søndag den 23. juli 2017

the love for what you hide

Når jeg er på ferie i Tyskland har jeg altid de samme tre erklærede mål for turen; at finde en badesø, at besøge en dyrepark og at vandre rundt på en stor kirkegård. For ikke at efterlade jer i ulidelig spænding kan jeg afsløre at ja, jeg besøgte også en dyrepark, men mere om det en anden gang. I turistmagneten (forståeligt nok) Rothenburg ob der Tauber lå denne fantastiske kirkegård i udkanten, og jeg fik heldigvis lokket familien og hundene med på opdagelse en solbeskinnet eftermiddag, og dermed blev et af mine mål opfyldt på bedste vis. 
Tysklands kirkegårde er som udgangspunkt noget mere prangende end de danske - hvad enten de er katolske eller ej. Der sidder ofte et fint portrætfoto på gravstenen, ligesom man også tit kan afkode afdødes beskæftigelse ved kunstfærdigt udførte pensler, bøger, heste og musikinstrumenter på graven - det flotteste eksemplar jeg fandt var fra en cirkusdomptør, der havde en stor elefant på sin gravsten.  
På Alter Friedhof i Rothenburg satte jeg især pris på de mange træer og buske, der selvfølgelig blev holdt i skak, men som alligevel har fået lov til at vokse sig store og flotte. Samme princip gælder på gravstederne, hvor der hersker en tydelig orden og struktur i det, der ved første øjekast virker en anelse kaotisk. Den tankegang tiltaler mig virkelig, og hellere lidt for mange blomster end for få. 
En formiddag begav min far, min søsters kæreste og jeg os på en otte kilometer lang vandretur i skovene tæt på hvor vi boede. Vi ville egentlig bare have taget en lille tur, men vi så både harer, kronvildt og spor efter vildsvin, og da der pludselig også var et skilt, der pegede mod en for os ukendt jødisk kirkegård, måtte vi naturligvis undersøge sagen nærmere. Stor var min sorg derfor, da kirkegården var aflåst(!), for den så lovende ud gennem gitteret. Forstå mig ret - jeg har stor respekt for de døde, når jeg besøger deres sidste hvilested. Jeg lader mig overvælde af historien om de her mennesker, der levede for så længe siden, og jeg synes det er dybt fascinerende at se, hvordan deres efterladte har valgt at mindes dem. I det her tilfælde var der desværre ofte ingen efterladte, da et skilt fortalte om hele familier, der mistede livet under 2. verdenskrig. 

2 kommentarer:

  1. Ærlig talt var det vel far der fandt cirkusgravstedet :D

    SvarSlet
    Svar
    1. Ja ja, okay så. 'Det flotteste eksemplar MIN FAR fandt...' lyder bare ikke helt lige så sejt, vel?

      Slet