mandag den 11. september 2017

rain is flowing around in my veins

Jeg har sådan glædet mig til at skulle fortælle om mit forhold til Stephen Kings It, for det er en af mine absolutte favoritter - både af gysermesteren selv, men bestemt også i det hele taget. Jeg har et helt særligt forhold til den over tusind sider lange roman, som jeg læste første gang som elleve-årig, efter at have plaget min far i årevis om at få lov, og det er også en af de bøger, jeg har genlæst flest gange - syv eller otte er det vist blevet til.  Jeg har dog villet vente med at snakke om bog og tv-film til dette års nye filmatisering ramte biograferne - det gjorde den i torsdags, og jeg kan ikke få armene ned - men first things first; det fremragende oplæg (jeg kan allerede mærke, at det her bliver langt.)
Selvom jeg læste bogen i en relativt ung alder, var det ikke det uhyggelige 'It', der gjorde størst indtryk på mig. Det var tværtimod følelsen af pludselig at være en del af et fællesskab, for de syv medlemmer i The Loser's Club blev hurtigt mine bedste venner, og der er mindst lige så meget coming-of-age som der er horror i romanen. Jeg kan huske følelsen af at ligge i min seng med Michael Jackson-sengetøjet og tøjdyrene ved sengegærdet og læse om vennerne, der brugte lige så meget tid på at bygge dæmninger og hemmelige huler, spise slik og læse tegneserier og generelt fjolle rundt, som de gjorde på at jage et uforklarligt og udefinérbart onde, der var så meget mere end bare en uhyggelig klovn. (Ikke at klovnen ikke er vigtig, dog. Pennywise er en af mine yndlingskarakterer nogensinde, og jeg elsker den t-shirt, min far har givet mig - jeg havde den på til premieren.)

Historien om byen Derry er noget af det bedste, Stephen King nogensinde har skrevet. Det er en fortælling om den snigende følelse af ubehag, det er folk, der kigger den anden vej, når børn bliver overfaldet, det er incest, overgreb og vold, og det er uforklarlige katastrofer hvert 27. år, der spreder død og ødelæggelse i byen. It er en ambitiøs roman, der binder alle tråde sammen til sidst (altså... måske mister den lidt fokus, enkelte steder. Constant Readers vil vide, hvad jeg taler om), og dens længde gør det muligt at fordybe sig  totalt i universet. Den er brutal og voldsom, og virkelig, virkelig god. En kæmpestor anbefaling herfra. 
Før jeg overhovedet fik lov til at læse bogen, havde jeg allerede set glimt af tv-filmene fra 1990. I starthalvfemserne var man nødt til at have fjernsynet tændt på kanalen, hvis man skulle optage noget på et VHS-bånd, så da It løb over skærmen hjemme i vores stue, havde min far hængt vores store, brune tæppe op over fjernsynet, så jeg ikke skulle få tidlige klovnetraumer. Tæppet havde dog (selvfølgelig) en mystisk, dragende effekt, og jeg snød mig til flere, hurtige kig, der dog kun gjorde min nysgerrighed større. Og måske har jeg faktisk set filmene før jeg læste bogen, for jeg kan i hvert fald ikke huske at have forestillet mig andre kandidater til The Loser's Club end banden fra tv-filmene. Jeg var SÅ forelsket i Bill; den plagede, smukke, stammende knægt, der var gruppens uofficielle leder, og jeg var lidt misundelig på søde Beverly, der var den eneste pige i flokken. Og meget kan man sige om filmene, men castingen af børnene var der bestemt ikke noget galt med - de er den primære årsag til, at første del af It er så markant bedre end del to.

For der er desværre en del to af tv-filmene fra 1990. Den er decideret forfærdelig. Tim Currys udgave af klovnen Pennywise er ikonisk, og han er heldigvis (selvfølgelig) genganger i del to, men ellers er der ikke ret meget godt at sige om det ubeskrivelige makværk, der ellers skulle afslutte den spændende historie. Bogens endelige opgør med It i kloakken er ganske svært at få overført til det store lærred (noget med parallelverdener, andre planer og det faktum, at It kun påtager sig en fysisk form for at kunne æde), men tv-filmene har valgt den absolut værste løsning med en latterligt dårligt lavet edderkop og elendigt skuespil i massevis; sidstnævnte i øvrigt et generelt kendetegn for del to. Det gør ondt at se 'mine' venner portrætteret så åndssvagt og uden følelser, og det trækker gevaldigt ned i mit samlede indtryk. For mig er der dog også stærk nostalgi forbundet med filmene - en følelse man bestemt ikke må underkende - så jeg vil nok altid se positivt på de gamle film uden decideret at kunne anbefale dem. 
Nu er der gået 27 år siden tv-filmene; It er vågnet igen, og det er blevet tid til endnu et bud på en af mine yndlingshistorier - så på premiereaftenen i torsdags satte jeg mig forventningsfuldt til rette i den store, mørke biografsal i Imperial med en god veninde på hver side. Jeg var ikke helt så nervøs som til premieren på 'The Dark Tower', for 'It' er allerede blevet filmatiseret én gang, og jeg havde en klar forventning om, at denne nyfortolkning kun kunne blive bedre.

