onsdag den 1. november 2017

we've got a knack for fucked up history

Jeg havde advaret jer, og nu er det allerede tid til mere Stephen King. I dag skal det handle om første sæson af tv-serien Mr. Mercedes, der i oktober blev afsluttet på Audience Network, og nok er at finde på en af de mere gængse streamingtjenester inden længe. Jeg var ikke ubetinget begejstret for Stephen Kings krimi Mr. Mercedes da jeg læste den første gang, men efter at have læst de sidste to bøger i trilogien: 'Finder's Keepers' og 'End of Watch' er jeg noget mere positivt stemt over for den pensionerede politibetjent Bill Hodges og hans jagt på en virkelig ubehagelig fyr. Nu er Mr. Mercedes blevet endnu en af Stephen Kings historier, der har nået tv-skærmene i år, og selvom jeg også regner filmene med, er den på mange måder faktisk også den bedste - og et af de få tilfælde, hvor adaptionen er langt bedre end romanen. 

Castingen er den primære årsag til, at Mr. Mercedes er en overraskende god serie - den er simpelthen lige i skabet. Hovedpersonen Bill Hodges - den i bogen noget flade og egentlig ret uinteressante pensionerede detektiv - vækkes eminent til live af Brendan Gleeson, som jeg ELSKER. (For mine HP-glade læsere; det er Mad-Eye Moody! Og real-life far til Domhnall Gleeson, der spiller Bill Weasley.) Han er en fantastisk vrissen, alkoholiseret og desillusioneret bamsefar med tyk, irsk accent, og hans præstation alene gør serien værd at se. Mary-Louise Parker er en af mine yndlingsskuespillerinder, og her er hun virkelig god i samspillet med Gleeson. Harry Treadaway, som jeg lige har set spille Dr. Frankenstein i Penny Dreadful, er den gennemført ubehagelige Brady Hartsfield/Mr. Mercedes, der i seriens første, brutale sekvens pløjer en menneskemængde ned med... ja, en stjålet Mercedes. 

Det leder mig videre til seriens næste positive element - den er ikke bange for at illustrere romanens seriøst twistede passager med voldsomme, brutale mord og et modbydeligt, incestuøst forhold mellem Brady og hans mor, der spilles meget overbevisende og underligt hjerteskærende af Kelly Lynch. Det er virkelig godt tv, og i de få tilfælde, hvor begivenhederne på skærmen kammer en anelse over, skyldes det en afvigelse fra bogen. Nogle af valgene er naturlige nok; det er f.eks. svært at skabe spænding i en tv-serie ved at lade seeren læse en masse chats frem for at have mere direkte videokontakt, mens det andre gange desværre er lidt unødvendigt. Det er dog også noget nær min eneste kritik, for Mr. Mercedes var som sagt en helt utroligt god overraskelse.
Serien har ellers været ramt af et par alvorlige set-backs undervejs. Det første var ved at stoppe produktionen helt - oprindeligt skulle Mr. Mercedes have været spillet af Anton Yelchin, men han døde i juni 2016, da hans bil uden fører trillede ned ad indkørslen og maste ham mod en mur. Jeg prøver ikke at være sjov på bekostning af et tragisk dødsfald, men det er simpelthen for skørt, at Mr. Mercedes - der i serien slår mennesker ihjel ved at køre dem ned med en bil - dør, fordi han bliver kørt ned af en bil. Jeg er sikker på, at han ville have gjort det udmærket, men Harry Treadaway er heldigvis perfekt til rollen. 

I foråret følte serieskaberne sig også tvunget til at ændre slutningen på tv-serien, da der var et selvmordsangreb ved en Ariana Grande-koncert i Manchester. Romanen kulminerer ved netop en koncert for store børn og unge teenagere, men seriens slutning er nu ganske anderledes, og det fungerer heldigvis rigtig godt. Alt i alt har jeg ikke meget dårligt at sige om Mr. Mercedes, og jeg kan kun anbefale alle at se første sæson, når den engang bliver tilgængelig på HBO eller Netflix.  

Ingen kommentarer:

Send en kommentar