søndag den 13. august 2017

nothing makes sense when the waves roll through

Jeg har tilbragt min weekend på Refshaleøen til Haven Festival sammen med resten af København. I sidste uge købte vi lidt spontant billetter til festivalen, der har brødrene fra The National og Claus Meyer som bagmænd, og det var virkelig også det vildeste hipsterforetagende, jeg nogensinde har oplevet. Det er kærligt ment, men det var altså lidt sjovt at kunne vælge mellem økologiske hotdogs med torsk og musling og en enkelt japansk kødbolle til 75 kroner (lavet af Johnny Spero, ja ja) - og skylle det ned med enten en pale ale eller en pilsner, der smagte umiskendeligt af en pale ale. Køerne var for lange til både mad og toiletter, lyden fra scenerne var ikke fantastisk og vejret var skidt, men jeg har alligevel haft en virkelig dejlig weekend med gode venner; Meyer's flæskestegssandwich og den sydamerikanske anretning på billedet var værd at vente på, koncerterne holdt et ret højt niveau trods lydproblemer, og en regnjakke hjalp på den værste irritation over vejret.

Jeg var ikke for alvor oppe at ringe over programmet, men jeg endte alligevel med at få et par ret gode koncertoplevelser. Jeg havde glædet mig mest til Conor Oberst; min teenage-obsession jeg tidligere har skrevet om her, og han indfriede bestemt mine forventninger. Han spillede også adskillige Bright Eyes-numre, blandt andet 'Something Vague' som jeg elsker, og som resulterede i bølger af kuldegysninger hos mig hele sangen igennem. Han har haft et par hårde år, efter en forstyrret fan anklagede ham for voldtægt - hun trak senere alt tilbage, men det har ændret meget for ham, og han er tydeligt blevet ældre på de tre år der er gået, siden jeg så ham sidst. Det kan godt gøre mig lidt ked af det - jeg ved godt, at jeg overhovedet ikke kender manden, men jeg har virkelig obsesset over ham i mine unge år, og det er svært at slippe helt. Der er et helt nyt, dybdegående interview med Conor Oberst lige her.

Min første Ice Age-koncert var bedre end forventet, bagefter overraskede fine Lisa Hannigan mig positivt med sin flotte stemme, og så havde vi en fest med Iggy Pop, som jeg har været så heldig at se en gang før. I fredags var han endnu mere i topform, og det var fedt at skråle med på alle klassikerne, mens hovedpersonen spjættede rundt på scenen i bar overkrop og med mikrofonen i bukserne. Lørdag var Perfume Genius det klare højdepunkt, og måske også festivalens bedste koncert - Mike Hadreas leverede en sand pragtpræstation, der kulminerede med den formidable Queen. Resten af aftenen druknede desværre lidt i regnen, men Den Danske Strygekvartet var fine; Liss var... ikke lige mig, og The National nåede vi ikke, men det er ikke noget stort tab for mit vedkommende. Alt i alt er jeg ikke voldsomt imponeret af festivalens afvikling, men jeg havde alligevel et par gode dage i dejligt selskab, med lækker mad og fin musik. Og det er svært at sige nej til en festival, der ligger et kvarter væk på cykel, så mon ikke jeg vender tilbage næste år. 

Ingen kommentarer:

Send en kommentar