torsdag den 21. september 2017

swoon with each word he speaks

I dag fylder en af mine allerstørste helte 70 år. Der er selvfølgelig tale om mørkemesteren Stephen King, der har udgivet romaner i en lind strøm siden 1972, og som ikke virker til at ville sænke farten lige foreløbigt. I 2017 har vi allerede fået den lille 'Gwendy's Button Box', som jeg skriver lidt mere om længere nede, og nu på tirsdag udkommer 'Sleeping Beauties', som han har skrevet sammen med sønnen Owen King. Året har også været ganske overvældende når det kommer til adaptioner af hans værker - jeg har allerede snakket om både 'The Mist', 'The Dark Tower' og 'It'; lige nu kører 'Mr. Mercedes' over skærmen (og det er virkelig godt), en filmatisering af 'Gerald's Game' rammer Netflix 29. september, og i næste måned gælder det '1922' fra novellesamlingen 'Full Dark, No Stars'. Nogen ville måske mene, at vi har nået smertegrænsen, men jeg bliver aldrig træt af at beskæftige mig med Stephen King, og desuden er hans projekter så utroligt forskellige, at ingen af produktionerne virker som noget, vi har set før.

Det er svært for mig at beskrive, hvor meget Stephen King har betydet for mig, men måske min store dedikation til manden her på bloggen taler sit eget tydelige sprog. Jeg har været fascineret af ham så længe jeg kan huske - mit første minde er billedet af den uhyggelige vampyr på ryggen af min fars udgave af 'Salem's Lot', der blev ved med at drage mig mod bogreolen; dernæst blev jeg skræmt af Pennywise på tv-skærmen, der ellers var forsøgt skjult under et tæppe, og som otte-ni-årig fik jeg endelig lov til at læse min første Stephen King-historie, 'Cycle of the Werewolf'. Og så har jeg ikke set mig tilbage siden. Et stort tillykke til min ultimative yndlingsforfatter - og tak til min far for at have opdraget mig godt med gys, hekse og horror. 
'Gwendy's Button Box' udkom i maj måned og er et samarbejde mellem Stephen King og Richard Chizmar, der er manden bag forlaget 'Cemetery Dance', der har udgivet flere enormt flotte special edition-udgaver af Kings værker. Den bliver markedsført som en 'novella' - altså en lang novelle eller en kort roman - og den er da også kun på 170 sider med absurd korte kapitler og en skriftstørrelse, der minder mest om bogstaverne i en læs-let bog. Og det er faktisk en skam, for jeg tror der gemmer sig en rigtig god historie mellem de korte sætninger, men den får aldrig tid eller plads til at folde sig ud.

Historien har ellers alle forudsætninger for at blive en King-klassiker. Den foregår i den fiktive King-by over dem alle, Castle Rock, hvor også 'The Dead Zone', 'Cujo', The Dark Half og The Body (Stand By Me) udspiller sig, og som blev jævnet med jorden i 'Needful Things' fra 1991. Det er dog ikke noget problem i 'Gwendy's Button Box', for første gang vi møder vores 12-årige hovedperson Gwendy Peterson er i 1974, hvor hun okser op og ned af de famøse 'Suicide Stairs' for at miste noget af det hvalpefedt, hun bliver drillet med i skolen. På toppen bliver hun råbt an af den sortklædte, mystiske Richard Farris, og han er den anden grund til, at historien er ekstra interessant for os constant readers. Richard Farris deler nemlig forbogstaver og flere karaktertræk med den famøse Randall Flagg, der også er kendt som netop 'The Man in Black'; den primære antagonist i flere af Kings historier. Desværre virker disse to callbacks en anelse konstruerede; for min skyld kunne historien ligeså godt foregå et andet sted, og selvom det er sjovt med et gensyn med RF, virker det lidt for meget som en gimmick. 


Gwendy tager lettere skeptisk imod en æske med knapper fra den fremmede. Ikke tøjknapper, som jeg først forestillede mig, men knapper der kan trykkes på og aktiveres. Jeg vil ikke spoile noget, men den unge Gwendy kommer pludselig til at stå med et ret stort ansvar for hele verdens velbefindende uden egentlig at ville det - for knapperne og æsken i sig selv har en enorm og uforklarlig magt, som der bliver givet ret interessante eksempler på. Vi følger derefter Gwendy og æsken igennem de næste ti år af hendes liv i både high school og på college, og alene dét er jo absurd for så kort en fortælling. Historien er egentlig både god og spændende; jeg er bare efterladt med samme fornemmelse som da jeg læste 'Harry Potter and the Cursed Child' - der mangler noget. I tilfældet med Harry Potter skyldes det selvfølgelig, at udgivelsen ikke er en roman, men et skrabet teatermanuskript - men sådan skal det jo helst ikke føles, når man læser en Stephen King-historie. Noget af det, King gør bedst, er de laaaaange og grundige beskrivelser af både karakterer og deres omgivelser, og det er der slet ikke plads til i 'Gwendy's Button Box.' Desværre. Jeg sidder derfor tilbage med en lidt flad fornemmelse og en idé om at historien ville have været meget bedre, hvis der havde været arbejdet lidt mere på den - i denne form virker den egentlig mest som et udkast. Den er dog hurtigt læst og var et kærkomment afbræk i ventetiden på 'Sleeping Beauties', som jeg forventer mig noget mere af.  

2 kommentarer:

  1. Har du set ham i alle disse roller?

    https://www.tor.com/2017/09/21/stephen-kings-dark-humor-shines-in-his-many-cameo-roles/

    SvarSlet
    Svar
    1. Haha, ja, jeg har set ham i de fleste! Ikke den første dog, så tak for det. :) Han er næsten altid rigtig dårlig. :D

      Slet