onsdag den 27. juni 2018

you don't have to go to college

Dagens oprids af de sidste par ugers nævneværdige begivenheder er ledsaget af de sidste billeder af smukke huse fra Boston. Faktisk er de primært fra Somerville, og min lykke ville være gjort, hvis jeg kunne få bare et lille hus i området, for der er simpelthen så fint. Det føles allerede som evigheder siden min tur, og det har været lidt for meget hverdag den sidste måneds tid. Heldigvis har der også været plads til gode ting, og jeg har blandt andet -

- været på date med min kæreste på Vesterbro, hvor vi spiste god indisk mad i Kødbyen, drak et par kolde øl i solen på Sønder Boulevard og så Animal Collective fremføre Sung Tongs på VEGA med et par gode venner. Koncerten var helt forrygende, og det var en skør rejse næsten femten år tilbage i tiden. 
- været til sommerfest med mit arbejde i denne weekend. Vi løste en mordgåde, hvilket var overraskende sjovt og udfordrende, og så tog vi på Klubben på Vesterbro, spiste stegt flæsk med persillesovs og drak øl fra kander i rigelige mængder. Det var en virkelig sjov og tiltrængt aften ude, og jeg var helt stolt af for en gangs skyld at være en af de sidste tilbage. Jeg valgte lidt ufornuftigt at cykle hjem, men havde trods alt dømmekraft nok til ikke at snuppe mig en solo-svømmetur - selvom den tidlige morgen var helt perfekt til det. 

- besøgt min skole i Roskilde og hørt mere om det afsluttende projekt, som jeg skal begynde på i slutningen af året. Efter mødet spiste jeg på WHY Food & Cocktails sammen med to veninder fra skolen, og det var helt forrygende god mad. Konceptet er et fusionskøkken mellem det danske og det vietnamesiske, og selvom det lyder lidt poppet, fungerede det til perfektion. Vi fik også en lækker cocktail, og tiden gik alt for hurtigt i det gode selskab. Der blev snakket om alt fra nusning af grise til blodprøvetagning på mus, og det er så befriende at have venner i den samme, lidt specielle branche jeg befinder mig i. 
- i samme ånd også besøgt mine to klassekammerater og veninder, der er elever på Øresundsakvariet. I går spiste vi en kæmpe belgisk vaffel i solen på havnen i Helsingør, efter en after-hours rundvisning på det lille, men meget fine akvarium. Min nye yndlingsfisk er en stenbider, og så er jeg imponeret over at min veninde træner en rokke.

I lørdags var det præcis to år siden jeg havde min sidste arbejdsdag i FONA. Det er helt uvirkeligt at tænke på, og jeg havde aldrig turde håbe på, at jeg skulle blive så glad for min nye tilværelse. Jeg har mødt så mange gode mennesker de sidste par år, og jeg er så glad for at jeg valgte at gå i en helt anden retning end jeg nogensinde havde forestillet mig. 

lørdag den 23. juni 2018

I dare don't dig any deeper down

Nu er vi snart ved vejs ende - udover en række lækre chips og en sidste omgang smukke huse, bliver dagens blandede snapshots min sidste beretning fra Boston. Der er et par nævneværdige minder tilbage, og det første er besøget på endnu en kirkegård; Edson Cemetery i udkanten af Lowell. Her ligger Jack Kerouac, der forudsigeligt nok har betydet meget for både min kæreste og jeg, og kirkegårdsbesøget var en langt bedre oplevelse end den lidt tarvelige Jack Kerouac Park inde i byen. 

Og så mødte jeg endelig sådan en luftballonfyr. Det er et helt elendigt billede, men jeg har altid drømt om at se én (et ret beskedent ønske, egentlig), og jeg mødte kun denne ene, desværre. Nederst er en flot bygning, som jeg gik en skummel omvej for at fotografere, så alene derfor fortjener den en plads i dette indlæg. 

