mandag den 8. januar 2018

they make me dream your dreams

Her følger anden del min liste over andet halvår af 2017s bedste tv-serier. Nu begynder det for alvor at blive godt. 

12. Preacher sæson 2 
Preacher har af flere årsager længe været en af mine dårlige samvittigheder. Jeg fik tegneserien forærende af en god ven, men havde den stående på hylden i årevis, før jeg endelig fik taget mig sammen til at få den læst - og jeg elskede den selvfølgelig. Sidste år løb første sæson af tv-serien over skærmen, og den var jeg såmænd også ret begejstret for, så jeg skammer mig lidt over ikke at have sendt anbefalingen videre noget før.

Det er ærlig talt lidt svært kort at forklare Preachers præmis, men here goes - serien handler om den fallerede præst Jesse, hans eks-kæreste og en irsk vampyr (spillet af Joseph Gilgun, som jeg elsker). Jesse bliver besat af en overjordisk kraft, der gør ham i stand til at kontrollere folk med sin stemme. Nåja, kraften er i øvrigt resultatet af et møde mellem en engel og en djævel, og dens blotte eksistens har startet en krig mellem himmel og helvede. Preacher er bizar, mørk, sjov og voldelig, og egentlig fortjener den sit eget indlæg. Det må blive efter tredje sæson, som jeg ser meget frem til. 



11. Transparent sæson 4
Transparent er et andet eksempel på en serie, jeg helt sikkert burde have anbefalet tidligere. Nu har serien fire fabelagtige sæsoner bag sig, og måske kommer der heller ikke flere, da Jeffrey Tambor, der spiller seriens karismatiske hovedrolle Maura, er blevet anklaget for krænkende opførsel af to transkvinder, der også arbejder på serien. Det har jeg overhovedet ikke belæg for at kunne udtale mig fornuftigt om, og vil helst ikke ud i at gradbøje upassende adfærd, men det er virkelig en skam, hvis serien ikke kan fortsætte - og måske burde den ikke fortsætte uden Tambor. 


Serien handler om den dybt dysfunktionelle Pfefferman-familie fra Los Angeles med transkvinden Maura som familiens overhoved. Normal har familien aldrig været, men de tre voksne børn voksede op med Maura som værende deres far Mort, og den nylige omstilling har ikke været problemfri. Samtlige af seriens karakterer er egentlig nogle selvoptagede røvhuller, men de er samtidig så ufatteligt menneskelige og sært sympatiske alligevel, og jeg er virkelig imponeret over både manuskript og skuespillernes præstation. Sæson fire har mere end tidligere indeholdt rørende flashbacks til karakterernes opvækst, og det gør kun historien endnu mere levende. Transparent har bestemt ikke tabt pusten i fjerde sæson, og den får mine varmeste anbefalinger. 


10. Lady Dynamite sæson 2
Anden sæson af Lady Dynamite fortsætter i samme hæsblæsende og farverige spor som den første, men nu er Maria flyttet sammen med sin søde kæreste, og det skaber en god grobund for nye udfordringer og skøre forviklinger. Ellers har jeg ikke så meget at tilføje min kun et år gamle anbefaling, men jeg er stadig rigtig godt underholdt af denne komedieserie om psykisk sygdom, og jeg gad virkelig godt give Maria Bamford et kram (jeg er ellers ikke krammetypen). 



9. BoJack Horseman sæson 4
Jeg anbefalede BoJack Horseman efter at have set de første to sæsoner, og serien har bestemt ikke mistet momentum siden da, men er om muligt kun blevet endnu mere hjerteskærende, grænseoverskridende og bizar. Hvor de tre første sæsoner havde en tydelig storyline og mission for den fallerede skuespiller BoJack, der fik et lidt uventet comeback, er hans fremtid i fjerde sæson noget mere uklar. BoJack gennemgår en eksistentiel krise af dimensioner, og hans mere eller mindre sympatiske venner (jeg elsker stadig Todd mest af alle - og hvor er det fint, at han er aseksuel) har det heller ikke for nemt, og det er i det hele taget ikke altid særlig sjovt at være vidne til. Men i modsætning til de sidste par sæsoner er der en undertone af optimisme under al elendigheden, en samhørighed i smerten og en forsigtig tro på fremtiden, og jeg er spændt på at se hvad sæson fem byder på senere i år. (Zach Braff lægger i øvrigt stemme til en hysterisk irriterende version af sig selv, hvilket naturligvis også trækker op.)



8. Stranger Things sæson 2
Åh, Stranger Things. Jeg ville sådan ønske, at jeg kunne give sæson to af dette fine nostalgitrip en højere placering, men jeg synes desværre ikke helt at den lever op til sin forrygende forgænger. Når det er sagt, er en ottendeplads stadig en rigtig flot placering, og jeg har bestemt også nydt at se fortsættelsen på historien om Hawkins og The Upside Down. Børnene er stadigvæk ubeskriveligt nuttede, stemningen er tilpas hygge-uhyggelig, og monstrene er fede, men sæsonen mangler en anelse fokus, synes jeg. Der er måske lidt for mange ligegyldige sidehistorier; Elevens soloafsnit var sååå irriterende (selvom hun stadig er min klare favorit), og det var bare dumt, at Dustin blev så glad for øglemonsteret (selvom det var lidt sjovt at han kaldte den D'Artagnan). Stranger Things er blevet fornyet med en sæson tre, og jeg er spændt på at se, om jeg stadig synes 'børnene' er søde til den tid. 

7. Mr. Robot sæson 3
Efter en til tider lige i overkanten filosoferende anden sæson, er tredje sæson af Mr. Robot tilbage på sporet med højintense og næsten uudholdeligt spændende afsnit. Jeg har kort anbefalet denne drama-thriller tidligere, og ligesom dengang finder jeg det svært at fortælle ret meget uden at storspoile. Der er virkelig sket meget siden Elliot arbejdede for Allsafe og var småhacker i sin fritid, og Rami Malek leverer noget af det mest overbevisende skuespil, jeg har set i år. Man skal holde tungen lige i munden for at kunne følge med, men det er det hele værd, og Mr. Robot får mig til at sætte pris på en genre, jeg ellers ikke troede jeg kunne lide.

Det var anden del af min liste, og der er nu kun de seks bedste tilbage. Der vil helt sikkert være flere af jer, der har gættet nogle af titlerne - men jeg tror ikke, at I har gættet dem alle. 

2 kommentarer:

  1. Jeg synes også virkelig at Elevens solo halløj var nederen. Ved du godt at hendes 'søster er dansker?

    SvarSlet
    Svar
    1. Ja, og hendes 'søster' var helt klart seriens svageste element. Ikke skuespillerens skyld, selvfølgelig, men ØV!

      Slet