fredag den 25. maj 2018

the days get longer and the nights smell green

Der har været knald på siden jeg kom hjem mandag eftermiddag, og set i bakspejlet var det måske ikke verdens bedste idé ikke at have en enkelt fridag inden jeg startede på arbejde, men nu er det weekend, og jeg er kommet til at drikke mig småfuld med mine gode kollegaer til Københavns Universitets forårsfestival. Et perfekt udgangspunkt for at starte beretningen fra Boston, som jeg savner mere end jeg troede muligt. 
En af mine bedste veninder er flyttet til Boston sammen med sin italienske mand, og det var naturligvis en af grundene til, at vi valgte lige dén destination (den korte afstand til Stephen King-staten Maine var selvfølgelig en anden). Vi var så priviligerede at vi kunne bo i deres stue under hele vores besøg, og udover at have sparet penge på et hotel (de blev brugt rigeligt andre steder, ahem), var det også enormt hyggeligt med dejligt selskab og en sød kat. Det var også lidt som at bo ved siden af en italiensk restaurant, for vores vært lavede pizza og pastaretter til os i stor stil. Som en ekstra bonus boede de også tæt på byens bedste donutsted; Union Square Donuts. 
De bor i forstaden Somerville, der ligger små fire kilometer fra det centrale Boston og tæt på Harvard og MIT, og det var simpelthen sådan et hyggeligt kvarter. Vi gik rundt det meste af ferien - omkring 25 kilometer om dagen - og det er klart den bedste måde at opleve en ny by på. Foråret var også nået til USAs østkyst, og de farverige huse gjorde det helt eventyrligt. Somerville er lidt en hipsterby med enormt mange kunstnere, veluddannede mennesker og smarte caféer - ment på den allerkærligste måde - og indbyggerne er ikke bange for at skilte (bogstaveligt talt) med deres holdninger, hvoraf jeg kunne tilslutte mig de fleste. 

Ingen kommentarer:

Send en kommentar