I New York fandt jeg flotte bronzefigurer og en Svampebob/Homer Simpson-hybrid på Lower East Side, og i Boston gik jeg forbi Museum of Fine Arts og et gigantisk babyhoved lavet af Antonio Lopez-Garcia. Der var i det hele taget ret meget fint og offentligt tilgængeligt gadekunst i både Boston og New York, hvilket gjorde det endnu mere spændende at gå på opdagelse. 
Dyrelivet var også helt særligt, selvom det selvfølgelig ikke har været på hverken Yellowstone- eller sydstatsniveau. Jeg har set flere egern end nogensinde før i mit liv, og for første gang set deres små fætre jordegern i det fri. De levede især på de mange kirkegårde, hvor vi på én af dem også stødte på en kalkun, og ellers så vi gæs i store mængder og hele fem ørne. Labradoodlen var en populær hunderace i Boston, hvor jeg hilste på flere nuttede snuder, og vores værtskat Smu sørgede for, at vi ikke savnede katteselskab. 

torsdag den 21. juni 2018

watching the fantasies decay

Der er aldrig et decideret dårligt tidspunkt for en ny Stephen King-udgivelse, men nogle gange er timingen bedre end andre for mig, og denne gang har den været helt perfekt; The Outsider landede i min postkasse et par dage efter jeg kom hjem fra Boston og mit King-eventyr. Jeg var SÅ klar på en god, lang solo-roman; og lad mig afsløre det med det samme - jeg blev ikke skuffet, for det er noget af det bedste jeg har læst fra Kings hånd i årevis. Første halvdel er en (næsten) straight-up krimi - omend en virkelig god én af slagsen - og i anden del viser Kings kvaliteter som gyserskribent sig i denne temmeligt voldsomme historie om en ikke helt almindelig morder. 

Præmissen er ret interessant: Familiefaderen Terry Maitland er en vellidt, Little League baseball-træner i Flint City, Oklahoma, men pludselig også den hovedmistænkte i en voldsomt ubehagelig mordsag, hvor en 11-årig dreng er blevet voldtaget, skambidt og slået ihjel i en kaskade af blod og DNA-beviser fra Maitland. Vores egentlige hovedperson er politimanden Ralph Anderson, som vi følger fra hans skråsikre, offentlige anholdelse af Maitland til han begynder at tvivle på de klokkeklare beviser, der er præsenteret for ham. Maitland har nemlig selv et skudsikkert alibi, og snart er det ikke til at finde hoved og hale i sagen, der kun bliver mere og mere interessant og usandsynlig - og ganske tragisk. Det er meget nemt at komme til at spoile noget af historien, så jeg tør ikke fortælle mere om plottet, men snart får sagen lidt overnaturlige elementer, hvilket kun klæder den. 


Og det er her, at Holly Gibney fra Bill Hodges-trilogien træder ind på scenen. Hun er nok en af mine favoritkarakterer i nyere litteratur, og selvom King nogle gange prøver lidt for hårdt at vise, at han virkelig forstår Holly, rammer han alligevel plet med at fortælle om hendes udfordringer med helt almindelige, daglige opgaver, og jeg kunne igen genkende mange af mine udfordringer med OCD og lettere social akavethed i Holly. Hun har udviklet sig enormt siden tiden med Mr. Mercedes - og jeg vil kraftigt opfordre alle til at læse den serie først, hvis man har planer om at give sig i kast med begge dele - og hun er nu en totalt badass, men ganske beskeden privatdetektiv, der gør en afgørende forskel i efterforskningen af The Outsider.  Hun har en grundig og logisk tilgang til sagen, men accepterer grundet sine tidligere erfaringer øjeblikkeligt dens overnaturlige aspekt. Det er selvfølgelig belejligt for historiens udvikling, men det virker slet ikke usandsynligt, og det er kun fedt at få lov til at se hende arbejde. Jeg har også høje forventninger til anden sæson af Mr. Mercedes, og ser helt klart seje Justine Lupe for mig, når jeg læser om Holly Gibney. 


