søndag den 17. september 2017

I thought there was a virtue in always being cool


Fire ugers skolegang ud af fjorten er nu overstået, og helt overordnet føler jeg mig ret godt tilpas i skolen. Det har hjulpet gevaldigt på holdsammensætningen i klassen at alle nu HAR en elevplads, og derfor (som udgangspunkt) er noget mere seriøse i deres tilgang til undervisningen, men det skaber også nogle udfordringer for mig, og jeg ved ikke helt hvordan jeg skal forklare det uden at lyde som verdens største idiot. Men. Jeg er vant til at have styr på tingene. Jeg er vant til at kende svarene på lærerens spørgsmål, og jeg plejer ikke at være bleg for at række hånden i vejret for at gøre opmærksom på det - det var kun tyskstudiet på Københavns Universitet der pillede mig lidt ned igen, og det var hurtigt glemt, da jeg sidste år startede på et grundforløb på en teknisk skole. Vi havde flere fag på F-niveau - et niveau, jeg ikke engang anede eksisterede, og jeg cruisede relativt nemt igennem de ti uger sidste efterår.
Det har altså ændret sig lidt nu. Jeg går ikke længere i klasse med 16-årige, skoletrætte SU-ryttere, men derimod med topmotiverede unge (og ældre - jeg er kun femteældst; og ja, jeg har undersøgt det), hvor langt de fleste har gået i gymnasiet, og en god sjat har også en universitetsuddannelse i baghånden. Vores biologiundervisning er IKKE på F-niveau (at vi så bedømmes derefter ved aflevering af en planche - en PLANCHE! - er en anden sag), og eftersom jeg ikke har haft biologiundervisning i snart femten år, har jeg faktisk lidt svært ved at følge med. Vi har kun lektier for til omkring hver tredje lektion, og vi ved ikke altid, hvad undervisningen byder på, så jeg kan ikke engang læse op inden undervisningen - og det bevirker altså, at jeg indimellem føler mig lidt dum. Jeg har aldrig før hørt om ribosomer og prokaryoter, og selvom jeg så til gengæld ved en masse om filmanalyse og tysk historie, kommer det bare aldrig til at være vigtigt i min nye uddannelse. 
Heldigvis er det meste både spændende og relevant. I sidste uge var jeg for en kort stund tilbage på min elevplads, da jeg skulle lave en opgave i faget smittebeskyttelse, og der fik jeg bekræftet at undervisningen ER vigtig. Jeg har fået åbnet øjnene for mange ting, og der er helt sikkert noget, jeg vil tage med mig tilbage på arbejdspladsen - jeg skifter f.eks. ALDRIG et filter uden en maske igen, og det er egentlig heller ikke så lækkert, at jeg spiser frokost i mit arbejdstøj. Biodiversitet og zoologi har jeg allerede rost til skyerne, og et fag som virksomhedskultur er egentlig også meget godt at have, selvom det virker lidt søgt. Mindre vigtigt er f.eks. dele af faget foder og fodring, hvor vi forleden brugte fire stive timer på at se noget rottefoder brænde for at finde askeindholdet. Næste gang skal vi finde fedtindholdet, og jeg forudser, at det bliver lige så åndeløst spændende. 
Jeg har det bare lidt svært med at føle mig dum. Det er en uheldig rest fra min ungdom, hvor jeg altid var på vagt, og hvor det værste jeg kunne forestille mig var at blive til grin. Det er blevet meget bedre efter jeg selv har fået det bedre, men jeg bryder mig ikke om at være på glatis i situationer, hvor alle omkring mig har meget bedre styr på tingene. Forleden havde vi stjerneløb på skolen (lærerne ønsker heller ikke at spilde vores tid, så for at nå de usandsynligt mange fjollede målpinde i hvert fag uden at bruge ALT tiden på det, samler de det mindst væsentlige på nogle temadage), og på billedet ovenfor er mit tilfældigt sammensatte hold i gang med at banke en hegnspæl i jorden. Det var lige til at finde ud af, men på de andre poster skulle vi skifte hjul på en traktor, lave en forlængerledning, bygge en ramme af træ, lappe en cykel og fikse et lysstofrør, og jeg var totalt ubehjælpsom og en ganske uduelig holddeltager. De to andre piger var heldigvis ikke meget bedre end mig - uden Frederik var vi aldrig kommet igennem, og det er jeg helt ked af at sige, men det er altså et faktum. Heldigvis var jeg den eneste, der kunne samle et hestehovedtøj (og jeg fandt også på vores kampråb) - hvilket også var det eneste der stoppede mig fra at gå hjem under dynen og skamme mig.

Det er forkert at sige, at jeg øver mig i ikke at være blandt de allerbedste, for vi er faktisk der, hvor jeg øver mig i at være middelmådig. Igen, jeg ved hvor arrogant det lyder, men det har tidligere været en stor del af min identitet at være stræber i positiv forstand, og det er lidt svært at acceptere, at jeg lige nu ikke ligger i toppen af min klasse.  Jeg kan heller ikke stoppe med at skrive om det, tilsyneladende, men jeg skal have klassificeret den syriske guldhamster til i morgen, så jeg må hellere slutte nu. 

2 kommentarer:

  1. Du er SÅ sej <3

    SvarSlet
    Svar
    1. Det kan du selv være! Jeg føler mig nu ikke altid specielt sej på skolen. :D

      Slet