Det blev den. 

Den nye It er som udgangspunkt langt voldsommere end tv-filmene, der trods uhyggen havde et væld af begrænsninger på de grafiske scener. Fem minutter inde i den nye film måtte jeg kortvarigt række armene jublende i vejret, da den ikoniske åbningscene med lille Georgies papirbåd var ekstremt veludført. SPOILER - hallo, hvor tit ser man lige en femårig dreng få revet armen af, kravle grædende væk fra stedet blot for at blive revet tilbage af verdens mest uhyggelige klovn? Stor pil op for mængden af blod, vold og gore - selv en forholdsvis uskyldig brækket arm kan virkelig se ulækker ud. Åbningsscenen gjorde også mine bekymringer omkring castingen af Bill Skarsgård som Pennywise til skamme - jeg er virkelig fan af denne nyfortolkning, der gør Pennywise noget mere goofy, men bestemt ikke mindre skræmmende. Jeg er vild med at han savler! 
Jeg har været allermest spændt på at se de nye børn, og jeg blev heldigvis ikke skuffet. Det er en herlig samling af talentfulde, sympatiske unger, og jeg har egentlig ikke noget imod, at filmen er bogen så tro og lader børnene være lige lovligt karikerede ærketyper; der er den plagede leder, nørden, en etnisk minoritet, pigen og the fat guy, men det virker, og det skaber en god dynamik. Allerbedst er allestednærværende Finn Wolfhard (hovedrollen i Stranger Things, der er kraftigt inspireret af netop Stephen King) som den sjove Richie, men jeg er faktisk ret glad for dem alle - desværre med undtagelse af én. Måske er det fordi jeg var så forelsket i Jonathan Brandis' portrættering af Bill i de gamle film, men jeg synes ikke, at Jaeden Lieberher spiller specielt overbevisende - faktisk overspiller han lidt, som en af de eneste. Det er en skam, for han er vel historiens egentlige hovedperson, men det får ikke lov til at ødelægge noget for mig. 

Det gør de andre skønhedsfejl heller ikke - og ja, der er nogle stykker; lidt for mange jump-scares, liiiidt for klichéfyldte replikker (men de fleste var taget fra bogen, så thumbs up på dén front), og for lidt brug af Its mange forklædninger. Men det kan jeg sagtens leve med, for jeg er glad og lettet over endelig at se en rigtig god Stephen King-filmatisering, der kommer til at ligge højt på min liste over de mest vellykkede adaptioner. Jeg glæder mig også enormt meget til at se del to; for det kan kun blive bedre end tv-filmenes version. Jeg må advare om, at jeg tydeligvis er ganske farvet, når det kommer til Stephen King, men jeg synes faktisk, at It var en både meget rørende, enormt sjov og lidt uhyggelig film, og jeg kan anbefale jer at se den i biografen - det er altså lidt sjovere at se gyserfilm på den måde. 

6 kommentarer:

  1. sjovt; jeg tænkte at Lieberher var en helt perfekt casting til Bill og at han netop rammer hans akavede følsomhed spot on. og, helt omvendt af dig, synes jeg at 1990-Brandis overspillede helt vildt! xD

    tror lige, at vi skal gense "originalen", som jeg nu mest husker som ret fjollet og at især soundtracksiden var ret underlig... måske skal jeg lave samme tæppe/TV-trick som din far, for at uppe fear-faktoren lidt mere! :D det lyder jo som en hel Stephen King-short i sig selv.

    og. suk. gisp. snøft. græder. Pennywise... han er SÅ nice (læs: creepy af) og jeg er helt enig med dig i, at Skarsgård nailer den ret godt! hans stemme er i hvert fald bedre det gør ham ENDNU mere skræmmende, at han er så goofy. og bælgøjet. og savlende. :(

    SvarSlet
    Svar
    1. Ej, nye Bill var altså ikke så god. Han var også rigtig dårlig til at stamme. Og jeg HAR altså lige genset 'originalen'! Matilde og jeg snuppede den for et par uger siden som opvarmning til biografturen - og jeg crusher stadig lidt på Brandis. :D

      Ja, den der goofy-hed virker SÅ meget bedre end jeg havde regnet med! :O

      Slet
  2. Selvom jeg får helt koldsved, bare ved at scrolle hurtigt ned over billedet af Pennywise (uf!), så får jeg næææææsten lyst til at se filmen! Altså, jeg gør det ikke (jeg er overbevist om, at hr. mand vil være ret træt af at stå vagt hver gang jeg skal på toilet/i bad/være alene på nogen som helst måde). Men hvis der var nogen, der havde fået mig overbevist, så var det dig :D

    SvarSlet
    Svar
    1. Årh, Carina, det er jeg glad for. :D Af hensyn til hr. mand må du nok hellere lade være, ja, men coming-of-age-delen er simpelthen så fin og hyggelig, at det er helt trist du ikke kan få filmen at se. :)

      Slet
  3. Svar
    1. Det er lidt uhyggeligt at få et hjerte fra Pennywise... :(

      Slet