted i et lige så hæsblæsende tempo som sine to forgængere, og der er stadig skruet helt op for karikerede karakterer og en overflod af gode og dårlige jokes. Under alt det fjollede gemmer sig faktisk en række ganske stærke kvindefigurer; selvfølgelig med den ukuelige Kimmy i spidsen, der i denne sæson starter på college, og må navigere rundt mellem alle former for privilegier og fordomme. Hun er så naiv og åben i sin tilgang til andre mennesker, at jeg i hvert fald ikke finder det over stregen, når hun stadig ikke heeelt ved, hvordan hun skal omgås minoritetsgrupper - tredje sæson af Unbreakable Kimmy Schmidt får  også en anbefaling med herfra, og jeg er glad for, at serien er blevet forlænget med endnu en sæson. 


13. The Last Man on Earth sæson 3
Phil Tandy måtte hurtigt sande, at han langt fra var The Last Man on Earth, og nu har serien efterhånden tre sæsoner på bagen. Historien har naturligvis kun udviklet sig i endnu mere vanvittige retninger siden første og anden sæson, og det er stadig ikke helt så problemfrit som man skulle forestille sig at leve i en helt mennesketom verden. Serien er stadig afsindig plat, men er samtidig begyndt at belyse noget mere alvorlige emner - January Jones' Melissa (nok min favoritkarakter) lider af en voldsom omgang PTSD, Gail er efterhånden noget alkoholisk og var ved at møde sit endeligt i halvsæsonens afslutning, og det er begyndt at gå op for de to gravide kvinder, at fødsler ikke altid sker helt smertefrit eller uden komplikationer. 18 afsnit pr. sæson er i overkanten, og jeg ved ikke, hvor længe serien kan blive ved med at holde niveau, men 
The Last Man on Earth er en af de mest uforudsigelige komedieserier lige nu, og (spoiler!) sæsonafslutningen introducerede en helt ny karakter spillet af Kristen Wiig, så jeg satser stærkt på, at fjerde sæson også bliver underholdende. 

12. The Path sæson 2
Anden sæson af dramaserien om livet i sekten The Meyerist Movement kunne ikke helt leve op til det høje spændingsniveau fra første sæson, men en lang række gode skuespilpræstationer og en stadig interessant historie trækker op. Jeg har skrevet om den her.

11. New Girl sæson 6
Sidste år skrev jeg om de første fem sæsoner af New Girl, og nu har sjette sæson også været sendt. Sidste afsnit i sæsonen blev lavet med det udgangspunkt at der ikke ville komme mere New Girl - at serien siden er blevet forlænget med en kort sæson otte, ændrer ikke på det ret fine afslutningsafsnit. Jeg vil ikke komme med nogen spoilers, så jeg har egentlig ikke så meget at tilføje til sidste års indlæg - det er stadig hyggeligt at følge med i vennernes liv. 