Holly Gibney er også et stjerneeksempel på en af Stephen Kings kernekompetencer - hans karakterbeskrivelser. Den lettere autistiske detektiv er ikke den eneste, vi kommer helt ind under huden på; vi ser også verden gennem både øjnene på den måske uskyldigt anholdte Terry og hans nemesis, den snart lige så plagede politimand Ralph Anderson. Det er svært at tyde, om disse mænd er gode eller onde eller et sted derimellem, og det er nok ikke tilfældigt at de har så ærkeamerikanske jobs som baseballcoach og politibetjent. Det er typisk for King at skabe den ambivalens omkring mennesker og situationer, man støder på i sin hverdag, og her virker det uhyggelig godt. Han viser også, at han stadig har fingeren på pulsen ved at give et shout-out til Black Lives Matter på første side, og i meget af historien er monstrene i virkeligheden verden omkring os, hvilket er et tema han vender tilbage til igen og igen. 

En anden af Kings forcer, der har stået lidt i baggrunden i hans sidste mange udgivelser, er hans eksplicitte beskrivelser af vold og gore - men også her er han fully back! Der er simpelthen så mange klamme beskrivelser af skudsår, slangebid, hjertestop, brændsår og alt derimellem, hvilket for mig kun gør den intense historie endnu bedre. Man er med helt tæt på, nogle gange næsten for tæt på, og jeg tænkte flere gange på 'It', som jeg synes The Outsider mindede lidt om i tema og stil - hvilket bestemt kun er et kompliment. 
Samtidig var The Outsider helt sin egen. King har skrevet krimier i et stykke tid nu; A Good Marriage er rendyrket krimi, ligesom Mr. Mercedes næsten holder sig fra det overnaturlige. Her er det også blendet ind i historien på en måde, der gør historien om The Outsider ganske plausibel, og jeg er blevet ret glad for dette krimi/horror-mix. The Outsider er Kings bedste i flere år, og jeg sender mine varmeste anbefalinger efter den (men husk lige at læse Mr. Mercedes først)

tirsdag den 19. juni 2018

purify the colors, purify my mind

Jeg er snart ved at være igennem feriealbummet, men har stadig et par indlæg tilbage fra Boston, for jeg oplevede så mange ting, der er enormt karakteristiske for USA, og det gjorde så stort et indtryk på mig, at jeg gerne vil fortælle om det her - til gengæld kan I glæde jer over, at jeg ikke umiddelbart har flere ferier i støbeskeen, hehe. Men se nu lige, hvor smukt der eksempelvis var på Boston Public Library, der var en hel oplevelse i sig selv.  

Vi besøgte Harvard University på en dag, hvor der var Mayfair på Harvard Square; en folkefest med boder, musik og underholdning. Og en religiøs dommedagsprofet og en sniper på taget, hvilket ligesom fuldendte det amerikanske indtryk. Det var helt underligt at gå rundt på Harvard Campus, men på en eller anden måde også lidt undervældende - som måske det eneste på hele ferien. 
Undervældende kan man ikke kalde Mount Auburn Cemetery i Cambridge, der er strøget direkte ind som nummer et på listen over de flotteste kirkegårde jeg har set; en titel Mount Hope Cemetery i Bangor nåede at have i en uges tid. (Måske en lidt underlig ting at føre en liste over, men jeg er altså virkelig glad for kirkegårde). Vi besøgte den på det helt rigtige tidspunkt; bladene på blomster og træer var helt nye, friske og klare i farverne, og det bakkede landskab gav de smukkeste rammer til de flotte, gamle gravstene. 
Højt på en bakketop midt på den enormt kirkegård lå et eventyrlignende tårn, hvorfra man fik en forrygende udsigt ind mod Boston. Vi brugte flere timer på at udforske kirkegårdens forskellige sektioner; vi fandt hjerteskærende gravsteder og mødte højst uventet en kalkun(?), og det var en virkelig hyggelig eftermiddag. 

