søndag den 25. februar 2018

I'm hungry for some unrest

Selvom man godt kan argumentere for, at jeg fik set en del tv-serier i 2017 (forårets bedste og efterårets bedste), fik jeg enten ikke set eller skrevet om en række serier så interessante, at de fortjener lidt omtale nu. Mange af 'mine' serier holder pause nu, og det er egentlig et velkomment pusterum til at få læst nogle bøger - og se de serier, jeg ikke nåede sidste år, ikke mindst!

Senest har jeg set den meget omtalte Netflix-produktion Mindhunter på rekordtid.  Den handler om to FBI-agenter (den ene spillet af Jonathan Groff, som jeg kender og holder af fra serien 'Looking') og en psykolog (Anna Torv fra mit elskede Fringe), der i halvfjerdserne er blandt de første til at interviewe seriemordere i fængslerne for at lære mere om deres baggrund og motiv. David Fincher (Fight Club, Seven) har instrueret, og det kan ses - Mindhunter er flot, mørk og dyster. Det er en virkelig solid, intens og velspillet serie, men helt generelt vil jeg nok gerne have lidt mere blod og udpenslet vold i mine krimiserier. Jeg forstår dog den positive omtale, og jeg ser bestemt frem til anden sæson. 
Lige før jul var der hyggelig uhygge på Netflix med tyske Dark, der er en herlig blanding af Stranger Things, Fringe, Twin Peaks og flere andre serier jeg godt kan lide. Det hjælper en del på originaliteten at serien er tysk, og selvom den har fået kritik for at læne sig lidt for meget op af sine inspirationskilder, var jeg nu ret godt underholdt af denne til tider komplicerede tidsrejse-serie.  Omdrejningspunktet er det lille samfund Winden og dets beboere, der lever i skyggen af byens atomkraftværk. En dag begynder børn at forsvinde i skoven - præcis som det skete 33 år tidligere, og snart må man holde tungen lige i munden for at holde styr på alle karaktererne, der også optræder som yngre versioner af sig selv i flashbacks til 1986. Karaktererne er en af seriens forcer - de er enormt velskrevne, og måske mere relaterbare for os kølige danskere end mange af de farverige amerikanske roller, vi ofte må forsøge at spejle os i. I centrum er den unge Jonas, der forsøger at finde en mening med faderens selvmord, og hans udvikling og jagt på sandheden er både hæsblæsende spændende og hjerteskærende trist. Jeg kan kun anbefale Dark, og jeg glæder mig til en eventuel anden sæson - slutningen lægger i hvert fald op til én. 
Fjerde sæson af Black Mirror blev tilgængelig på Netflix lige før nytår, og derfor nåede den ikke med på min liste. Det er en skam, for den ville bestemt have fået en høj placering, og det er voldsomt ufortjent at jeg ikke har anbefalet denne dystopiske, britiske, sci-fi-antology-serie tidligere, for det er noget af det bedste tv jeg har set de sidste mange år. Der er forskellige instruktører og skuespillere i hvert afsnit, og selvom alle afsnit naturligvis ikke kan være lige gode, har de alle noget udefinerbart ubehageligt over sig - på den allerbedste måde, selvfølgelig. Black Mirrors tema er helt grundlæggende brugen af moderne teknologi i en ikke så fjern fremtid eller en alternativ nutid, og det har meget ofte nogle ret uheldige og mørke følger. Jeg har så mange favoritter, at Black Mirror burde få sit eget indlæg, men fra de tidligere sæsoner må jeg især fremhæve 'Playtest' om et lidt for realistisk augmented reality horror-spil; 'White Christmas' med en Jon Hamm i topform i et virkelig uhyggeligt scenarie; og 'Nosedive' om et altafgørende, altdominerende social media rating-system af mennesker. 

