onsdag den 5. juli 2017

my feet just led the way


Jeg startede min sommerferie med en forlænget weekend i Aarhus (ja ja, jeg skal nok begynde at kalde det Aarhus nu, selvom det for mig kan sidestilles med at kalde København for Copenhagen), hvor min kæreste og jeg besøgte nogle af vores venner. Jeg er født i Aarhus, men vi flyttede da jeg var bare et år gammel, og selvom der var et års tid i slutningen af folkeskolen hvor jeg frekventerede Aarhus og dens musikforretninger og genbrugsbutikker flittigt, har jeg aldrig for alvor lært byen at kende, da jeg hurtigt begyndte at interessere mig for København. Min kæreste har boet der i fire år og viste gladeligt rundt, og vores venner havde tips til alt det, der er sket i byen siden min kæreste flyttede. Vejret var fremragende, og Aarhus viste sig fra sin bedste side. 

Vi startede dagen ved Dokk1, der er havnens nye varemærke og byens nye bibliotek og kulturcenter. Det er et imponerende bygningsværk med en udendørs terrasse, der byder på fire spændende og flotte legepladser - noget jeg bed mærke i, da vores venner havde deres tre søde børn på elleve, seks og tre år med. Her gad jeg godt sidde med en god bog fra biblioteket, der også var rigtig lækkert indrettet. 
Frokosten blev indtaget hos Aarhus Street Food i de gamle busgarager ved rutebilstationen, og jeg kan lige så godt sige det med det samme - jeg kan slet ikke få armene ned. Her i København er jeg ret begejstret for det tilsvarende koncept på Papirøen, og Aarhus' udgave byder naturligt nok på et mindre antal boder, men der er til gengæld meget mere plads! Vi besøgte stedet en lørdag i rush hour med fremragende vejr, men det var stadig overkommeligt at finde et bord til os alle syv, og ikke mindst få købt ind fra lige så mange forskellige boder, uden at stå i kø i halve og hele timer.

Jeg havde lyst til det hele, men endte med en menu fra Super Bao, hvilket jeg bestemt ikke fortrød. Flæskestegssandwichen fra Stegen og Dellen skulle også være helt eminent, og der var også en omgang fish & chips fra Danyar, som jeg har lovet mig selv at vende tilbage til engang. 

Mætte og tilfredse sendte vi familien tilbage til middagslure, badmintonspil og aftensmadsforberedelser i deres lækre have, og så fortsatte min kæreste og jeg vores sightseeing præcis 7.6 kilometer mere. Vi gik rundt i solskinnet uden noget egentligt mål i sigte, tog en pause ved åen og gik videre mod Botanisk Have, der var endnu en positiv overraskelse. Det er strengt at lave endnu en sammenligning med København, for her vinder Aarhus igen med flere længder, for hvor er haven - eller parken - dog stor og smuk. Derudover er deres væksthuse også lige noget federe end Københavns, og jeg var især glad for at se de mange kaktusser. Måske ser jeg ikke helt lige så glad ud på kaktus-billedet som på å-billedet, men det skyldes, at vi i mellemtiden var løbet på en af min kærestes bekendte (som jeg ikke havde mødt før), der tredive sekunder inde i vores tilfældige møde valgte at spørge mig, om jeg var gravid. Super. Jeg troede naivt, at der efterhånden eksisterede en generel konsensus om, at man ikke spørger, med mindre kvinden vitterligt er ved at gå i fødsel. Det var lige ti minutters nedtur, men jeg kom hurtigt over det, og satte glad og tilfreds en kæmpe bøf, to pølser og ufattelige mængder bernaisesovs til livs, da vi kom tilbage til en solbeskinnet have og en duft af grill. 

Ingen kommentarer:

Send en kommentar