10. The Americans sæson 5
Femte sæson af The Americans var endnu en hæsblæsende affære, selvom man aner en anelse metaltræthed i krogene. De første tre sæsoner var fremragende, og fjerde sæson holdt også et relativt højt niveau, og det er imponerende, at et spiondrama stadig kan holde min opmærksomhed efter fem sæsoner. Philip og Elizabeth Jennings (spillet helt eminent af Matthew Rhys og Keri Russel) spionerer stadig for moderlandet Sovjetunionen, men tvivler i denne sæson mere end nogensinde på vigtigheden af deres missioner, og de begynder for alvor at sætte spørgsmålstegn ved de konsekvenser deres dobbeltliv har for familien. Samtidig ser vi lidt mere til deres børn - parret har været nødsaget til at fortælle den ældste, teenageren Paige, at de altså ikke bare arbejder på et rejsebureau og er helt almindelige, kedelige forældre. Familiens problemer og udfordringer er måske lidt ud over det sædvanlige, men det er dynamikken imellem dem ikke, og The Americans er stadig et helt specielt og nuanceret familieportræt. Der kommer en sjette og sidste sæson næste år, og jeg glæder mig til at se, hvordan serieskaber Joe Weisberg får afsluttet historien. 
9. Girls sæson 6
Det er ikke nogen hemmelighed, at jeg er ret glad for Girls - jeg har tidligere skrevet om serien her, og fjerde sæson her. Der er åbenbart en del, der har været skuffede over denne sidste sæson af Lena Dunhams comedy-drama om fire selvoptagede veninder i tyverne i New York, men jeg synes serien bevarede sit høje niveau hele vejen igennem. Og nu spoiler jeg altså lidt - men jeg synes det er så modigt at lade pigerne glide fra hinanden, i stedet for at please publikum med en tårevædet genforeningsseance. Og så kan det godt være, at jeg personligt havde håbet på et andet udfald for Hannah, men jeg synes stadig, at Girls er noget af det fineste og mest troværdige tv, der er lavet de sidste mange år. 
8. Master of None sæson 2
Jeg var noget spændt, da jeg blev præsenteret for Aziz Anzaris helt egen comedy-dramaserie Master of None, da jeg indtil da kendte ham bedst som den kække Tom Haverford fra Parks and Recreation. Master of None endte dog med at overraske mig særdeles positivt som en langt mere seriøs og velskrevet serie end forventet, og anden sæson fortsætter, hvor første slap. 
Den starter i Italien, hele første afsnit er i sort/hvid, det er på én gang prætentiøst og selvironisk, og det er simpelthen så godt. Anzaris karakter Dev cykler rundt i byen, lærer at lave pasta fra bunden og fyrer hæderlige italienske fraser af, alt imens han prøver at komme sig over sit knuste hjerte. Pengene rækker dog ikke evigt, og efter hjemkomsten til USA må han tage et job som vært på det ikke ligefrem finkulturelle show 'Clash of the Cupcakes', og Dev har i det hele taget stadig lidt svært ved at få livet til at flaske sig, som han gerne vil. Der er ikke nogen struktureret, overordnet storyline i Master of None, og nogle afsnit er nærmest som små, selvstændige kortfilm uden nogen relation til resten af serien. Det er en forfriskende tilgang til den traditionelle komedieserie, og anden sæson var faktisk lige end tand bedre end første. 

7. Portlandia sæson 7
Det er helt ufatteligt, at jeg ikke har fået anbefalet Portlandia (øverste billede) tidligere, da Carrie Brownstein og Fred Armisen laver satire lige efter mit hoved. Serien har efterhånden imponerende syv sæsoner bag sig, og man skulle egentlig tro, at det ville være rigeligt til et sketch-show omhandlende Portlands quirky og hipster-prægede befolkning, men det er stadig virkelig sjovt og relevant. Armisen og Brownstein spiller selv de fleste roller, men har gennem årene fået selskab af en imponerende række gæstestjerner; der er alt for mange at nævne, men det er alle sammen skuespillere og musikere, jeg rigtig godt kan lide. De fleste har kun en enkelt optræden, men Kyle MacLachlan har en hysterisk morsom tilbagevendende rolle som Portlands borgmester (Portlands rigtige borgmester er i øvrigt også med, som assistent til MacLachlan...) Ej, SE lige hans hyldestsang til Portland her!    

Portlandia slutter desværre næste år efter ottende sæson. Det er ellers virkelig sjældent, at en komedieserie stadig kan holde så tårnhøjt et niveau efter så mange år, men for min skyld kunne Portlandia lave tusind sæsoner mere - jeg skal nok kigge med. Jeg kan heller ikke udelukke, at jeg laver et lidt længere hyldestindlæg til serien en anden gang, for det er en overset perle, der burde nå ud til mange flere mennesker. 

6. Adventure Time s. 8
Sidste serie i denne omgang er min elskede Adventure Time, der godt nok allerede er i gang med sæson ni, men som afsluttede sæson otte i februar med den forrygende miniserie-i-serien Islands, der gav os længe ventede svar om mennesket Finns fortid. Jeg har underligt nok ikke dedikeret et helt indlæg til Adventure Time på bloggen endnu, men vi er store fans herhjemme, og har både puslespil, tegneserier, kalender og figurer stående. Selvom jeg er ualmindeligt glad for Svampebob Firkant, overgår Adventure Time alle andre animationsserier i niveau, og det er uden sammenligning den mest intelligente, rørende, voldsomme og spændende børnetegneserie, jeg nogensinde har set. (Den er nok mest for store børn, dog... Og voksne, selvfølgelig, men altså uden perversiteter ala BoJack Horseman, Rick & Morty og American Dad.)

Ingen kommentarer:

Send en kommentar