søndag den 17. juni 2018

you knew in five minutes

Noget af det, jeg havde glædet mig allermest til ved USA-turen, var maden. Jeg elsker god mad, og jeg er helt ærligt ret glad for tunge, kalorierige retter, så det amerikanske køkken falder bestemt i min smag - i hvert fald i en kortere periode. Vi spiste ude adskillige gange, men to gange flottede vi os - første gang da vi inviterede vores værtspar på restaurant Rabia's i Bostons North End. Når vi nu var i New England måtte vi naturligvis smage hummer, men selvom jeg følte at jeg burde smage den traditionelle lobster roll, som min kæreste fik, faldt jeg for pastaretten 'Lazy Man Lobster' der kombinerede flere af mine yndlingsingredienser; pasta, ost og lækre skaldyr. 
Anden gang vi bestilte mad helt uden at skæve til prisen var på min venindes 30-års fødselsdag. Tidligere på dagen havde vi fået den fine rundvisning på Fenway Park, men vi var blevet lidt våde og kolde, og trængte til noget god mad og en cocktail. Og det fik vi på La Brasa i Somerville - en temmeligt hipsterpræget restaurant, der vandt på den eminent gode mexicanske mad. Vi fik carnitas, fried chicken wings, empanadas, tostadas og en loaded sweet potato, og det hele var bare ufatteligt godt. Betjeningen var mildest talt ikke helt på samme niveau, men da vi først var kommet til bords og havde bestilt, blev det en ganske mindeværdig aften. 
Mit besøg i USA gav mig også mulighed for at smage andre Coca Cola-varianter end de europæiske - først og fremmest den ikke afbillede, helt klassiske originale Coca Cola, som jeg faktisk synes lidt mindre om end vores danske variant. Mexi-Cola, der som navnet antyder er fra Mexico, falder meget mere i min smag, og fersken-udgaven var også ganske interessant, uden at jeg dog blev blæst bagover. Der er bare intet der slår en dansk dåsecola. 
Jeg har også spist SÅ meget fedtet mad, og det har været ubeskriveligt godt. Heldigvis har jeg også gået i gennemsnit 25 kilometer om dagen, så frituren har ikke nået at sætte sig alt for godt fast. Et af de mest kalorietunge måltider blev indtaget på Dysart's, der ligger ved en tankstation i Bangor, Maine, og (selvfølgelig) er inspirationen for Stephen King's Maximum Overdrive. Vi blev betjent af en fantastisk sød servitrice, fik nogle forrygende potato skins til forret, og så fik jeg en solid og lækker omgang mac and cheese, som jeg måtte tage halvdelen af med hjem i en doggy bag. Min veninde fik en peanutbutter milkshake så stor og fyldig, at den var et rigeligt måltid i sig selv, så lad mig anbefale denne diner-lignende restaurant, i det usandsynlige tilfælde at I skulle komme forbi Bangor i Maine. 
Jeg har som sagt badet i friture, men en gang imellem bad min krop om bare en anelse grønt på tallerkenen. På første billede fik jeg hos Warehouse Bar & Grille forførende gode små sweet potato tops og en sund wrap, der dog gemmer sig bag min usunde cola, og på andet billede en meget lækker avocado/tun-toast fra Sonsie i Back Bay. Her fik jeg bare vand til. Jeg sværger. 
Udover at spise hummer, ville jeg også meget gerne besøge en autentisk diner - det mål blev opnået i Bangor, hvor vi spiste hos Judy's, hvor der kørte Fox News på TV-skærmene, og hvor man blev kaldt 'honey' af Judy selv, der frarådede min veninde at købe to pandekager, selvom vi skulle dele dem. Vi lyttede dog ikke til hendes råd, fik to lækre og GIGANTISKE pandekager, men kunne rigtigt nok kun spise den ene. Det var lidt halvpinligt, men vi havde trods alt også lige fortæret en Judy's House Special.

Derudover har jeg fået SÅ meget god mad hos mine værter i Somerville. Jeg er blevet beriget med så mange lækre pastaretter og pizza i mange forskellige varianter. Al den gode mad er noget af det, jeg savner allermest ved USA.