fredag den 8. december 2017

use my hands to use my heart

I går nat var det fem år siden min mor døde. Min far, søster og jeg sad ved hendes seng imens hun trak vejret langsommere og langsommere, indtil hun ikke gjorde det mere. Det var underligt udramatisk, men på samme tid helt ufatteligt - og jeg har stadig svært ved at forstå hvad der skete. Jeg tænker meget på min mor, og som jeg nævnte her er hun også stadig en stor del af historien om mig, men jeg har af og til dårlig samvittighed over min aftagende deciderede sorg.  Det er virkelig dumt, det ved jeg godt, og jeg har jo også stadig dage hvor jeg græder over den voldsomme og korte, intense tid hvor min mors sygdom og død fyldte det hele - men de bliver færre og færre, og jeg bliver efterhånden meget sjældent helt overvældet af sorg. Det er en god ting, men jeg føler alligevel nogle gange skyld over ikke at være mere ked af det. Skyldfølelsen er min trofaste følgesvend og et produkt af min OCD, men det er heldigvis med tiden blevet noget lettere at leve med den. 
I løbet af dagen på arbejde tænkte jeg lidt på min mor, men jeg snakkede ikke om hende, da mine nye kollegaer trods alt ikke ved alt om mig efter to uger. Det gjorde ikke så meget, for efter arbejde tog min kæreste og jeg på Papirøen, spiste god mad og snakkede - også om min mor. Og da jeg kom hjem efter en laaang dag, stod den fineste buket blomster foran min dør - en af mine gode veninder havde tænkt, at jeg nok godt kunne trænge til lidt opmuntring på dagen. Det var SÅ sødt af hende, og hendes betænksomhed var faktisk dét, der alligevel fik mig til at fælde en tåre i går - men det var gode tårer. 
Og nu er min mor jo også blevet mormor - min sødeste niece var i går præcis tre uger gammel, og hendes ankomst er faktisk lige nu det, der fylder mest når jeg savner min mor. Det er SÅ uretfærdigt at min mor ikke får lov til at møde sit barnebarn, og selvom jeg har lyst til at afslutte indlægget positivt, fordi det meste heldigvis ER positivt, kommer det bare aldrig til at være okay, at min mor døde før hun vidste at hun skulle være mormor. Til gengæld vil jeg bestræbe mig på at være ekstra meget moster, for jeg kan slet ikke stå for min nieces bette fjæs, og jeg glæder mig til at kysse hendes nuttede kinder igen til jul (og så endte jeg alligevel med at slutte af med noget godt.)

6 kommentarer:

  1. Jeg bliver altid helt grådkvalt, når jeg læser dine indlæg om din mor. Men samtidig elsker jeg at læse dem - det er både livbekræftende, det er befriende at læse om sorg (det lyder lidt underligt på skrift, men i mit hoved giver det ok mening) og så virker din mor jo til at have været det dejligste menneske. Den dårlige samvittighed over at du ikke længere er tynget af en knusende sorg, håber jeg bliver bedre med tiden. Derudover vil jeg bare sige, at din niece er ufattelig nuttet! <3 Jeg har det helt på samme måde som dig, at jeg kan eeeelske børn, selvom jeg ikke selv ønsker mine egne. Til aller sidst: jeg er stor fan af dig og din blog og dine flotte billeder - jeg læser hver eneste gang du poster, og det er altid spændende, sjovt eller interessant - selv når du skriver om Stephen King, haha! Hav en god weekend :-) /Carina

    SvarSlet
    Svar
    1. Tak, Carina, for en virkelig dejlig kommentar! Jeg synes altid det føles lidt fladt, når jeg prøver at skrive om min mor - jeg kan aldrig helt sætte ord på, hvordan det føles. Men jeg er glad for, at det alligevel giver mening for andre, og at jeg har videreformidlet hvor skønt et menneske min mor var. :) Og tusind tak for din afsluttende bemærkning - det er simpelthen så sødt sagt. <3

      Slet
  2. Det er ganske uretfærdigt, hun ikke går glæden af at holde den lille vims - men du har helt ret i, at sorgen tilgengæld er svære at holde i live, med sådan en sød en i familien :)
    Småfolk som hende, er nok en af verdens hemmelige overlevelsesmekanismer, til at sikre mennesket klarer selv de værste uhyrligheder.

    - A

    SvarSlet
    Svar
    1. Sikke en fin kommentar, Anne, og jeg tror du har fuldstændig ret i, at de kære små skal være med til at fjerne fokus fra alt det triste.

      Slet