Fjerde sæson er ikke Black Mirrors stærkeste, men der er bestemt et par virkelig gode episoder blandt de seks. Allerbedst er det første, 'USS Callister', med min favorit Jesse Plemons i hovedrollen som en anonym og forsagt computernørd, der får oprejsning i et virtual reality-univers ala Star Trek, hvor han er kaptajn og overlord over en simuleret version af alle kollegaerne, der er efter ham i hverdagen. Det udvikler sig uventet og voldsomt, og det er et virkelig sjovt og skræmmende afsnit, der også rangerer som et af Black Mirrors bedste. Ellers må jeg fremhæve 'Crocodile', der viser et af mine tilbagevendende mareridt - at man kommer til at slå nogen ihjel, og derefter slipper uset fra det i første omgang. (Jeg må lige fastslå, at det ikke er noget jeg går rundt og tænker på til daglig, det er decideret et mareridt, jeg har om natten...) Black Mirror er stadig et virkelig godt bekendtskab. 
Lore er et underfundigt lille bekendtskab på seks afsnit på Amazon Prime, der ligesom podcasten af samme navn er lavet af Aaron Mahnke. Det er en dokumentarlignende antologiserie, der fortæller om oprindelsen af forskellige folkeeventyr og gyserhistorier, ved brug af både arkivmateriale og skuespillere. Jeg er klart størst fan af Mahnkes fortællerdel, og jeg foretrækker nok i virkeligheden bare podcasten, som jeg har lyttet til i et lille års tid efter anbefaling fra en god veninde. De uhyggelige folkeeventyr minder mig om at gå i skole i mørket og tage en omvej for at kunne lytte til afslutningen på en særligt spændende historie, og jeg kan i hvert fald sagtens sende anbefalingen videre. TV-serien er nu også ganske fin, og det er nogle spændende emner, Mahnke har udvalgt - og han er både grundig og saglig i sin overlevering af de gamle myter. 
Sidst, men ikke mindst, har jeg opdaget gyserperlen Channel Zero på Syfy via min yndlings Stephen King-podcast The Stephen King Cast, og det har været et overraskende positivt bekendtskab. Ligesom en anden af mine favoritter American Horror Story, er hver sæson af Channel Zero en afsluttet historie, og herhjemme har vi netop set de første to sæsoner, hvoraf den sidste altså er fra 2017. En tredje sæson kører faktisk over skærmen nu, og den virker indtil videre lige så god og mindblowing som sine forgængere, men mere om den en anden gang. 

Første sæson hedder Candle Cove og handler om børnepsykologen Mike (spillet af Paul Schneider, der for mig KUN er Mark Brendanawicz fra Parks and Recreation - det var voldsomt distraherende), der vender tilbage til sin barndomsby for at undersøge broderens mystiske forsvinden mange år tidligere. I perioden huserede en seriemorder, der bortførte og dræbte en række børn, men Mikes bror blev aldrig fundet - og nu er der begyndt at forsvinde børn igen. Både dengang og nu kører verdens mest bizarre børnefjernsyn over skærmen, når kun børnene kigger - en seriøst skræmmende fætter til 'Sørøver Sally', der fortæller om død og mord og traumatiserer ungerne, og Mike tænker ikke overraskende, at det måske kunne have noget med de forsvundne børn at gøre. 

Anden sæson hedder No-End House, og er indtil videre seriens bedste. Her besøger en gruppe venner et spøgelseshus af escape room-typen, og det er et yderst veludført ét af slagsen, der helt sikkert ville skræmme livet af mig længe inden jeg ville opdage, at der rent faktisk var noget helt galt. For det er der selvfølgelig, og det viser sig lidt vanskeligt at komme ud af huset igen - det har mange måder at holde på sine gæster, og sæsonen var en tour de force i absurditeter, ulækre og skræmmende momenter og underligt rørende øjeblikke - jeg er kæmpe fan.  

2 kommentarer:

  1. Det var mange spændende nye serier til mig!

    SvarSlet
    Svar
    1. Ja, de fleste af dem er lige noget for dig! Du vil elske Channel Zero. :)

      Slet