lørdag den 23. september 2017

and ya feel yourself shrinkin'

Trods min skoletravlhed kan jeg faktisk også se tilbage på et par uger der har været fyldt op med gode aftaler, biografture og koncerter, og jeg er helt overrasket over hvor stort et overskud jeg har haft i begyndelsen af dette efterår. I går var jeg til en lidt skuffende koncert med Forest Swords på Jazzhouse, i morgen skal jeg mødes med mine gymnasieveninder, og i dag skal jeg skrive opgave om rottens sanser og mindes den eftermiddag, hvor jeg hyggede mig med to venner og miniatureslik fra Japan . 
En af mine venner er blevet gift med en rigtig sød pige fra Japan. Hun er leveringsdygtig i noget af det mest bizarre slik, jeg nogensinde har set - selv tilforladelige bolcher var pakket ind med billeder af blomster og katte - og størst indtryk gjorde de pakker med 'nudler' og 'sushi', der krævede en ret dedikeret og koncentreret arbejdsproces, der mest af alt gjorde én lidt bekymret over at skulle indtage mærkelige pulverarter. Her kan man se en video af den absurd lange proces med at lave nudelsuppen øverst, og sushien tog mindst lige så lang tid. Det var simpelthen så skørt, men også ret hyggeligt, og selvom det hele smagte enormt kunstigt, var det ikke decideret dårligt. Jeg fik også en nuttet vinkekat forærende, og vi grinte længe af det absurde, dovne æg Gudetama, der er en af Japans yndlingsfigurer. Det var en rigtig god dag, og min ven har lovet at tage flere mærkværdige slik-udformet-som-mad-produkter med hjem til os. 
Jeg har også været en tur på rockmuseet Ragnarock i Roskilde med min veninde, der arbejder på festivalen lige ved siden af. Jeg kan se den flotte bygning fra min skole og har længe haft lyst til at besøge den - det blev en søvnig tirsdag eftermiddag, hvor vi var så heldige at have stedet næsten for os selv. Hele udstillingen er ret interaktiv, hvilket jeg normalt er lidt skeptisk omkring, men jeg synes der er flere gode løsninger og mange dragende knapper på Ragnarock. Den kæmpestore, roterende pladespiller er ikke til at stå for, og det var perfekt at ligge på den, glo op i loftet og snakke lidt om gamle dage. Det var også den helt rigtige veninde jeg havde med, for hun kendte mig dengang radioprogrammet Det Elektriske Barometer betød riiiiigtig meget for mig, og selvom det er en historie til en anden dag, blev jeg virkelig glad og enormt nostalgisk over at se et helt hjørne dedikeret til programmet. Jeg kan sagtens anbefale et besøg på Ragnarock, men jeg ville nok prøve ligesom os at ramme en dag, hvor man ikke skal vente på at komme til de forskellige ting i udstillingerne. 

6 kommentarer:

  1. Kæft, hvor er den noget fint og cute emballage :O

    God weekend, Tine.

    - K

    SvarSlet
    Svar
    1. Det var slet ikke til at stå for! Jeg er vild med nuttede, japanske ting!

      Tak! Håber din weekend har været lige så god som min. :)

      Slet
  2. Ahahaha, hvor er Gudetama dog sjov! :D Jeg er dybt facineret af hvor underligt det er, og alligevel hvor utroligt underholdende jeg synes det er samidigt :D

    SvarSlet
    Svar
    1. Gudetama er noget af det mest besynderlige, jeg nogensinde har set. Og det er jo ikke en obskur undergrundskarakter - ægget er kendt og elsket over hele Japan! :D

      Slet
  3. Jeg vil også ha noget med Gudetama!

    SvarSlet
    Svar
    1. Ja, jeg kan sagtens forestille mig, at du kunne finde sympati for Gudetama! :D

      Slet